Fortsæt til indhold

Ro på: Bankerne er godt rustet til krisen

Man kan forvisse sig om, at landets banker står et helt andet sted i dag end før den finansielle krise i 2008. Bankerne i Danmark er i dag både robuste og velkapitaliserede og fortsat klar til hjælpe kunderne igennem den krise, vi er på vej ind i, skriver Finans Danmarks direktør.

Debat
Ulrik NødgaardAdminstrerende direktør, Finans Danmark

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Ulrik Nødgaard. Foto: Lars Krabbe

Tirsdag kunne man læse en analyse i Finans, der konkluderede, at bankerne kun har penge nok på kistebunden til at klare sig i 20 måneder, hvis den nuværende krise skulle ende i en regulær finanskrise. Vi ser også på den nuværende krise med stor alvor, men dommedagsprofetien er dog langt fra korrekt. Lad mig forklare hvorfor.

I analysen kan man læse, at bankernes stødpude i form af akkumulerede nedskrivninger er vokset med mere end en faktor tre sammenlignet med før finanskrisen. Det er korrekt og udtryk for, at der i dag skal nedskrives for forventede fremtidige tab, mens der før finanskrisen alene skulle og kunne nedskrives for tab, der allerede var indtruffet. Men de akkumulerede nedskrivninger er ikke det eneste, man bør se på.

Med til billedet hører, at banker og realkreditinstitutter har haft en løbende basisindtjening i de seneste fem år på mellem 29 og 40 mia. kroner om året. Den løbende indtjening virker som yderligere stødpude, og erfaringen fra tidligere kriser er, at bankerne stadig har en betydelig positiv basisindtjening også i en krise.

Derudover – og der hvor situationen er ændret mest siden den finansielle krise – holder banker og realkreditinstitutter i dag omtrent dobbelt så meget kapital i forhold til den risiko, de tager. Samlet set har de hele 445 mia. kroner i egenkapital. Det er denne kapital, der former den væsentligste stødpude overfor tab, og vi har i dag en stor overdækning til buffere og en endnu større til de lovgivningsmæssige fastsatte minimumskrav til mængden af kapital.

Og det er ikke bare os i bankerne, der siger, det er vigtigt at tage den del med i regnestykket, når man skal vurdere, om bankerne er godt nok rustede. Det gør myndighederne også. Nationalbanken laver løbende stresstests, der viser, hvor robuste banker og realkreditinstitutter er overfor økonomiske kriser. Den seneste stresstest fra Nationalbanken viste, at sektoren er robust, velkapitaliseret og er i stand til at stå igennem en meget alvorlig økonomisk krise. Finanstilsynet siger det samme.

Så – ingen grund til dommedags profetier. Situationen er alvorlig. Ingen ved, hvor det hele ender. Og selvfølgelig vil en dyb recession give betydelige tab for bankerne. Men man kan forvisse sig om, at landets banker står et helt andet sted i dag end før den finansielle krise i 2008. Bankerne i Danmark er i dag både robuste og velkapitaliserede og fortsat klar til hjælpe kunderne igennem den krise, vi er på vej ind i.

Nok ser vinteren ud til at blive kold – men bankerne har altså sul på kroppen.

Artiklens emner
Finanskrise
Banksektoren