Velfærdsstatens deroute kan kun bremses af politikere med visioner og mod

”Velfærd er varme. Trivsel. Kærlighed mellem mennesker,” proklamerede statsminister Mette Frederiksen fra Folketingets talerstol i sin åbningstale for ikke så lang tid siden. Hun konstaterede samtidig, at velfærden er for nedadgående, og at der nu endelig skal gøres op med overflødigt bureaukrati og pseudoarbejde. Skylden for velfærdsstatens deroute er åbenbart en overflod af administrative medarbejdere, der suger varmen ud af vores fælles velfærd.

At vores velfærdsmodel er i krise, kan der ikke herske tvivl om. Det er dog langt fra kun et spørgsmål om at transformere kolde hænder til varme hænder, men at vi i bund og grund står med et velfærdssystem, der trænger til en overhaling af de store. Og det med digitale muligheder som driver og medskaber.

Vi er ved at blive overhalet af udfordringer

Vi har store årgange, der går på pension, flere plejekrævende ældre og faldende ungdomsårgange. Vi ser altså ind i en fremtid, hvor det ikke er muligt at sikre det økonomiske grundlag for vores velfærdsmodel, hvis vi ikke gennemfører drastiske forandringer.

Løsningen har i mange år været at effektivisere det offentlige med digitale løsninger, og mange kan på hver deres måde nikke genkendende til, at der er blevet skåret ind til benet.

I dag står vi med et sundhedsvæsen i krise; En folkeskole, hvor barn efter barn flyttes til private skoler, fordi forældrene ikke vil se på, at deres børn mistrives med en one-size-fits-all-undervisning, høje klassekvotienter og pressede lærere; og et politi, der skal sende flere betjente på gaden i en tid, hvor fysisk kriminalitet er på retur, mens den digitale kriminalitet stiger.

Det er visionsløst at gå til valg på flere hænder

Mette Frederiksen ved godt, at sundhedspolitik er et af de områder, der ligger højt på danskernes dagsorden, og vi kan ønske, at hun nu endelig vil stå bag ordene i sin egen stort anlagte sundhedsreform tilbage fra 2018 med parolen ’Tid til omsorg - mennesket før systemet’.

Personligt tror jeg, at vi skal se endog meget langt efter den dag, hvor mennesket prioriteres før systemet i det offentlige, som stadig styres efter industrialiserings logik, der er baseret på ensartethed i storskala. Mange borgere reagerer frustreret, når de møder det offentliges standardløsninger, som de tilmed ofte har svært ved at gennemskue.

Det er skrækkeligt, at hver femte borger i dag er digitalt udsat. Vi har gennemført en storstilet digitalisering af det offentlige, men vi har ikke sikret os, at vi har fået alle vores borgere med på digitaliseringsbølgen. Det sætter de digitale udsatte uden for fællesskabet, ja uden for samfundet.

Det grundlæggende problem er, at vi i dag forsøger at skrue et offentligt system sammen, hvor vi prøver at lave mere af det samme. Vi har brugt mange år på at digitalisere en masse eksisterende processer og er fortsat i gang med at digitalisere endnu flere. I stedet for at gøre mere af det samme, bør vi dog være optaget af, om vi gør det rigtige i en stadig mere digital omverden.

Vi skal udnytte nye muligheder

Vi bliver nødt til at undersøge, hvordan vi kan udnytte de digitale og teknologiske muligheder til at løfte velfærdsopgaven på en anden måde. Skal vi løse de udfordringer, vi står i lige nu, og som kun bliver værre i fremtiden, bliver vi nødt til at skifte fokus fra at gøre mere af det samme, bare mere effektivt (digitalisering) til at gøre tingene anderledes (digital transformation).

Vi har brug for politikere, som åbent, nysgerrigt og vidende tør stille sig i spidsen for arbejdet med at fremtidssikre vores samfund, så vi bruger teknologierne til at skabe fremtidens velfærdssamfund, og dermed borgernes bedste, med maksimal transparens og brugervenlighed. Som tør formulere visioner, stå i spidsen for gennemgribende transformationer og som tør give plads til eksperimenter, i stedet for kun at tænke på de digitale redskaber, som kontrol- og effektiviseringsmekanismer. Det er tiden for længe siden løbet fra.