Fortsæt til indhold

Erhvervslivet glemmes i valgkampen: Den nye regering må skærpe fokus

I mere end tre uger har valgkampens fokus været på sundhed, klima og sikkerhed, mens den erhvervspolitiske dagsorden aldrig for alvor er blevet fremført. Der er ellers rigeligt at tage fat på. Og det bør blive prioriteret af den kommende regering.

Debat
Christoffer Husted RasmussenDansk landechef og partner, Kearney

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Christoffer Husted Rasmussen

Da statsminister Mette Frederiksen udskrev valget fra Marienborg, blev det præsenteret som et tryghedsvalg. Tryghed for ”den enkelte” og ”familierne” for ”Danmark, Europa og Verden” som svar på den internationale krise.

Undervejs i talen stod det klart, at den erhvervspolitiske dagsorden blev forvist til de bagerste rækker: Erhvervslivet blev ikke nævnt med ét ord. Det til trods for, at der er sorte skyer over økonomien, og at analytikere advarer om, at recessionen anes et sted derude.

Danske iværksættere bør bruge deres energi på at drive virksomhed fremfor bureaukrati.
Christoffer Husted Rasmussen

Et sundt og adræt erhvervsliv er ellers det mest effektive værn mod kriser. Og danske virksomheder spiller en nøglerolle i at realisere vores ambitioner på bl.a. klima- og sundhedsområdet med innovative teknologiske løsninger. Danske virksomheder sikrer arbejdspladser og velstand og fortjener derfor de bedste vækstbetingelser. Der er rigeligt at tage fat på, og den kommende regering kunne starte med følgende:

Frem vilkårene for innovative iværksættere: I Danmark har vi et af de laveste antal selvstændige sammenlignet med lønmodtagere i Europa. Det skal vi have lavet om. Iværksætterne bidrager ikke blot med nye innovative ideer og produkter. De skaber konkurrence og kan udvikle sig til jobskabende væksteventyr. Iværksættervejen kan dog være brolagt med udfordringer, og den kommende regering bør derfor skabe bedre rammer ved at sænke kapitalkrav for at stifte virksomhed, sænke skatten og luge ud i mængden af regler. Danske iværksættere bør bruge deres energi på at drive virksomhed fremfor bureaukrati.

Byd flittige internationale medarbejdere velkommen: Danske virksomheder har i flere år skreget på arbejdskraft. Det er en af de største vækstudfordringer, og den internationale arbejdskraft er derfor helt uundværlig. Selvom udenlandsk arbejdskraft er en gevinst for Danmark, er det både kompliceret og regeltungt at rekruttere medarbejdere uden for EU. Flittig udenlandsk arbejdskraft, som kan konkurrere på danske vilkår, skal bydes velkommen og tages godt imod, så Danmark også for dem bliver et dejligt land at være i.

Mere forskning skal blive til forretning: Danmark er et innovativt land – det ses blandt andet på vores placering som nr. 10. i The Global Innovation Index. Desværre går det den forkerte vej, og vi er faldet 4 pladser siden 2020. Hvis ambitionen er at skabe løsningerne på fremtidens udfordringer, skal vi satse mere på forskning og udvikling. Og det skal foregå i samspil med virksomhederne, så viden og teknologi omsættes til produktion og innovation.

Den kommende regering bør prioritere at skabe de bedste rammevilkår for erhvervslivet – det er nøglen til velstand, velfærd og en bæredygtig fremtid.

Artiklens emner
Folketingsvalg
Erhvervspolitik