Fortsæt til indhold

Her er iværksætternes ønsker til en ny regering

Politikerne fremstår i valgkampen som passionerede og kræver handling. Og handling skal der til for at sikre iværksætteriet.

Foto: Rune Aarestrup Pedersen
Debat
Anders Fogh og Sine Linderstrømhhv. CEO og founder, Startup Central og Leder i DI - Dansk Industri, SMV og iværksætteri

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Vi befinder os i et krisehelvede, og nye og mindre virksomhedsejere sidder med nerverne udenpå tøjet. Hvem tager vores parti, hvem holder hvad de lover og hvem sikrer dem, at iværksætteri bliver en del af regeringsgrundlaget?

I den seneste regeringsperiode blev det ikke til nogen iværksætterpakke. Det må vi ganske enkelt kræve nu.

Lav en ny regel, fjern en

Det er en regeljungle at være selvstændig og iværksætter. Det helt lavpraktiske i at starte en virksomhed kræver næsten en jurauddannelse, før du overhovedet kommer i gang. Det skal gøres mere spiseligt og mere overskueligt at forstå. Det er klart, at lov er lov, men det kan sagtens gøres tilgængeligt på en måde, så alle kan forstå det.

En enkel måde, at sikre bedre rammer på, er ved at fjerne en regel hver gang en ny indføres. På den måde sikrer vi, at den komplekse lovjungel ikke vokser sig større i den næste tid.

Vi mangler vækstiværksættere

Det er ikke en hemmelighed, at vi mangler vækstvirksomheder, og det er der flere gode grunde til. Heldigvis har vi også løsningerne.

Det er ikke lige nemt at få den gode forskning ud og leve i virksomhederne. Vi bliver nødt til at kigge på, hvordan der kan ske en mere smidig rettighedsoverførsel fra universiteterne til virksomhederne. Det vil sætte skub i den grønne omstilling.

Værdipapirets muligheder: Når du ikke kan slå de store selskaber på løn, kan du måske på andre parametre. Medarbejderaktier er et normalt rekrutteringsværktøj i udlandet, men i Danmark er det meget kompliceret og ikke specielt gunstigt for modtageren. Derfor bør en ny regering kigge på, hvordan vi sikrer, at denne måde at tiltrække og fastholde sine medarbejdere på bliver gjort enklere.

Vækstvirksomhederne sigter efter at blive børsnoteret. Derfor skal en ny regering kigge på lagerbeskatningen af investorer ved investering i en vækstvirksomhed, som møder en skattemur ved en børsnotering. Det spænder ben for vækstkometerne, som har brug for den kapital, som en børsnotering kan give. Alternativt risikerer vi at de søger mod udlandet.

En ny regering skal sætte i gang nu

Det kan ikke vente et halvt eller et helt år. En ny regering skal have sat gang i disse forhandlinger, så snart ministerholdet er sat. Vi har et stærkt iværksættermiljø, men også et miljø, som er under pres. Derfor skal de nuværende rammer forbedres, og når de er forbedret, har vi et langt bedre fundament for at kunne sikre tilkomst af nye virksomheder med langt højere diversitet, digitalisering og grøn bevidsthed fra start.

Artiklens emner
Iværksætteri
Startup Central