Virksomheder bør kigge mod mulighedernes land i en krisetid
I en krisetid kan de være nyttigt at overveje nye markeder, når de traditionelle er særligt udfordrede. Den amerikanske økonomi er ikke lige så udfordret som den europæiske. Derfor er det værd at tage et kig mod mulighedernes land.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Det har næppe forbigået manges opmærksomhed, at mørke skyer har sneget sig ind i vejrudsigten for dansk økonomi: Høj inflation, faldende forbrugertillid og afkøling af både job- og boligmarkedet.
Rettidig politisk omhu bør stadig kunne styre os uden om en dyb recession, men mange danske virksomheder kigger nødvendigvis ind i en økonomisk afmatning.
Det er også tilfældet her i USA, men spørgsmålet er, om ikke den amerikanske økonomi er gearet til at klare sig bedre og komme hurtigere igen. Allerede nu er USA vores vigtigste eksportmarked. Der er mindst tre grunde til at danske virksomheder bør kigge endnu mere til USA:
- For det første er økonomien ikke lige så hårdt ramt som i Europa. Inflationen er ikke så høj, energipriserne lavere og også fragtpriserne er på vej ned. Centralbanken har hævet renten i flere omgange, men allerede nu tales der om, hvorvidt niveauet er ved at være nået.
- For det andet hjælper den stærke dollar med at gøre danske varer og services mere konkurrencedygtige. De amerikanske forbrugere er købedygtige.
- Endelig er USA slået ind på en langt mere ambitiøs grøn kurs, og der investeres massivt i klima, bæredygtighed og vedvarende energi i de kommende år – områder, hvor danske virksomheder står rigtig stærkt.
Mulighedernes land
Mange danske virksomheder, både store og små, har vist, at det amerikanske marked bestemt ikke er utilgængeligt. Opskriften er dog forskellig fra branche til branche og fra delstat til delstat. Succes kræver, at man forstår markedet ordentligt og her kommer man ikke uden om, at USA er et stort og broget land.
Det er også vigtigt at være til stede, forstå kulturen og vise dedikation, ellers bliver man opfattet som en outsider. Endelig kan det også være krævende og uoverskueligt at finde de rette partnere.
For mange danske virksomheder vil USA dog i høj grad være mulighedernes land – og måske mottoet for endnu større eksportsucces skal være: Hvad indad tabes må udad vindes.

