Krise i anden potens: Klimaet som tændvæske

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

De seneste år har budt på en række kriser, der er kommet i støt stigende hastighed: Klimakrise, corona-krise, forsyningskrise, energikrise, inflationskrise, en kommende økonomisk krise – listen vokser sig længere og længere.

Nyligt opståede kriser fylder i den kollektive bevidsthed og løses ved akutpakker, handleplaner og andre tiltag, men kan en gammel traver som klimakrisen sættes på pause i en tid hvor de økonomiske prognoser er blevet mere dystre og råderummet skrumper ind?

Nej, tværtimod kan klimaforandringerne være tændvæsken på bålet, der accelerer øvrige kriser og får nye til at blusse op. Drivhusgasudledningerne har været støt stigende siden den industrielle revolution mens temperaturen følger flittigt med, og hensigten med at begrænse temperaturstigningen til de 1,5 grader i Paris-aftalen virker ikke længere realistisk.

Nu er målet at reducere så meget som muligt, så hurtigt som muligt, for at minimere påvirkningen på klodens økosystemer.

Kombinationen af en planet i ubalance og behov for drastiske ændringer fører til mere omskiftelige tider med mange usikkerheder til følge. Nationer, virksomheder og private er hastigt i gang med at omstille til nye energikilder for at undgå afhængighed af olie og gas, oversvømmelser og langvarig tørke fører til nedbrud i forsyningskæder og verdenen har dårligt set den potentielle effekt af befolkningsgrupper, der fortrænges fra deres hjem af klimaforandringer.

Ledere og bestyrelser i danske virksomheder bør forholde sig til usikkerheder der kan påvirke virksomhedens resultater og konkurrenceevne. Derfor bør klimaet indtænkes i den fremtidige planlægning, også ud fra et risikohåndteringsperspektiv.

Drivhusgassernes påvirkning på klodens klima har været længe kendt, og videnskabelige studier har historisk set kunne modellere hvordan temperaturen vil udvikle sig med overraskende høj præcision. Det er et enormt stykke videnskabeligt arbejde - veludført og gennemarbejdet – med klare scenarier for hvilket klima verdenen er på vej imod, uanset om det er scenariet, hvor alle sejl sættes til eller det, desværre mere sandsynlige scenarie, med gradvist voksende forbedringer.

Dertil bør enhver virksomhedsledelse forstå, hvordan klimaforandringer i fremtiden kan påvirke virksomheden, men også hvad der er af muligheder. For som modpol til fortvivlelse findes håb, og håbets farve er immervæk grønt.

Det kræver mod og handlekraft at omsætte globale risici til lokale muligheder, men de visionære vil se det som en øjenåbner der giver anledning til at forstå egne muligheder i en ny verden: Muligheder for at gentænke forsyningskæder så de er mere robuste over for klimaforandringer, og sikrer bedre mod kommende forsyningskriser.

Muligheder for at tænke i nye materialestrømme, herunder genanvendelse af affald til nyt, for at sikre adgang til ressourcer i en ressourceknap verden.

Muligheder for at investere i dem som leverer løsningerne til krisen, og et stop for investering i problemerne. Og en mulighed for at se sig selv som en aktiv del af løsningen mere end en del af problemet.

En konklusion må være, at det ikke er et nulsumsspil, hvor en krise er vigtigere end andre, men en ny virkelighed med stigende turbulens, og mange parallelle kriser med gensidige påvirkninger på hinanden, der vil forme de kommende årtier for individer, virksomheder, stater og menneskeheden bredt.

COP27, den årlige klimakonference, er netop i begyndt Sharm el-Sheikh, hvor delegationer fra verdens nationer skal forsøge at opnå enighed om nye fælles målsætninger og forpligtelser for klimaet, der skal gøre bod på det efterslæb vi har fra mange års passivitet.

Tiden er overmoden til at tage fat i de nødvendige, drastiske omstillinger, og få omsat tanke og ord til handling. Som António Guterres, FN’s generalsekretær, bemærkede på COP27’s første dag: »Vi er på en motorvej til klimahelvede med vores fod på speederen«