USA’s midtvejsvalg varsler ilde
Midtvejsvalget gik ikke så galt som frygtet. Men det vil efter alt at dømme resultere i flere personer i Kongressen og på andre poster med en tilgang til politik, der ligner Donald Trumps. Det øger risikoen for alvorlige kriser i fremtiden.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Under midtvejsvalget i USA har Trumps magt over det republikanske parti vist sig tydelig. Lokalvalg har de seneste år vist, at det let koster en republikaner karrieren at gå imod Trump.
Denne sommer mistede Liz Cheney sin chance for at genopstille som kongresmedlem for Wyoming, da hun tabte overvældende stort til en Trump-støtte i et primærvalg. Cheney har spillet en afgørende rolle i 6. januar-komiteen og udførte i den forbindelse sit job ansvarsfuldt og upartisk. Det faldt ikke i god jord. Hos Republikanerne kommer man kun frem i verden ved at gentage løgnen, der opretholder illusionen om, at Trump er uovervindelig – kun snyd kan forklare nederlag. Hylder man ikke den påstand, er det ud på røv og albuer.
Personer med et robust moralsk kompas kan vanskeligt rummes i partiet i dag og må vige pladsen for mere anløbne typer. Personer, som er for ubegavede til at forstå, hvad der er på spil, når man gambler med selve demokratiet, eller som gør det med åbne øjne for at fremme egen sag. Hvilken kategori Trump selv lander i, kan man kun gisne om!
Risikoen for alvorlige politiske kriser er nok desværre forøget.Frederik Engholm
Risikoen er, at flere af de nyvalgte ligner Trump. Og at de deler hans villighed til at gamble stort for at opnå mål. Vi har set det gentagne gange fra Trumps side, og det er velbeskrevet i en række bøger om hans præsidentperiode. Kun stærk modstand fra rådgivere eller endda ulydighed medførte, at Trumps mest skøre indfald ikke blev til virkelighed. Udenrigspolitisk som indenrigspolitisk.
Det er sjældent den klogeste strategi, da den ikke afvejer gevinst i forhold til risiko, men den kan ofte føre til sejre, da modparterne trækker sig, når risikoen for alvorlige konsekvenser viser sig. En rigtig bulderbasse-strategi. Når den fejler, går det hele op i flammer.
Men hvorfor er det overhovedet relevant for en økonom? Det er det, fordi strategien også kan finde anvendelse i politiske forhandlinger. Har man ingen højere principper, er man ligeglad med, hvad konsekvensen af fiasko er, og føler man intet ansvar over for den generelle funktionalitet i samfundet, kan man gå langt i forhandlinger.
Som da Trump i store træk forsøgte at demontere det offentlige sundhedssystem. Det endte trods alt med, at medmenneskeligheden tog over hos flere toneangivende republikanere, som ikke ville fratage et stort antal amerikanere adgang til sundhedsvæsenet. Men hvor mange af de personer vil der være tilbage i partiet efter gårsdagens valg?
Den efterhånden hedengangne (republikanske) Tea Party-bevægelse, som kæmpede hårdt for ”small government” – en marginalisering af det offentlige USA’s indflydelse – brugte metoder, der ikke ligger langt fra Trumps. Bevægelsen er forduftet, men dens holdninger trives bedre i ”Trumps” republikanske parti end i det gamle. Bevægelsen blomstrede op under Obama og vandt blandt andet frem som modreaktion på Obamacare, der både betød mere statsindblanding og flere offentlige udgifter.
Da USA i sommeren 2011 rutinemæssigt skulle hæve gældsloftet – rammen for, hvor meget gæld USA må påtage sig – udnyttede Republikanerne med Tea Party i spidsen situationen til at forsøge at gennemtvinge besparelser. Hvad der burde være en formalitet endte som en politisk hårdknude.
De finansielle markeder blev usikre på, om USA ville svare sine forpligtelser, og voldsomme udsving i aktiekurserne fulgte. Først da finansministeriet estimerede, at kassen inden for få dage ville være tom, blev gældsloftet hævet. Miseren førte til, at kreditvurderingsinstituttet S&P nedjusterede den amerikanske stats kreditværdighed pga. mangel på ”forudsigelighed, effektivitet og troværdighed” i det amerikanske politiske system. USA havde hidtil haft den højest rating (AAA).
Om noget tilsvarende kunne ske igen er selvsagt usikkert. Men at nogle af Trump-loyalisterne synes mere skingre, mere politisk rabiate, mere moralsk angribelige og måske også mere risikovillige end deres forgængere er min klare fornemmelse efter at have fulgt valget. Det kan vise sig at forstærke de hårknuder og politiske problemer, som løbende opstår. F.eks. når finanslov, gældsloft eller tilsvarende forhandlinger, som kræver kompromiser mellem præsidenten og Kongressens kamre, skal landes. Risikoen for alvorlige politiske kriser er nok desværre forøget.
