Uden handling står vi snart i vand til halsen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Det er økonomisk gået så godt i Danmark og stort set resten af verden så længe, at man ikke kan klandre nogen, hvis de følt, at det var lige før, vi faktisk kunne gå på vandet. Herhjemme har vi sat den ene beskæftigelsesrekord efter den anden, og erhvervslivets absolut største problem har været, at vi ikke kunne skaffe hænder og hoveder nok.

I Dansk Erhverv regnede vi os i forbindelse med vores årsdag frem til, at manglen på arbejdskraft på ét år har kostet danske virksomheder 176 mia. kroner i tabt omsætning. Det er et svimlende beløb. Men også den offentlige sektor har meldt om forgæves rekrutteringer. Her har man bekymrende nok mange steder uden held forsøgt at få fat i for eksempel sygeplejersker, sosu’er og pædagoger.

På det seneste tror jeg, at følelsen af næsten af at kunne gå på vandet mange steder er blevet afløst af en anden følelse. At man i stedet har fået ”en sok”. Altså fået vand i oveni skoen, så sokken bliver våd, hvilket jo er en ganske ubehagelig følelse.

Vi kan da også se, at virksomhederne forventer, at de største udfordringer de kommende tre måneder bliver de høje priser på energi og snart sagt hvad-som-helst, svigtende efterspørgsel og så mangel på kvalificeret arbejdskraft. Faktisk er det fortsat hver tredje virksomhed, som peger på netop rekruttering af medarbejdere med de rigtige kompetencer, som en stor udfordring de kommende tre måneder.

Så jo. Danmark og resten af verden står på tærsklen til noget, som i en periode umiskendeligt ligner recession, men det er absolut både farligt og forkert at bruge det som undskyldning for ikke at gå reformvejen.

For det mest sandsynlige scenarie er, at den sorte tid bliver relativ kort, og vi står overfor markante udfordringer, som simpelthen ikke lader sig ignorere.

Udgangspunktet er massiv mangel på arbejdskraft på alle kompetenceniveauer. Læg dertil, at vi de næste otte år har udsigt til en faldende arbejdsstyrke. Arbejdsstyrken vil frem mod 2030 falde med 35.000. Samtidig vokser gruppen af børn, ældre og øvrige danskere uden for arbejdsstyrken med 200.000. Vi står med andre ord overfor massive udfordringer på arbejdsmarkedet.

Så selv om skyerne er ildevarslende sorte lige nu, kommer vi ikke uden om, at der på den anden side af nogle måske voldsomme regnskyl er udsigt til et underskud af arbejdskraft på cirka 90.000 på fuld tid frem mod 2030.

De mulige konsekvenser af den mangel er voldsomt bekymrende. For uden nye reformer kan hverken virksomheder eller det offentlige levere det, som er nødvendigt. Hvis vi fortsat skal have et stærkt erhvervsliv og en offentlig sektor, som kan levere en service, der som minimum er på niveau med niveauet i dag, så kræver det resolut handling.

Vi har også brug for væsentligt flere med de rette kompetencer til at sikre den grønne omstilling. Analyser fra for eksempel Concito og Green Power Denmark viser, at vi har brug for 20.000 flere med de rigtige kompetencer i 2030, hvis skal gøre os håb om at komme i mål med omstillingen. Og siden håb ikke er en strategi, er der altså brug for akut og reel handling.

Vi har brug for 20.000 flere med primært faglærte, men også relevante videregående uddannelser, hvis vi skal være der i klimakampen, som det er absolut nødvendigt. Løfter vi ikke på klimaet, så er konsekvenserne indlysende alvorlige.

Bedre bliver ikke, når vi kaster et blik på Danmarks økonomi. For det offentlige råderum er så godt som brugt i 2030. Formelt set er der et råderum på 12,5 mia. kr. i 2030, men det skyldes ene og alene, at Folketinget har besluttet at sænke kravet til den offentlige saldo til minus 0,5 procent af BNP i 2030. Hvis man havde fortsat den gældende praksis uden gældsfinansiering af et øget offentligt forbrug, så ville der ikke være noget råderum tilbage, når vi tager højde for, at vi bliver flere ældre, og der kommer flere udgifter til forsvaret. Pointen her er, at reformer ikke kun handler om arbejdskraft.

Det handler også om at skaffe nødvendige midler til investeringer. Det kan for eksempel være investeringer i øget digitalisering, som vil øge produktiviteten og medvirke til at frigøre arbejdstid, som kan bruges andre steder. Det kan også være investeringer i uddannelse, som vi jo eksempelvis som nævnt har brug for i forhold til den grønne omstilling.

Men kan vi så ikke bare rekruttere mere fra andre EU-lande. Jo, det kan og skal vi forhåbentligt også. Men EU er også ramt af strid demografisk modvind. Frem mod 2030 bliver der i EU 8,4 millioner færre personer mellem 20 og 65 år. Alene i Polen, Rumænien og Tyskland, som er de tre lande, hvor vi rekrutterer mest arbejdskraft fra, er der udsigt til fem millioner færre personer i den arbejdsdygtige alder om otte år.

Konkurrencen om arbejdskraft med de rette kompetencer bliver hård fremover, og selv om vi selvfølgelig skal se ud mod hele verden, vil det alene ikke kunne løse de udfordringer, som vi står overfor.

Tiden med at stå med hænderne i lommen, mens man sender en venlig tanke til de politikere, som står bag tidligere tiders reformer, er forbi. Nu skal ærmerne smøges op på Christiansborg, og der skal hurtigst muligt indgås et nationalt kompromis, der sikrer, at vi også i 2030 har den arbejdskraft, som der er brug for.

Det er ikke bare det ansvarlige at gøre. Det er det helt nødvendige at gøre. Ellers står vi ikke bare med en træls omgang ”sok”. Så står vi i vand i til halsen.