Den mørkeste time er lige før solopgang

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Min karriere var fremadstormende. Med et speciale i talent arbejdede jeg med eliten og mødte nationale og internationale anerkendelser.

Jeg blev tilbudt flere stillinger og takkede ja til en med hovedsæde i Silicon Valley. +30 talentfulde medarbejdere i Kyiv og masser af rejseaktivitet i Asien. En kulturelt ny læringskurve, men få dage inden min første arbejdsdag delte min far, at han havde kræft.

Jeg mistede min mor i gymnasiet og havde hver dag siden frygtet den dag, hvor min far skulle herfra.

Han var englænder, og med primærfamilie i London ville min fars sygdom kræve min fulde tilstedeværelse. Jeg besluttede derfor at skifte til et job med mindre rejseaktivitet.

Jeg startede min jobsøgning, imens jeg forvaltede en ny stilling med mange medarbejdere, var mor for en teenager, flyttede i ny bolig mm.

Energien svindede ind, og jeg blev tilbudt lykkepiller. De kunne give mig mere energi, blev jeg fortalt. Jeg overvejede, for det var da tillokkende med mere overskud i en krævende periode, men jeg takkede nej.

Jeg søgte i stedet støtte fra dygtige professionelle, som arbejdede ukonventionelt. Fik øvelser til at styrke mine energier, modtog healing og anvendte teknikker til at styrke mig selv mentalt.

På den korte bane havde det nemmeste været, hvis jeg havde sat en kemisk prop i og ikke mærket og ikke set. Holdt mig for øjnene og en dag kunne åbne dem, og så vupti ville det alt sammen være tryllet væk.

Vælge hurtigruten til al læring, ud af al sorg og hen til suveræn personlig mestring – men sådan fungerer det ikke.

Jeg valgte at vandre igennem mørket og mærke hvert et skridt, indtil min far drog bort.

For livet har lært mig, at hurtigruten ikke findes. Livet er livet med en rute, men hurtige er livets ruter ikke nødvendigvis.

I denne tid bliver jeg derfor desillusioneret, når jeg møder ressourcestærke mennesker, som deler, at de ligesom mig anbefales eller er blevet anbefalet at hente energi via lykkepiller for at kunne ’gå længere på literen’ i energiforladte tider.

Fælles for disse mennesker er, at de alle stod eller står i udfordrende livssituationer og derfor bliver tilbudt medicinering til at overkomme dem.

Men findes pillen til lykken, og er den til hver en tid løsningen, hvis livet gør ondt?

I visse tilfælde kan lykkepillen jo risikere at fastholde os i det svære, hvis sorgbearbejdning og handleevne reduceres. Fordi folk netop ikke mærker nok til for eksempel at kunne ændre på det, som føder ind til deres mistrivsel.

For eksempel talte jeg med to kvinder, som var havnet i dysfunktionelle forhold. Den ene blev sygemeldt grundet stress, men primærstressen var ikke jobrelateret. Begge blev tilbudt lykkepiller. Den ene kvinde takkede nej, mens den anden takkede ja.

Konsekvensen var, at hun ikke mere mærkede det, som udfordrede hende på hjemmefronten. Så hun fortsatte sit liv uændret med sin ægtemand.

På jobbet var hun blevet mere passiv, så det, der tidligere gav hende energi som en aktiv kvinde, trak energien ud af hendes nu modsatrettede adfærdsmønster som passiv. Hun var havnet i en kemisk, ond cirkel.

I denne nye tid, hvor bevidst ledelse af os selv og andre er Nordstjernen, er det fundamentalt at kunne sanse klart, så vi kan handle i overensstemmelse med vores indre kompas.

Når der lægges låg på føleuniverset, er det med til at reducere graden af bevidsthed og dermed evnen til intuitiv livsførelse.

Rigtig mange mennesker er pt. udfordret af energisvingninger og underskud grundet bekymringer om nuet og fremtiden. Mange er søgende, og det er naturligt, som tiderne er.

Det kan derfor få store konsekvenser, hvis der sættes en kemisk prop i udviklingen henimod mere bevidsthed i et paradigme, hvor bevidsthed er rettesnoren for de søgende.

For mig ville det i dag svare til at køre i trafikken med bind for øjnene.

Med en uddannelsesbaggrund som psykolog – og måske allervigtigst stærke livserfaringer i en tidlig alder – appellerer jeg derfor til følgende overvejelser:

Tilbydes du en pille til lykken, fordi du mangler energi, så er der andre veje at gå.

Og når du erfarer, at hurtigruten ikke nødvendigvis er den hurtigste vej frem, bliver tiden din ven, råstyrke og måske oplever du som mig, at:

‘Den mørkeste time kommer lige før solopgang’. Alkymisten.