Dette er en kommentar: FINANS bringer løbende kommentarer fra specialister og meningsdannere. Alle kommentarer er udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Debat

Direktøren i Novozymes er anderledes: Hun løber ikke

Tænk at en topleder kan stikke ud ved ikke at løbe. Blive citeret for det. Simpelthen.

Anders Heide Mortensen

Nogen af os synes, at DHL Stafetten er lige så spændende som at få fingrene i klemme i en dør. Eller give træbeskyttelse. Eller være til forældremøde og diskutere klassens holdning til energidrik. Vi vil hellere læse en bog. 

Det vil Novozymes’ direktør også.

Hun hedder Ester Baiget og er anderledes. For hun løber ikke. I sin fritid gør hun ikke det, som er blevet normalitetsmarkør for en topleder i Danmark. Når Finans, Berlingske eller Børsen spørger direktører til livet ved siden af arbejdet, svarer de to børn, villa nord for København og løbesko.

Men Ester Baiget er ikke som hr. og fru Normalmeter. Hun tilkendegiver i et interview med Børsen, at hun ikke kunne drømme om at løbe. Hun læser bøger, når hun har fri. Hun søger udsyn. Indsigt. Hun løber ikke. 

I 2023 kunne det være interessant at høre fra topledere, der giver deres New Balance Fuelcell en fuckfinger og går over til bøger. Om de pludselig kan klare alle trapperne op til sjette etage uden at måtte stoppe op undervejs. I horisont. I båndbredde. Om de mærker et boost af indsigt. Om de erkender, hvor åndeligt kvabsede de egentlig gik og var blevet. Rent ud sagt slaskede. Før de tog hul på at læse bøger. 

Ester Baiget er direktør for 7.000 medarbejdere, kemiingeniør, født i Spanien, 50 år og har en international karriere i rygsækken. På Novozymes’ pressebilleder ligner hun ikke én, der sætter sig i sofaen med en skål chips og en flaske hvidvin, når hun kommer hjem fra hjørnekontoret i Bagsværd. Og hvorfor så nævne dét?

Fordi den succesfulde leder naturligvis bor i en relativt succesfuld krop. Klart.

Men prøv så at billedgoogle ”direktør 1955”. Det er trivelige mænd. Der ryges cigar og smiles med gule tænder. 

Hvis du læser bøger, ser du muligvis mere på billederne, end mennesker, der ikke læser bøger. Du ser mere, end at direktører i 1955 var mænd, som i 2022 nok ville få et venstre-swipe på Tinder. Du ser, at kultur og normer er i konstant forandring. 

Der er ingen model for, hvordan en topleder forvalter sit liv. Der er tider og epoker. I 1950’erne foregår direktionsmøder i røg og damp. I 1970’erne er der derudover Gammel Dansk til morgenmøder, opstrammere til eftermiddagsmøder og taxaer hjem efter aftenmøder. 

I 2022 har vi så nået en epoke, hvor en erhvervsjournalist i et portræt kan dyrke, at en topleder ikke løber. Ester Baiget, den succesfulde direktør for Novozymes, løber IKKE. Fremhævet i artiklen.

Hvordan vil eftertiden mon se på vores epoke?

Måske sådan:

I 2022 kunne en topleder gå trænet, fit og fladpandet gennem livet. Det var en særlig epoke. Tidens rollemodeller kunne på den ene side løbe et maraton og ro 40 kilometer i en havkajak. På den anden side var det accepteret at vide tæt på ingenting om Grundtvig, Immanuel Kant, modernisme, Inger Christensen, Supertanker, Liva Weel, Frederik Næblerød og legoklodsens historie. 

Nul. Blank tavle var ok.

Sådan var det bare. Ingen sagde noget til det. Som ingen i 1950’erne sagde noget til cigarerne og de gule tænder. Som ingen i 1970’erne sagde noget til morgenmøde-Gammel Dansken og aftenmøderne, der sluttede sådan, at en spirituskontrol havde givet frakendelse af kørekortet.

I 2050 kan svaret på de nikotingule tænder og Gammel Dansk-flaskerne blive fotos fra DHL-stafetter og Eremitageløb og i det hele taget lycra. Folk vil i 2050 billedgoogle 2022. Folk vil se fotos af topledere, der sveder, så man næsten kan mærke dunsten. 

Nogen af dem vil sige, at de læser bøger, fordi de ude på ruten hælder en kvart Sara Blædel-krimi ind i hovedet gennem airpods. Nogen vil svare, at man også kan lære ungerne, at aftensmad er noget, man bestiller på Justeat. 

Tænk at en topleder kan blive citeret for, at hun ikke løber. Man kan simpelthen stikke ud som topleder ved at sige, at man hellere vil bruge sin tid på at læse en bog.

Jeg har ikke ord. 

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.