Måske vi bare skal kalde det "klimamotivation"

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

På trods af at 2022 bød på surrealistiske temperaturrekorder, Europas værste tørke i 500 år, hidtil uset naturødelæggelse og et rædselskabinet af menneskelig lidelse som konsekvens af oversvømmelser, brande og ekstremt vejr, fyldte klimaforandringer meget lidt i det nyligt overståede folketingsvalg.

Selvom vælgerne konsistent prioriterede miljø og klima højt på listen af emner, der optog dem.

Én af forklaringerne kan være, at vi i valgkampen aldrig kom forbi karikaturen: De klimaangste mod de klimaoptimistiske. Fløjpartierne hjalp ivrigt med til polariseringen, eksemplificeret med LA´s ”En grøn fremtid – helt uden skræmmebilleder” og EL’s ”Sådan når Danmark klimamålet uden usikre fremtidsteknologier”.

Man må se befolkningen som bestående af dels livsfornægtende dommedagsprofeter, der i deres få aktive øjeblikke limer sig til en bro. Angste gespenster, som burde tage sig sammen og feje for egen forbrugsdør før de kritiserer andre. Dels storforbrugende realitetsfornægtere af den anden verden, uden nogen følelse af ansvar for de globale problemer, kun akkurat i stand til at frembringe halvbagte argumenter for, at en lovende teknologi og en græssende ko skam løser problemet lige om lidt.

Diskussionen om, hvorvidt klimaangst eller klimaoptimisme er den rette tilgang, gør os dummere, end vi er og fjerner fokus fra det vigtige: At vi kan og skal løse problemet. Begge dele fører i sin yderlighed til manglende handling og lavt engagement.

Så lad os i stedet erstatte de to begreber med et mere konstruktivt: ”Klimamotivation”.

Klimamotivation henter sin energi fra såvel bekymring som håb. Den vigtige del af klimaangsten er respekten for ubestridelige, videnskabelige fakta; der findes ikke større risici for fremtiden end klima- og biodiversitetskriserne. Hver klimarekord skal bekræfte os i, at vi skal arbejde endnu hårdere. Og samtidig bør vi i hver positiv historie, hvert stykke vedtaget lovgivning og teknologiske gennembrud hæfte os ved beviserne for, at vi kan og vil lykkes.

Vi forsøger i min virksomhed at skabe en kultur, som drives af klimamotivationen. Hvor drivkraften er den seriøse anerkendelse af den nuværende udviklings forkerte retning kombineret med troen på, at vi har evnerne og ansvaret til at bidrage til at den kurs ændres. Hvor vores medarbejdere dagligt bekræftes i, at de arbejder side om side med andre, der (trods forskelle) også drives af både bekymring og optimisme.

Vi ser det samme i de grønne startup-virksomheder, vi investerer i og hos stadig flere af de ledere, vi rådgiver: For klimamotiverede voksne er det afgørende at kunne bruge joblivet i selskaber, der anerkender tingenes tilstand og er villige til at gøre noget substantielt ved den. De vil have kolleger og ledere, der brænder for det samme.

Så hvordan tiltrækker man klimamotiverede medarbejdere? Ved at vise, at man selv er det.

At man er rykket forbi skåltaler og erklæringer og rent faktisk gør noget – og nok. I et tempo og med vedholdenhed, der modsvarer situationens alvor. At der ikke er en konflikt mellem virksomhedens forretning og planetens overlevelse – og at der i det omfang, der er en ubalance, bliver arbejdet stenhårdt for at få de to ting til at gå i takt. At man tør anerkende og kommunikere både om det ængstelige og det optimistiske. At man gør sig umage med at åbne det fluffy ”purpose”-begreb op og gøre det helt konkret.

Besværligt? Afgjort. Især hvis man, som det er tilfældet for de fleste ledere, ikke er opdraget til at lede klimamotiverede. Det er lettere at lade være og krydse fingre for, at de største teknologioptimister får ret, eller at skidtet i det mindste holder vores tid ud. Uddelegere ansvaret til forbrugerne/lovgiverne/nogle andre. Lægge ansigtet i sørgmodige folder og beholde hænderne i lommen.

Men hvis det nu viser sig, at videnskaben har ret, vil andelen af klimamotiverede jobsøgere, især blandt unge, stige lige så hurtigt som temperaturkurverne. Engagement har som bekendt værdi på andre områder end bæredygtighed. Og hånden på hjertet: Det er sjovere at arbejde sammen med mennesker, der handler, end folk som enten finder det nyttesløst eller ligegyldigt at gøre en forskel.