Er Marie Bjerres ministerium den bedste julegave?
En digitaliseringsminister har længe stået på ønskelisten for en række politiske partier, og med udnævnelsen af Marie Bjerre til posten har SVM-regeringen en god mulighed for at få Danmark (tilbage) i en digital førerposition. Og det haster.
Den nyudnævnte digitaliseringsminister Marie Bjerre får ansvaret for et at de vigtigste emner på den politiske dagsorden. Nogle mener, at digitalisering kun er for nørder, men det er en helt forkert og gammeldags måde at anskue sagen på.
Digitalisering er derimod en af de største forandringsmotorer i vores samfund og rummer uanede muligheder – men også udfordringer, som vi ikke må være blinde for. Det handler om, hvordan vi sikrer, at Danmark er med helt fremme når fremtidens samfund, job, og virksomheder defineres. Hvad vi skal leve af. Vores sammenhængskraft. Vores sikkerhed. Vores demokrati.
Bekymringen for, at et digitaliseringsministerium blev en pseudokonstruktion uden reel ressort eller indflydelse fyldte i spalterne op til regeringsdannelsen. Men hvis man for alvor går op i teknologi-debatten, foretrækker man så ikke at få en minister med ansvar for området? Naturligvis. Ville miljøforkæmpere argumentere imod en miljøminister? Næppe. Af samme grund anbefalede vi varmt, at området skulle tildeles politisk opmærksomhed og muskelkræfter gennem etablering af et egentligt ministerium.
Nu har vi det så. Og der er tale om et reelt ministerium med eget departement og to væsentlige styrelser under sig; Digitaliseringsstyrelsen og Danmarks Statistik. Samtidig flyttes hele Erhvervsministeriets store, digitale portefølje, inklusive det succesrige tilskudsprogram SMV:Digital samt EU-reguleringen på området til digitaliseringsministeren.
Sidstnævnte skal man ikke kimse ad. Tænk bare på Vestager og EU’s rolle. Mange af de vigtigste digitale rammebetingelser defineres i Bruxelles. Og Marie Bjerre får ansvaret for både offentlig og privat digitalisering. Dermed kan Danmark meget lettere tale med én stemme i Europa.
Det er vigtigt! For den stemme har været for svag på det digitale område. På trods af, at Danmark som lille, åben og særdeles digitaliseret økonomi måske har mere på spil, når rammevilkårene defineres i Bruxelles. Det er en af grundene til, at en lang række lande allerede har digitaliseringsministre.
Der er opbygget meget stærke digitale kompetencer i både Erhvervsstyrelsen og Digitaliseringsstyrelsen. Det er selvfølgelig helt afgørende, at den dybe faglighed fastholdes i det nye digitaliseringsministerium.
Erhvervslivet står klar til at hjælpe
Digitaliseringsministeren er længe ventet, så ønskelisten til hende er lang. I erhvervslivet er vi klar til at hjælpe med at løfte de mange opgaver, og med fælles indsats har vi gode kort på hænderne i forhold til at indfri regeringens ambition om, at Danmark skal være et digitalt foregangsland. Hvad bør så tilføjes dosmersedlen? Her er vores seks bud:
For det første skal ansvarlig digitalisering være en dansk mærkesag. Visionen for dansk digitaliseringspolitik skal være at skabe kombinationen af et konkurrencedygtigt dansk erhvervsliv og sikre en ansvarlig tilgang til teknologi. Det er nemlig ikke modsætninger. Samfundsansvaret er en naturlig del af dansk erhvervslivs DNA. Dét skal vi gøre til en konkurrencefordel. Spørgsmålet om teknologigiganternes dominans og den afhængighed det kan skabe, skal også adresseres. Det fylder også i erhvervslivet, der har brug for konkurrence og valgmuligheder. Herudover bør Marie Bjerre og Kulturminister Jacob Engell Schmidt have en regelmæssig mødeaftale i kalenderen. Spørgsmålet om indholdsregulering af sociale medier ligger nemlig i Kulturministeriet.
For det andet er det en bunden opgave at øge cybersikkerheden for borgere og de mange virksomheder som dagligt trues af professionelle og kyniske bagmænd. Cyber er en alarmerende del af trusselsbilledet. Se bare Ukraine. Men også herhjemme. Halvdelen af danske virksomheder har været ramt af mindst en cyberhændelse i løbet af det sidste år.
For det tredje er digital infrastruktur fundamentet for den digitale omstilling. Vi skal fremme næste generations net (5G og fiber). Og øge fokus på cloud – med en balanceret tilgang, der drager fordel af globale udbyderes investeringer i samarbejde med danske virksomheder. I tæt samarbejde med Klima-, Energi- og Forsyningsministeren, der har ansvaret for teleområdet.
For det fjerde er digitale kompetencer nøglen til succes. Det er vigtigt, at alle bliver en del af det digitale fællesskab. For sammenhængskraften og for arbejdsmarkedet. Ifølge Digital Dogmes kompetencebarometer har 310.000 medarbejdere ikke de rette digitale kompetencer. Det er en kolossal udfordring for erhvervslivet og Danmarks digitale ambitioner.
For det femte skal grøn omstilling stå centralt. Netop den dobbelte grønne, digitale omstilling har EU-kommissionen gjort til sin absolutte topprioritet. Fordi digitale løsninger er nødvendige for at adressere klimakrisen. Og Danmark er særligt godt positioneret til at løbe forrest på den front.
Vi ser frem til samarbejdet og ønsker Marie Bjerre tillykke med en enormt vigtig ministerpost.
Endelig er en tsunami af digital regulering på vej, bl.a. i EU. Drevet af legitime bekymringer for vores sikkerhed, rettigheder og værdier. Men også økonomisk. Det skal Danmark engagere sig meget mere aktivt i. For at sikre balance mellem nødvendige regler og konkurrencedygtige rammebetingelser på alt fra kunstig intelligens, over dataregulering og cloud til cybersikkerhed.
Så vi er meget fortrøstningsfulde ved endelig at have fået en dansk digitaliseringsminister. Og vi melder os klar til at komme godt og hurtigt fra start i 2023 og hjælpe med at finde de rette balancer mellem muligheder og udfordringer og gøre digitalisering til en af løsningerne på vor tids store udfordringer. Vi ser frem til samarbejdet og ønsker Marie Bjerre tillykke med en enormt vigtig ministerpost.