Klimaet har brug for, at nordiske virksomheder igen bliver rollemodeller
Nordiske virksomheders førerposition på klimaområdet svinder ind på trods af ambitiøse mål. Vejen til igen af blive tydelige rollemodeller for resten af verden er mere detaljerede og kortsigtede mål, integration af klimamål i den daglige drift og inddragelse af hele virksomhedens værdikæde.
De nordiske virksomheder har altid gået forrest, når det gjaldt bæredygtighed. De har tjent som rollemodeller for resten af verden – og de har tjent penge på rollen, for det har givet konkurrencemæssige fordele. Men det nordiske lederskab og forspring er svundet ind.
Måske er vi blevet selvfede. Måske har de andre bare være bedre til at sætte farten op. Det er selvfølgelig skidt rent økonomisk for de nordiske og danske virksomheder, men der er også ærgerligt for jordkloden, for der er behov for lederskab og rollemodeller – ikke mindst i klimakampen.
Jeg tror, at vi har potentialet til igen at lede vejen. Nordiske virksomheder sætter nogle af verdens mest ambitiøse mål for CO2-reduktioner. De skal bare omsættes til handling. Jeg har et bud på, hvad der skal til, men først de gode og de dårlige nyheder, når det handler om klimamål:
Den dårlige nyhed er, at det går alt for langsomt med at indfri målene. En ny Accenture-undersøgelse viser, at kun 7 procent af de virksomheder, der har sat mål om CO2-reduktioner, vil nå deres mål med den nuværende hastighed. Og selv i et accelereret scenarie, hvor hastigheden bliver fordoblet frem til 2030 og derefter femdoblet, vil to ud af fem virksomheder stadig ikke nå deres mål.
Den gode nyhed er, at det virker at sætte mål. Vores undersøgelser viser, at virksomheder, der sætter mål, også er dem, der reducerer mest – og at mange virksomheder faktisk sætter ambitiøse mål. Hver tredje af de 2.000 største virksomheder i verden (målt på omsætning) har sat ’net-zero’-mål. Og de nordiske virksomheder er langt fremme her med nogle af de mest ambitiøse mål. Et eksempel af mange er danske TDC Net, der har et mål om at ramme ’net-zero’ allerede i 2030.
Så hvordan genindtager danske og nordiske virksomheder førerpositionen? Vores erfaringer og undersøgelser peger på tre centrale tiltag, der vil kunne sandsynliggøre, at virksomhederne realiserer de ambitiøse klimamål:
- Sæt mål, der er detaljerede og kortsigtede. Virksomheder med detaljerede mål, og mål, der også skal nås på den helt korte bane, reducerer beviseligt deres CO2-udledning hurtigere end andre.
- Integrer mål og løbende data om målopfyldelse med den løbende finansielle og operationelle afrapportering i virksomheden. Det bringer arbejdet med bæredygtighed ind i det strategiske rum og sikrer, at indsatsen løbende bliver justeret.
- Sæt mål, der inkluderer værdikæden – og arbejd på at nå dem i partnerskaber. Størstedelen af de fleste virksomheders udledninger kommer fra underleverandører, partnere og kunder. Ambitiøse virksomheder kan gøre en kæmpe forskel ved at påvirke deres værdikæder.
Vi ligger godt til det i Norden. Vores virksomheder er traditionelt gode til at samarbejde, at arbejde datadrevet og til hurtigt at omstille sig. Lad os bruge de styrker til at bestyrke førerpositionen og igen blive tydelige rollemodeller for resten af verden.