Hvorfor er der ikke reelt demokrati i alle banker?

I sommer skrev Finans’ virksomhedsredaktør Søren Linding en kommentar med overskriften ”Lars Mørch, du har ikke brug for et forsvarsværn”. Den tog fat på de problemer, der er med manglende demokrati og behov for kursværn, i specielt nogle banker. I kommentaren var det Jyske Bank, som blev nævnt, men det kunne lige så godt have været Ringkjøbing Landbobank, Sydbank og Spar Nord. 

Nu står vi så igen overfor forårets generalforsamlinger, som jo burde være aktionærernes festdag, men det er det efterhånden langtfra for de mindre private aktionærer. Jeg har på vegne af Dansk Aktionærforening i flere år holdt indlæg på generalforsamlingerne i fem af de største børsnoterede banker efter Danske Bank, nemlig Jyske Bank, Ringkjøbing Landbobank, Sydbank, Spar Nord og Vestjysk Bank.

Selvom jeg mange gange her har nævnt, at der er et demokratisk problem, er det ikke emner, som har fået megen bevågenhed i pressen, indtil ovennævnte kommentar hos Finans. Det er derfor fortsat sådan, at fire ud af de fem banker, Ringkjøbing Landbobank, Jyske Bank, Sydbank og Spar Nord, fastholder en utidssvarende form for demokrati, hvor repræsentantskabet vælger bestyrelsen. 

Det er stort set den samme fremgangsmåde i alle fire banker, hvor det er en lille klub, som direkte eller indirekte er blevet udpeget af bestyrelsen, der vælger bestyrelsen. Det er ikke særlig demokratisk, når en lille klub sidder bag lukkede døre og træffer bestemmelse om, hvem der skal sidde i bankens øverste ledelse. 

Selvfølgelig skal de overholde de gældende ”fit and proper”-regler, men det er jo ikke det samme, som hvis bestyrelsen blev valgt direkte på generalforsamlingen, og her måtte stå til ansvar overfor aktionærerne, for de resultater de har haft ansvaret for, og som i flere tilfælde igennem tiden ikke alle har været lige tilfredsstillende. 

I sådanne tilfælde burde aktionærerne på generalforsamlingen have mulighed for at udskifte én eller flere i bestyrelsen, hvis det var det man ønskede. Men det giver den eksisterende model med repræsentantskab ikke mulighed for. 

De fire banker har yderligere stemmeretsbegrænsninger: Jyske Bank 4.000 stemmer, Ringkjøbing Landbobank 3.000 stemmer, Sydbank 20.000 stemmer, hvilket jo burde være til fordel for den mindre, private aktionær. Det omvendte er tilfældet i Spar Nord, hvor man som investor skal besidde 20.000 stemmer for at kunne få lov til at stemme, det er bestemt ikke særlig demokratisk overfor den mindre private aktionær. 

Vi kan også se, at stemmeretsbegrænsningen vanskeliggør den konsolidering, der burde ske inden for banksektoren. Hvis man bruger de synergier som Jyske Bank har meldt ud ved overtagelsen af Handelsbankens danske aktiviteter som udgangspunkt, ville der kunne opnås virkelig store og pæne besparelser ved en konsolidering. 

Man kan også af regnskaberne se, at der er kæmpeforskel på omkostningsprocenten i de enkelte banker, ligesom ikke alle banker er særligt ambitiøse, når de sætter mål for deres fremtidige omkostningsprocent. Det er langt fra alle der måler sig imod den/de bedste! Og med udsigten til, at der nu er mulighed for at tage en såkaldt rentemarginal igen, må det formodes, at der vil være endnu mindre incitament til at gøre noget ved omkostningsprocenterne. 

Det skyldes flere ting, bl.a. at presset på bestyrelserne for at få det ændret, stort set ikke er eksisterende, ligesom det gennemgående er få indlæg på generalforsamlingerne. Selvom pensionsselskaberne mere eller mindre er storaktionærer i de danske banker, er det stort set kun i Danske Bank de udøver aktivt ejerskab. ATP gør det sædvanligvis også på Ringkjøbing Landbobanks generalforsamling. 

En anden ting er, at flere afholder såkaldte ”aktionærmøder”, som reelt er kunde/investormøder, hvor man ikke har mulighed for at afgive sin stemme. Corona har også gjort, at flere generalforsamlinger har været reduceret til virtuelle, og dermed med meget få eller slet ingen deltagere. Det fortsætter Vestjysk Bank med fuldt ud i år, så der ikke vil være muligt for fysisk deltagelse på bankens generalforsamling. 

Én ting, der også går igen, er, at de alle på forskellige vis giver udtryk for at overholde anbefalingerne i ”Redegørelse for God selskabsledelse”, selvom det ikke er tilfældet. Da alle de nævnte er SIFI-institutter. hvor der gælder specielle krav, kan det undre, at Finanstilsynet ikke for længst har stillet krav om at få det forhold på plads. Det er jo tidligere set, at i krisetider kan der hurtigt være banker, der er kommet i problemer. Selvom pensionsselskaberne også burde være mere opmærksomme på dette forhold, er det indtil nu kun ATP, som har gjort opmærksom herpå. 

Når nogle af de nævnte forhold får lov at gå under radaren, skyldes det nok, at pressen stort set aldrig er tilstede på generalforsamlingerne. Bankernes regnskaber bliver omtalt udførligt i flere medier, og der forholder man sig slet ikke til den demokratiske del af generalforsamlingen. 

Derfor savner jeg og mange andre aktionærer en større interesse i pressen for at få afdækket de ting, som jeg har beskrevet , så bankerne ikke fortsat slipper afsted med at sige, at vi bare fortsætter med at have et repræsentantskab, for det passer os bedst - selvom de forskellige anbefalinger siger noget andet. 

Det må være pressens opgave, at holde øje med, om de lokale børsnoterede selskaber også overholder gældende regler for god selskabsledelse, og ikke bare lader det stå til i år efter år. Man burde også stille spørgsmålet, hvorfor det tilsyneladende kun er et problem indenfor de børsnoterede banker, og stort set ikke andre steder. Hvorfor kan de fleste andre børsnoterede selskaber finde ud af, at overholde reglerne i ”Redegørelse for God selskabsledelse”? 

Set ude fra er det er lidt af et paradoks, at alt for mange ønsker at komme på talerstolen på Danske Banks generalforsamling, herunder mange af pensionsselskaberne. Her kunne det være rart, hvis de også ville interessere sig for og vise aktivt ejerskab i flere af top-10 bankerne herhjemme, ved at deltage i debatten på de forskellige generalforsamlinger. Ligesom det selvfølgelig ville være befriende, hvis der var mange andre aktionærer, såvel store som små, som fremover vil deltage i debatten på generalforsamlingerne, så vi kan få løftet aktionærdemokratiet igen.