Gør en glimrende investeringsform mere simpel
Der må være politiske stemmer i at fjerne skattebump for en investeringsmetode, der gavner både mindre og større investorer.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Beskatningen af almindelige danskeres opsparing er stadig noget af et vildnis, som politikerne har svært ved at bane sig vej igennem. Drømmescenariet er selvfølgelig, at alle opsparingsformer bliver beskattet ens, men der er meget langt igen, og en af knasterne er netop de såkaldte ETF’er, som er den form for opsparingsprodukt, jeg selv sværger til.
ETF’er er reelt investeringsforeninger, ligesom de forskellige danske banktilknyttede investeringsforeninger; de er bare meget større og har meget lavere omkostninger - til stor gavn for danskerne.
De beskattes imidlertid ikke som danske investeringsforeninger. For syv år siden udarbejdede Skatteministeriet en rapport, Analyse af beskatningen af investeringsinstitutter og deres investorer, og den førte til en ændring i ETF’ernes beskatning, så de fremover bliver beskattet som aktieindkomst, hvis de er aktiebaserede og lader sig optage på en særlig liste.
Men de er stadig lagerbeskattede, det vil sige, at man betaler skat af de løbende kursstigninger, selvom man ikke har solgt ETF’erne. Aktier og danske investeringsforeninger realisationsbeskattes, det vil sige, at man først bliver beskattet af gevinsten, når man sælger. Realisationsbeskatningen er en fordel for investor.
Så nu har vi tre slags beskatning af de værdipapirer, de fleste af os sparer op i: Aktier og danske aktiebaserede investeringsforeninger beskattes med aktieskat, og først når man sælger papiret. Aktie-ETF’er beskattes med aktieskat, men løbende eller med kapitalindkomstskat, og løbende.
Det er jo noget rod, og man bør øjeblikkeligt gå videre med harmoniseringen. Det kan man finde ud af i andre lande, så hvorfor skal vi dog gøre tingene så tåbeligt komplicerede?
Jeg har nemlig prøvet at se på, hvordan der faktisk betales skat af de danske aktiebaserede indeksfonde, som minder om ETF’erne. Realiteten er, at de udbetaler store udbytter, også i år hvor de faktisk har tab på deres investeringer.
Det skyldes teknik; når folk trækker deres penge ud af foreningerne, skal foreningerne sælge nogle af deres aktier, og det giver dem nogle realiserede kursgevinster. Og dem skal de efter reglerne udlodde, hvorefter de udlodninger beskattes hos den enkelte investor. Resultatet er, at de danske foreninger i høj grad også bliver beskattet løbende af deres afkast.
Så kære politikere: Hvad med simpelt hen at gå over til lagerbeskatning hele vejen igennem, også af aktier og danske investeringsfonde? Eller realisationsbeskatning, hvis man foretrækker det (det gør jeg!). Jeg beder ikke om skattelettelser eller -stigninger. Bare der er ens regler og dermed ens spillebane for de danske foreninger og for ETF’erne. Vi bliver alle rigere, når skattesystemet forenkles.
Politikerne har ikke været ret optaget af at ligestille aktie-ETF’erne med andre aktieinvesteringer, måske fordi de har et billede af, at ETF’erne er noget kompliceret noget, som mest er for ”rigmænd”. Men det er ikke rigtigt – ETF’er er netop egnede for almindelige mennesker, fordi man selv med få penge kan opnå en meget stor risikospredning til lave omkostninger.
Det er da endnu en grund til at holde op med at gøre forskel i beskatningen. Kære politikere: Er der ikke stemmer i at bane vejen for en billigere investeringsmetode for danske bankkunder, så de beholder mere af afkastet i stedet for at lade bankerne tage det?

