Forbedret vækstudsigt øger usikkerhed om renten
En række økonomiske nøgletal har i forening med faldende gaspriser i Europa dæmpet ængstelsen for økonomisk nedtur i Vesten. Men bedrede vækstudsigter øger risikoen for trægere fald i inflationen og højere renter i længere tid.
Over de seneste måneder har vestlige økonomier vist overraskende bedring. I Europa gav bl.a. den milde vinter først anledning til så store fald i gas- og strømpriser, at presset på købekraft og omkostninger blev mindre voldsomt end ventet. Effekten på økonomien har efterfølgende vist sig i bedret aktivitet og ordreindgang i servicesektoren som industri. En egentlig økonomisk recession er gået fra at være hovedscenarie til nu en risiko.
I USA viste beskæftigelsen i januar en enorm fremgang på en halv million. Det er selv i gode tider ekstraordinært højt, og selvom tallene svinger noget, så er det slet ikke et niveau, vi bør se i kølvandet på den kraftigste opstramning i pengepolitikken i årtier.
Stærke tal for detailhandel og bedring i erhvervstillid bekræfter billedet. USA udviser altså også robusthed. Det betyder ikke, at vestlige økonomier vil sejle uberørt gennem 2023, men de bedrede signaler nedsætter sandsynligheden for større økonomiske tilbageslag.
De bedrede økonomiske signaler giver sandsynligvis anledning til ekstra renteforhøjelse for at sikre, at inflationen på mellemlang sigt kommer under kontrol.
Det kommer oven i Kinas samfundsmæssige genåbning, som ikke alene kom langt tidligere, end nogen havde drømt om, men også har vist sig ret hurtigt at give anledning til højere vækst i økonomien. Genåbningseffekterne vil tage yderligere til gennem foråret, lede til højere global efterspørgsel og skubbe yderligere på væksten i Vesten.
Ovenstående bidrager alt sammen til en mere positiv væksthistorie. Spørgsmålet er, om det også bidrager til en bedre historie for investeringsmarkederne. Første halvdel af historien var måske næsten entydig positiv. Det handlede i vidt omfang om at få de grimme hale-scenarier – økonomisk kollaps – luget ud af udfaldsrummet.
Men anden del af historien er mere nuanceret. For stærkere vækst giver også anledning til højere efterspørgsel, kamp om knappe ressourcer, og det gælder ikke mindst arbejdskraften. Arbejdsløshedsrater på rekordlave niveauer vidner om, at den konkurrence i forvejen var intens.
Det betyder et højere underliggende inflationspres via højere lønpres. Den tendens forstærkes af 2022’s inflationschok, som totalt underminerede reallønnen. Så mange virksomheder oplever højere omkostninger til lønninger, netop som omkostningspresset fra fragt, energi og materialer løjer af.
Reaktionen fra centralbankerne synes klar. Tonen er skærpet over de seneste uger i takt med, at også de ser lavere risiko for allerede at have ”strammet” pengepolitikken så meget, at økonomien går i brædderne. Godt nok peger inflationen nedad som ventet (og håbet), men i Europa er de effekter, der driver den bevægelse, i vidt omfang sammenfaldende med den aftagende energikrise, som altså giver ny luft til økonomien. En økonomi, som ECB gerne vil – om ikke kvæle – så i hvert fald lukke luft ud af.
For den amerikanske centralbank har fokus længe været på arbejdsmarkedet, da inflationspresset i USA er mere hjemmegjort. Derfor var januars jobboom en overraskelse, der fik medlemmerne i centralbanken til at løfte øjenbrynene, og de har efterfølgende strammet retorikken.
Hvor ECB og Federal Reserve ellers var i gang med at forberede markederne på, at enden på renteforhøjelserne var inden for rækkevidde, så er tonen ændret. Et medlem af styringsrådet i Federal Reserve har foreslået, at man igen bør forhøje renten med 0,5 procentpoint. Det kommer, efter man ellers netop over de seneste tre måneder har skruet ned for størrelsen på renteforhøjelserne. Fra 0,75 procentpoint i november over 0,50 procentpoint i december til senest 0,25 procentpoint i januar.
De bedrede økonomiske signaler giver sandsynligvis anledning til ekstra renteforhøjelse for at sikre, at inflationen på mellemlang sigt kommer under kontrol. Det åbner for ny usikkerhed om, hvor langt centralbankerne skal gå, hvor længe de højere styringsrenter skal forblive, og hvordan det skal afspejle sig i toneangivende markedsrenter – f.eks. 10-årige statsrenter og 30-årige boligrenter.
Og fordi renterne vel nok er den allervigtigste parameter for værdien af stort set alle aktiver – fra aktier og obligationer til ejendomme – ja, så skaber renteusikkerheden også usikkerhed om prisfastsættelsen af alle andre investeringer. Derfor venter jeg ikke, at markedsuroen er helt ovre endnu.