Forstår Mette Frederiksen finanspolitisk holdbarhed?

Statsministeren begrunder afskaffelsen af store bededag med et behov for at styrke de offentlige finanser. Lad ligge, at der ikke er nogen reel forbedring af finanserne ved forslaget. 

Men påstanden undsiger direkte Finansministeriets opgørelse, som viser en ”overholdbarhed” svarende til 1,4 pct. af BNP. Der opkræves altså år ud og år ind 1,4 pct. af BNP for meget i skat i forhold til de forventede udgifter. Eller også har regeringen planer om at udvide de offentlige udgifter langt ud over, hvad der er afsat i råderum. Der er kun de to muligheder.

Men er det ikke også et argument, at fremtiden er usikker - inklusive Finansministeriets lange fremskrivning af den offentlige økonomi? Er det ikke klogt at have ekstra på kistebunden til dårlige tider? Svaret er overraskende nok nej til begge spørgsmål - modsat hvis det havde drejet sig om en families økonomi og ikke statens. 

Det er her essentielt at forstå, hvad finanspolitisk holdbarhed vil sige. Det går mange galt i byen af, inklusive statsministeren åbenbart. Det handler grundlæggende om, hvordan vi stiller kommende generationer. Finanserne er holdbare, hvis fremtidige generationer kan opretholde det nuværende niveau for skatter, overførsler og offentligt forbrug, set i forhold til et i øvrigt stigende velstandsniveau, uden at statsgælden eksploderer. Altså kan. Deri ligger ikke, at fremtidens politikere hverken skal eller bør. 

For en familie er det klogt at have en opsparing til uforudsete udgifter. At vi gemmer noget af den velstand, vi skaber. Statens indtægter stammer ikke fra velstandsskabelse, men beskatning af borgerne. Staten kan kun spare op, hvis den tager flere af borgernes penge, end den aktuelt har brug for. 

Det er af mange grunde klogere, at staten ikke hober borgernes penge op, men opkræver flere, når og hvis der bliver brug for det, og lader borgerne beholde deres penge i mellemtiden. Én af grundene er den stadige politiske fristelse til at bruge af pengene. 

Det er kun godt at tænke på kommende generationer, men ophobning i de offentlige kasser er ikke en meningsfyldt måde. Det bedste, vi kan gøre, er at øge den økonomiske vækst. Med tiden bliver selv små stigninger i vækstraten til markante løft i levestandarden. Og jo højere levestandard, desto større ressourcer vil der være at stå imod med ved fremtidige kriser. I sidste ende handler også sikkerhedspolitik om at være et rigt samfund.

Derfor har Danmark brug for reformer. Ikke tvivlsomme geværgreb for at skaffe flere penge i de offentlige kasser, men ægte vækstfremmende reformer.