Er der en pantefoged til stede?
Samfundet knager i sine fuger. Sundhedssektoren er ved at sande til; det samme er skatteforvaltningen. Og hvad med retsvæsenet? Minksagen blev byttet til ministerposter. Værre er det med FE-sagen, der ikke vil dø.
Regeringen formaner os jævnligt om at have tillid til myndighederne. Statsministeren førte an, da hun udspurgt om sit kendskab til det manglende lovgrundlag i minksagen og de slettede sms’er afbrød spørgeren med et: »Der bliver I nødt til at stole på mig. Jeg er landets statsminister«.
Men tillid er ikke noget, der følger med embedet. Det er noget, man gør sig fortjent til.
Med justitsministerens accept rejste statsadvokaten den 21. februar tiltale mod Claus Hjort Frederiksen, der er tiltalt for at have røbet statshemmeligheder. Statsadvokaten ønsker sagen ført for lukkede døre af hensyn til rigets sikkerhed; det vil være en gave til konspirationsfolket. Hjort ønsker offentlige retsmøder af hensyn til retssikkerheden. Gad dog vidst, om den sag nogensinde kommer for retten.
En langt større trussel mod samfundets sammenhængskraft er de tilbagevendende skandaler i skatteforvaltningen.
Indtil nu har tre justitsministre formanet os om at have tillid til anklagemyndigheden. Lige lidt har det hjulpet. Forløbet har blot næret mistilliden – til regeringen. Men FE-sagen udgør næppe nogen blivende trussel mod det tillidsbaserede danske samfund. Og minksagen blev under regeringsforhandlingerne i en uskøn opvisning i realpolitik af Frederiksen, Ellemann og Løkke stedt til hvile sammen med de stakkels mink. Men ministre blev de da alle sammen. Nej, ikke minkene.
En langt større trussel mod samfundets sammenhængskraft er de tilbagevendende skandaler i skatteforvaltningen. Til skatteforvaltningen afleverer vi den halvdel af vores indkomst, der går til finansiering af en offentlig sektor, der truer med at segne under sin egen vægt. Det er helt afgørende for vores tillid til statsmagten, at vi kan forlade os på, at skatteforvaltningen afkræver os korrekte skatter og afgifter.
Lige så afgørende er det, at Gældsstyrelsen effektivt inddriver skyldige skatter og afgifter. I dag skylder omkring 1,1 mio. borgere og 160.000 virksomheder det offentlige ca. 150 milliarder kroner – og har gjort det længe. Så længe, at tre fjerdedele af tilgodehavendet må anses for tabt. Sådan går det med ethvert tilgodehavende, der ikke røgtes men bogføres i glemmebogen.
Gældsstyrelsen har registreret 27,5 mio. fordringer til inddrivelse. Heraf er halvdelen – De læste rigtigt kære læser, halvdelen – ikke inddrivelsesparat (godt ord igen). I et stort antal sager er der fejl, eller mistanke om fejl, i datagrundlaget; i andre sager er der muligvis indtruffet forældelse.
Forholdet er en bombe under betalingsmoralen. Selv den bedste bedsteborger kan føle sig fristet til at afprøve systemet ved at ignorere f.eks. den næste fartbøde – og den næste igen. Blot for at se, hvad der sker.
Den ikke-inddrivelsesparate gæld kan ikke inddrives, fordi der hos Gældsstyrelsen hersker uklarhed om grundlaget. Det er klart nok. Men hvis en borger med orden i sagerne gerne vil indfri en forfalden gæld til det offentlige, kan det ikke lade sig gøre, hvis gælden ikke er inddrivelsesparat. Det er absurd.
Forholdet er – skulle man tro – reguleret af deponeringsloven af 1932, hvorefter man som skyldner kan frigøre sig for sin forpligtelse ved at deponere det skyldige beløb. Men så nemt skal det ikke være; deponeringsloven overtrumfes af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Efter gældsinddrivelsesloven kan Gældsstyrelsen fastholde os i et gældsforhold, selv om vi måtte have både evne og vilje til at indfri gælden. Og opholdet i gældsfængslet er ikke gratis. I 2023 andrager inddrivelsesrenten 9,9 pct. p.a., og den er ikke fradragsberettiget. Skatteministerens bekymring for provenutabet ved en deponeringsordning er ilde anbragt.
En ikke uvæsentlig del af Gældsstyrelsens tilgodehavende kan formentlig henføres til ikke-afregnet A-skat, som arbejdsgiver har indeholdt efter kildeskatteloven – men glemt at afregne. I ordningen er indbygget en uhensigtsmæssig mulighed for tag selv-kreditter. Der gælder helt det samme for moms og indeholdt udbytteskat.
Et anpartsselskab, som i 2005 havde undladt at tilbageholde udbytteskat med 158 mio. kr., blev ved Højesteret tidligere i år kendt pligtig til inden 14 dage at betale beløbet med tillæg af renter efter opkrævningsloven, 362 mio. kr. Bare vi nu ikke gør regning uden vært. Selskabets betalingsevne står og falder med værdien af et ”letter of comfort” udstedt af et moderselskab med adresse fjernt fra Danmark.