Fortsæt til indhold

Kommunerne har brug for rådgivere

Der bliver talt en del om frisættelse og afbureaukratisering af kommunerne. Dertil hører, at kommunerne bør have større frihed til at bruge eksterne rådgivere. Ellers får de svært ved at levere på grøn omstilling, digitalisering og andre vigtige opgaver.

Debat
Brian Mikkelsen og Casper Klyngehhv , adm. dir. og vicedirektør, begge Dansk Erhverv

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Brian Mikkelsen, adm. dir. og Casper Klynge, vicedirektør, begge Dansk Erhverv

SVM-regeringen har fra start signaleret, at den er klar til at tage hul på nogle af de helt store udfordringer, som Danmark står overfor. Det gælder ikke mindst indretningen af fremtidens velfærdssamfund, hvor der er store forventninger til både bedre velfærd, grøn omstilling og digitalisering.

Regeringen har spillet ambitiøst ud med en ”frisættelsesreform” for kommunerne. Temaerne i reformen, som bliver slået an i regeringsgrundlaget, handler om et ubureaukratisk frit valg af velfærdsydelser. Om tillid. Og respekt for fagligheden. Fornuftig dokumentation. Fokus på ledelses- og organisationsudvikling. Større ledelsesrum. Nye økonomimodeller, hvor få centrale mål og socialt ansvar kobles til institutionernes økonomi. Styrket offentlig privat samarbejde f.eks. i forhold til velfærdsteknologi.

Alt sammen vigtige temaer, som vi i Dansk Erhverv bakker op om.

Desværre har de seneste tre-fire års ”konsulentstop”-retorik og ensidige besparelser på kommuners og statens brug af eksterne rådgivere frarøvet kommunerne en god mulighed for at udvikle deres organisationer. Argumentet har været, at kommunerne skulle bruge pengene fra kolde hænder til flere varme hænder.

Vi skal have tillid til, at kommunerne selv kan vurdere, hvorvidt de har behov for at trække på eksterne rådgivere eller ej.
Brian Mikkelsen og Casper Klynge

Men der er ingen modsætning mellem rådgivning og velfærd. Tværtimod er god rådgivning forudsætningen for at nå i mål med de store mål, som kommunerne har foran sig hvad enten det gælder rekruttering, ledelse, grøn omstilling, digitalisering, mv.

Derfor skal kommunerne selvfølgelig have mulighed for at bruge eksterne konsulenter, hvis de finder det nødvendigt for at kunne løse opgaverne bedst og mest effektivt, så de får mest mulig velfærd for pengene.

Indenfor de eksisterende budgetter bør der derfor principielt set ikke være nogen fastsatte grænser for, hvor meget eller hvor lidt, kommuner kan bruge konsulenter.

Vi skal have tillid til, at kommunerne selv kan vurdere, hvorvidt de har behov for at trække på eksterne rådgivere eller ej. For kommunerne har brug for den eksterne rådgivning.

Kommuner når ikke mål uden rådgivning

I en undersøgelse foretaget af Dansk Erhverv vurderer 74 pct. af de kommunale forvaltningschefer, at kommunen i høj eller i nogen grad får svært ved at indfri fremtidige mål på vigtige områder, hvis ikke de får den eksterne rådgivning, de har behov for.

Det er med andre ord ganske alvorligt, at man på den ene side stiller flere og flere krav til kommunerne, men på den anden side fortæller, at de helst ikke må bruge eksterne rådgivere. Det svarer til, at man giver en opgave og samtidig tømmer værktøjskassen.

Dansk Erhvervs undersøgelse bekræfter, at eksterne rådgivere bidrager med kvalifikationer og perspektiver udover kommunernes egen kapacitet. Rådgivernes kompetencer er essentielle for den kommunale drift og udvikling. 82 pct. af forvaltningscheferne har svaret, at de har brugt rådgivere, fordi de giver adgang til specialiseret faglig viden. Og fordi man i forvaltningerne ikke selv har kompetencerne og specialistviden (58 pct.).

Udviklingen af kommunen som organisation er vigtig for at kunne levere bedst mulig service og velfærd til borgere og erhvervsliv. Hvordan kan man forvente, at kommunerne skal kunne håndtere dette, hvis de i fremtiden får svært ved at nå egne mål uden brug af eksterne rådgivere?

Regeringen lægger op til, at et udvalg skal finde løsninger og nye modeller. Det kan være både klogt og relevant. Men lad os gå på to ben: Sæt gang i udvalgsarbejdet, men giv også samtidig kommunerne nu-og-her frihed til en friere opgaveløsning, som også kan indeholde brugen af eksterne rådgivere.

Artiklens emner
Konsulentbranchen
Digitalisering