Kandidatuddannelser bør ikke rationeres på samme måde som smør

Regeringen vil skære på udgifterne til videregående uddannelser. Det er der god grund til. Danmark er et af de lande, hvor staten subsidierer denne uddannelse allermest. Der mangler samfundsøkonomisk evidens, som kan berettige så store subsidier.

Uddannelse er et gode, hvad enten det har en direkte værdi for den enkelte eller øger ens erhvervsindkomst senere hen. Men det kan ikke begrunde subsidier - lige så lidt som nytten af andet forbrug eller investeringer kan.

Argumentet skal derimod findes i den mulige positive afsmitning, den enkeltes uddannelse kan have på andre. Og her er der ikke holdepunkter for en effekt, der kan måle sig med de nuværende offentlige udgifter.

Men er der ikke grund til at modvirke den negative virkning, skatterne har på incitamentet til at uddanne sig? Ikke rigtig. Problemet løses mest effektivt ved at sænke progressionen i selve skattesystemet i stedet for at lappe på dens negative konsekvenser med subsidier. 

Men er politikerne ikke villige til det, kan der være et såkaldt ”second best”-argument for at målrette subsidierne til de uddannelser, der giver højest løn og mest tilbage i skatteindtægter. Og lidt af den tænkning kan måske anes i regeringens udspil.

Overordnet fortjener regeringen ros for sin vilje til at gøre op med et dogme om, at mere uddannelse altid er bedre.

Men spørgsmålet er, om metoden er velvalgt? Den vil skære i kandidatlængden på en række studier, så der stort set kommer lige mange kandidater, men med gennemsnitligt kortere uddannelse i bagagen (dog med bedre mulighed for at efteruddanne sig senere). Den overlader det til et udvalg at udpege de konkrete studier, som skal omlægges. 

Modellen rummer flere problemer. For det første uddanner vi snarere for mange kandidater, end vi uddanner dem for lang tid. Andelen af unge universitetsuddannede er vokset to en halv gange på tre årtier. Regeringens forslag vil fordele en mindre mængde uddannelse på omtrent det samme antal – lidt i stil med smørrationeringen under krigen. 

Bemærkelsesværdigt nok har mange både lærere og studerende gjort opmærksom på, at de foretrækker at skære i antal frem længde. For det andet vil en kortere kandidatuddannelse givetvis gøre det endnu mindre sandsynligt at få udviklet det bachelorarbejdsmarked, som ellers var oplagt.

Når nu regeringen alligevel vil overlade centrale dele af beslutningerne til et sagkyndigt udvalg, hvorfor så ikke også lade det få mulighed for at pege på, om de enkelte studier skal have færre kandidatpladser i stedet for at blive beskåret i længden?