Indkøb bør være virksomhedens nye afdeling for bæredygtighed
Uanset hvor mange affaldsbøtter, vi stiller op, kan virksomheder ikke affaldshåndtere sig til en cirkulær økonomi. Hvis virksomheders affaldshåndtering skal batte, skal indkøberne indtænkes som et bærende strategisk element.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
I Danmark afbrænder vi årligt 370.000 ton plastikaffald. Det udleder godt 2,4 mio. ton CO2, altså næsten 6 procent af den samlede danske CO2-udledning. Derfor er der ingen tvivl om, at danske virksomheders affaldshåndtering er en vigtig brik i at komme vores massive ressourcespild til livs. Men kun hvis de samtidig tager aktiv del i at få genanvendte materialer ind i loopet igen.
Som driftschef i en større facility management-udbyder har jeg gennem det seneste år hjulpet en række af vores kunder med at blive endnu bedre til at håndtere deres affald og blive bevidst om, hvor meget de smider ud og ikke mindst genanvender. Stort set alle, vi arbejder med, har en ambition om at genanvende deres affald og give det nyt liv. Men ansvaret for genbrugen ophører ofte, så snart plastikbøtten eller metaldåsen har ramt bunden af affaldscontaineren.
For mig at se er det ikke udtryk for manglende vilje men manglende viden om den enorme indflydelse, virksomhedens egne indkøbsafdelinger har på, hvad der bliver produceret og solgt på markedet. Hvis de aktivt vælger at indkøbe cirkulære produkter, kan vi for alvor lægge kimen til et bæredygtigt marked for genanvendte materialer. Det er klart, at virksomhederne ikke kan ændre deres praksis natten over, men de kan tage små skridt i den rigtige retning.
Min erfaring siger, at der er tre områder, hvor virksomheders indkøbsafdelinger kan komme mere på banen.
Mindre pris, mere planet
Indkøbere sidder på en enorm magt, når det gælder om at sætte retningen for virksomhedens forbrug. Samtidig fungerer de som et økonomisk filter, der skal sikre, at man får mest kvalitet for pengene nu og her. Og dét clasher ofte med mere cirkulære tankegange.
Selvom der allerede eksisterer startups med gode cirkulære løsninger på vores genanvendelsesudfordringer, er det nemlig sjældent, at slutproduktet er den billigste løsning på kort sigt. Og det bliver det heller ikke, så længe efterspørgslen mangler.
Derfor bliver det økonomiske perspektiv, som indkøbsafdelingen traditionelt har været drevet af, nødt til at ændre sig. Indkøbsansvarlige skal i højere grad lade planeten trumfe prisen.
Kortlæg spild
Jo mere bevidst virksomheden er om, hvor dens affald kommer fra, jo bedre et fundament har både virksomheden og den indkøbsansvarlige for at vide, hvor der skal sættes ind. Inddrag også gerne dem, der drifter, i kortlægningen. For de har om nogen en stor viden på, hvad der faktisk fungerer i hverdagen.
I visse tilfælde kan det ligefrem være nødvendigt for virksomheden at udvikle nye produkter eller løsninger, som ikke er på indkøberens radar eller sågar findes på markedet i dag. F.eks. i forhold til emballage. Måske er løsningen ikke kun at udskifte engangsplast med genbrugspap, men helt at droppe emballeringen, indføre returkasser med pant eller noget helt fjerde.
Hos en af vores kunder fandt vi fx ud af, at håndservietter udgjorde en femtedel af deres samlede affaldsmængde. Med den viden havde vi et reelt udgangspunkt for at finde en bedre løsning, der gav et mindre forbrug, bedre økonomi og en mere grøn profil.
Sid på skødet af den ansvarlige
En af styrkerne ved indkøbsafdelingen er, at indkøbere kender markedet, leverandørerne og lovgivningen. Og på den baggrund kan de formulere de krav, der skal til for at opnå en god aftale. Problemet med bæredygtighed er dog, at feltet stadig er så nyt, at det ofte ikke er indkøberen, der har fingeren på pulsen, men den bæredygtighedsansvarlige. Derfor er det vigtigt at tænke tværfagligt i cirkulære indkøb og arbejde tæt sammen med den ansvarlige for bæredygtighed i stort set alle aspekter af virksomhedens indkøb.
Tiden er inde til, at danske virksomheder kommer i gang med at arbejde målrettet med cirkulær affaldshåndtering, hvis vi skal nå vores 70-procents reduktionsmål for udledninger af klimagasser i 2030. Både på sorterings- og produktsiden. Men det kræver også, at vi alle tænker mere ud af affaldsboksen og ind i indkøbsafdelingen.


