”Jeg er ikke nogen led kælling. Jeg forstår ikke, hvorfor det her sker”
Der er eklatant mangel på selvindsigt hos ledere, der i resultaternes hellige navn skaber en giftig ledelseskultur, hvor medarbejdere lever i en psykologisk utryg kontekst med uforudsigelighed og offentlig udskamning som del af Dagens Ret.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Ordene i overskriften på dette indlæg er MEP Pernille Weiss’ (K) og blev gentaget om og om igen i Lippert på TV2 News 6. juni. Hun er seneste sørgelige skud på stammen af topledere, der får skudsmålet som en grænseoverskridende, mobbende og stressfremkaldende repræsentant for giftig ledelseskultur. EU-parlamentet bliver i denne sammenhæng beskrevet som et ynglested for mobbende chefer, men peger pilen ikke også andre steder hen?
Det, jeg hæftede mig mest ved i Lipperts i øvrigt glimrende interview med en berørt og grådkvalt Pernille Weiss, er to ting: For det første at Pernille Weiss, medmindre hun er EU’s bedste løgner, oprigtigt mener, at hun ikke er nogen led kælling, men et ordentligt menneske.
Og for det andet at hun i hele den triste udrulning af sagen om de krænkede medarbejdere ikke én eneste gang har talt med sin chef, Søren Pape Poulsen, ansigt til ansigt om sagen. Er det kutyme hos de Konservative at afskedige ledere pga. andenhånds-feedback uden at give den pågældende lejlighed til at forholde sig til anklagen?
Vi må have et opgør med fortidens macho-ledelseskultur.Mette Nørr Gantzhorn
Jeg tror på, at Pernille Weiss ikke opfatter sig selv som en grænseoverskridende, mobbende leder, men som et menneske, der i sin en-persons EU-hær ligger under for et enormt arbejdspres fra utallige stakeholders med hver deres agenda. Og det er i virkeligheden dét, der er det bekymrende. Lizette Risgaard så ikke hammeren falde, før sagen landede i MeToo bull’s eye, og flere københavnske borgmestre har tillige måttet sande, at man ikke ustraffet behandler nutidens medarbejdere som tyende.
Problemets kerne er, at der er en eklatant mangel på selvindsigt hos ledere, der i resultaternes hellige navn driver en giftig ledelseskultur, hvor medarbejdere lever i en psykologisk utryg kontekst med uforudsigelighed og offentlig udskamning som del af Dagens Ret.
Vi må have et opgør med fortidens macho-ledelseskultur: ”Jeg har lidt og grædt, så nu skal du lide og græde - for sådan ser det ud, når man er dedikeret!” De dage er ovre, og det berømte tipping point er nået. Kan ledelsesudviklingen ikke følge med, bliver der ikke mange tilbage at lede.
