Fortsæt til indhold

Bæredygtighed og ESG handler om noget helt andet, end de fleste tror

I større virksomheder, hvor ESG har afløst GDPR i rollen som seneste nye ”påfund”, der skal uddannes i og rapporteres på, kan ledere med fordel overveje, hvordan faktorerne lever i praksis.

Debat
Henrik MengDirektør og seniorrådgiver i Meng & Company A/S

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Henrik Meng

Traditionelt set er bæredygtighed og ESG - Environmental, Social og Governance - blevet betragtet som separate emner fra arbejdsglæde, medarbejdertilfredshed og korrekt adfærd i forhold til kolleger, kunder og forretning. Men det er vigtigt at erkende, at de er tæt forbundne.

Når medarbejdere føler, at deres arbejde bidrager til noget større end blot profit, øges deres engagement og motivation. Når de forstår, hvorfor de er på holdet, hvad det egentlig er, de lover kunder, leverandører og andre interessenter. Når de efterlever, hvad virksomheden ellers måtte have af DNA-stumper såsom historie, værdier og mission, ja, så er der en sammenhæng og med ESG-briller især en kultur, der rummer et sundt arbejds- og virksomhedsmiljø (E). Ja, så skabes der en arbejdsplads, man glæder sig over at være tilknyttet i lang tid (S) og som altid stræber efter at holde love, regler og aftaler på en ordentlig og reel måde (G).

Det er essentielt at skabe en kultur, hvor bæredygtighed på de indre linjer er en integreret del af virksomhedens værdier og identitet.
Henrik Meng

Denne sammenhæng er, efter min opfattelse og erfaring, helt afgørende for at opnå en reelt bæredygtig forretning og skabe en positiv virkning på kunder og omverdenen.

Én af de mest effektive måder at integrere ESG og bæredygtighed på i praksis er gennem en strategisk tilgang, der involverer medarbejderne aktivt. Ved at inddrage medarbejderne i udviklingen og implementeringen af E, S og G på de interne linjer, skaber det ikke bare et fælles formål, men også en følelse af ejerskab hos medarbejderne. Dette har en helt afgørende indflydelse på deres arbejdsglæde og medarbejdertilfredshed.

Når medarbejdere har mulighed for at bidrage til virksomhedens bæredygtighedsstrategi, og ser de positive resultater af deres indsats, øges deres følelse af mening og stolthed over arbejdet.

På de indre linjer handler det om at blive ”belønnet og berømt” for at gøre det rigtige hele vejen igennem. At fange uheldige rutiner, procedurer og adfærd, der kan resultere i transaktioner eller adfærd, der kan findes etisk eller moralsk kritisabel, både personligt og forretningsmæssigt.

En vigtig faktor i denne proces, er ledelsens arbejde med at skabe reel sammenhæng mellem det, de fortæller og det, de gør, som individer og som lederteam.

Ved at fejre og anerkende medarbejdernes bidrag til bæredygtighedsinitiativer, både menneskelige og faglige, skabes en positiv spiral af arbejdsglæde, medarbejdertilfredshed og værdiskabende adfærd i form af produktivitet.

Det er essentielt at skabe en kultur, hvor bæredygtighed på de indre linjer er en integreret del af virksomhedens værdier og identitet, hvor medarbejderne føler, at de spiller en afgørende rolle i at opnå virksomhedens mål.

På nutidens konkurrenceprægede arbejdsmarked vil mange arbejde for virksomheder, der er ansvarlige over for samfundet og miljøet. Så virksomheder, der viser ægte forpligtelse til bæredygtighed, tiltrækker flere talentfulde og engagerede medarbejdere, som igen bidrager til virksomhedens succes.

Når færre fejl begås, er der færre interne ”silo-relaterede” stridigheder, større loyalitet i ansættelsen, højere kundetilfredshed og tit en væsentligt forbedret bundlinje.

Når medarbejderne føler, at de er en del af noget større og meningsfuldt, vil de være mere tilfredse, engagerede og motiverede til at yde deres bedste.
Henrik Meng

Kunderne spiller en vigtig rolle i den ligning. Både i B2B- og B2C-virksomheder er det tydeligere, at flere og flere kunder både er blevet bevidste om virksomheders sociale og miljømæssige praksis, men også forlanger, at ESG-strategien er tilgængelig og at adfærden i praksis opleves kongruent med ambitionerne.

Ved at integrere ESG og bæredygtighed i virksomhedens strategi og virksomhedskultur, og kommunikere åbent om disse initiativer, kan virksomheden opnå en væsentligt større kundeloyalitet og differentiere sig markant fra konkurrenterne.

Se bare de mange eksempler der har været på virksomheder, der siger det rigtige om at værne om miljø, kultur og forretningsetik, men gang på gang fanges i at praktisere det stik modsatte.

Når medarbejderne føler, at de er en del af noget større og meningsfuldt, vil de være mere tilfredse, engagerede og motiverede til at yde deres bedste. Så kommer kunderne igen og tager deres venner og familie med!

Artiklens emner
Ledelse
ESG