Tag godt imod de nye på arbejdsmarkedet efter ferien
Det er vigtigt, at arbejdspladserne har særligt fokus på at tage godt imod de medarbejdere, som starter i deres første job efter ferien.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Når sommerferien slutter, begynder mange unge i deres første job. De fleste ser givetvis frem til at træde ind på arbejdsmarkedet med glæde og spænding, men det er desværre langt fra alle, som får en god start på deres arbejdsliv. Tværtimod bliver en betydelig del af de nye på arbejdsmarkedet ramt af stress, og bl.a. viser tal fra Sundhedsstyrelsens Nationale Sundhedsprofil, at 35 pct. af de 16-24-årige beskæftigede og 29 pt. af de 25-34-årige beskæftigede døjer med et højt stressniveau, hvilket er højere end alle andre aldersgrupper.
At mange nye på arbejdsmarkedet mistrives, kan der være flere årsager til. Men bl.a. viser forskning fra Center for Ungdomsforskning, Aalborg Universitet, og Arbejdsmedicinsk Klinik, Regionshospitalet Herning, at den yngre generation er meget optaget af at lykkes på jobbet, og det er i en sådan grad, at de i stedet for at sige stop fortsætter med at arbejde trods fysiske og psykiske signaler om, at deres grænser er overskredet.
Hvis arbejdslivet starter med stress, har det selvfølgelig først og fremmest store konsekvenser for den enkeltes helbred og livskvalitet. Men stresssygemeldinger koster også dyrt for arbejdspladserne, og derfor er det vigtigt, at de har fokus på at sikre, at de nye på arbejdsmarkedet får en så god start på arbejdslivet som muligt.
Her er det bl.a. afgørende, at de unge medarbejdere får en god introduktion og oplæring, når de starter på arbejdet – hvilket naturligvis kræver tid og ressourcer. Herudover er det vigtigt, at lederen løbende forventningsafstemmer med sin nye medarbejder og giver feedback på arbejdet bl.a. med henblik på at fjerne eventuel usikkerhed hos den unge om, hvorvidt opgaverne bliver løst godt nok. Endelig har kollegerne selvfølgelig også et ansvar for at tage godt imod den yngre kollega og bidrage til, at vedkommende bliver godt integreret på arbejdspladsen både fagligt og socialt.


