En hysterisk overstimuleret fireårig pige er et vink om Danmarks skjulte ledelseskrise

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

På en af Danmarks absolut bedst præsterende folkeskoler – karaktergennemsnittet i 2021 var 9,9 – i et landets mest ressourcestærke skoledistrikter – mange elever kommer fra dobbelt-akademiker hjem – har skolelederen en udfordring:

Hun skal lære forældrene, at de ikke bestemmer, hvem deres barn har som lærer, og hvem deres barn sidder ved siden af i klassen.

Endnu en opgave kommer til, når de nye 0.-klasser starter. Så skal skolen lære forældrene at gå, når det ringer ind til første lektion i stedet for at blive i klasselokalet og tale videre med lille Amalie, være medlærer, observere undervisningen, komme med input eller hvad supermor og superfar har på dagsordenen.

Skolelederen på Virum Skole fortalte i Berlingske op til skolestarten om et fænomen, som i en virksomhed ville blive kaldt en ledelseskrise.

Hvis man betragter forældrene som medarbejdere i eller i hvert fald slags leverandører til virksomheden Virum Skole, forventer medarbejderne/leverandørerne altså at bestemme ting, som uden for enhver tvivl er ledelsens domæne. Det hører uden for enhver tvivl IKKE til Amalies mors domæne at bestemme, hvem der skal undervise 2.b. i gymnastik, og at Olga, hvis mor Amalies mor går til yoga med, skal sidde ved siden af Amalie – ikke Victoria eller Karoline. Alligevel skal den dygtige skoleleder på Virum Skole tage armbøjningen.

Man har en ledelseskrise, når medarbejdere/leverandører tager ledelsesretten fra ledelsen på fundamentale områder. Så er der noget galt. Amalies mor kan være både engageret i og dygtig til gymnastik; men ansvaret for, at klassen og undervisningen fungerer, ligger hos skolen, så det gør ledelsesretten over gymnastikundervisningen også.

Dét fænomen er værd at holde op mod lyset. Private og offentlige virksomheder har aldrig arbejdet så meget med ledelse, ledelsesudvikling og medarbejderinvolvering som i dag, og alligevel er kompasset helt væk hos nogle af de bedst uddannede og mest ressourcestærke mennesker, der kan graves frem nord for København. De kører på med en rockers sans for grænser.

Er det for meget at kalde det en skjult ledelseskrise? At ledelse håndteres som teater af højtuddannede danskere, der har gode job i store koncerner? De opfører sig corporate mellem 9 og 16. Mellem 17 og 08 forvandles de ledelses- og medarbejderudviklingsmæssigt til chimpanser. Dem, der har lært kunsten at slå med en stok, prøver at få deres vilje ved at slå med stokken.

Nyt billede:

På Molslinjen skråt over for min søn og mig sidder to forældre med en cirka fireårig pige. Far og mor taler i sætninger, der indikerer lang uddannelse, solide jobmæssige rammer og erfaring med ledelse i en virksomhed. Når de kan.

Den fireårige pige er så hysterisk overstimuleret af konstant at blive tilbudt vindruer, højtlæsning, ostehapser, ture i legerummet, saft, ture ud på dækket, dukkelise, dukkeanne og samtaler om farmor, at den lille organisation, hun er en del af, er ved at bryde sammen.

På et tidspunkt står begge forældre op - på et tidspunkt sidder far på gulvet, fordi pigen vil det sådan – men mest fordi virksomheden ”Familien på Tre A/S” er i ledelseskrise. Alle bøgerne om forældreskab og det kompetente barn, alle rådene om opdragelse – alt det, der i en virksomhed bor i HR-afdelingen og udvikles på ledelses- og medarbejderudviklingskurser – er suspenderet.

Tilbage er to voksne chimpanser, formentlig akademisk uddannede, der mellem 17 og 08 er blottet for at lede og blottet for at forstå en funktionsbeskrivelse. Så de skiftevis mader og underholder. De har med en vis sandsynlighed været på seminarer om strategi og ledelse, men da det gjaldt, i praksis, kunne de made og underholde, ikke mere, og nu får de tæv af en chimpanseunge. Fordi hun har stokken, som annullerer al anden autoritet i Familien på Tre A/S, og fordi de to voksne chimpanser ikke fatter, hvad ledelse er mellem 17 og 08, selv om de så udmærket ved det mellem 09 og 16.

Dét er Danmarks skjulte ledelseskrise.

Efter klokken 16 tumler veluddannede, ressourcestærke danskere ud af koncerner, der lærer dem om at lede og følge en strategi, og klokken 17 kan de hverken lede eller følge en strategi.

Interessant, ikke?

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes via www.andersheide.dk