Nigeria kan blive en guldgrube – hvis vi tør og vil

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Dansk velfærd vil i fremtiden være dybt afhængig af udenlandsk arbejdskraft. Sommerens spændende politiske diskussioner om muligheden for at uddanne sundhedspersonale i Asien, direkte med henblik på det danske sundhedsvæsen, var opsigtsvækkende og et meget konkret bud på nogle af de udfordringer, vi står over for.

Men velfærd er ikke kun de så omtalte ’varme hænder’. Det er også højtuddannet arbejdskraft, der løfter danske virksomheders konkurrenceevne, produktionskraft og dermed landets samlede økonomiske styrke – som igen betyder øgede skatteindtægter og dermed velfærd.

Det er en udfordring, de fleste lande i EU efterhånden står overfor. Befolkningssammensætningen ændres gradvist, så der kommer flere ældre og godt nok uddanner vi de unge bedre, men det opvejer ikke, at flere forlader arbejdsmarkedet end der kommer ind. Så hvor vi tidligere kiggede mod naboregionerne for at finde den kvalificerede arbejdskraft, er det ikke længere en lige så oplagt mulighed – for der er ikke så mange at tage af længere.

Derfor er vi nødt til at se os længere omkring. Og det kunne være mod Nigeria. Det afrikanske kontinents mest befolkningsrige nation med flere end 200 millioner indbyggere har en ganske veluddannet arbejdsstyrke og er blandt andet indenfor IT endog meget konkurrencedygtig.

I Copenhagen Capacity arbejder vi bl.a. for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til Danmark, og i de seneste år har vi gennemført en række kampagner i blandt andet Nigeria via midler fra EU’s socialfond. Valget af Nigeria er ikke tilfældigt, for landet opfylder en række kriterier, der er attraktive for os.

Fællessproget er engelsk, størstedelen af befolkningen er ung, arbejdsløsheden er høj og der er samtidig et glimrende uddannelsesmiljø. Både herhjemme og i EU er der stor mangel på IT-kyndige, og Nigeria råder over et ganske innovativt tech-miljø i landet, hvilket er med til at give IT-uddannede nigerianere en erhvervsmæssig erfaring.

Og resultaterne er lovende: 2500 nigerianere – heraf 80 pct. med relevant uddannelsesniveau – har registreret sig i vores karrieredatabase og modtager nu nyhedsbreve med danske jobopslag, og nigerianske ansøgere udgør den største andel af kvalificerede jobansøgere hos de virksomheder, der deltager i vores kampagner. 30 pct. af ansøgerne blev i første omgang vurderet som kvalificerede og gik videre i ansættelsesprocedurerne.

Der er altså potentiale. Men der er også en række udfordringer, vi som nation skal kunne håndtere. For det er stadig for bureaukratisk at ansætte en afrikansk medarbejder. Sagsbehandlingen er langsommelig og der er udfordringer med at få noget så simpelt som en bankkonto. Det skal vi gøre bedre, for vi er i stærk konkurrence med andre lande, der har indset potentialet og er ved at lempe på reglerne efter mange år, hvor det mere har handlet om at holde afrikanerne ude af vores del af verden.

Der er gang i et paradigmeskift og det er ganske nødvendigt. Danske virksomheder mangler arbejdskraft og vi har efterhånden vænnet os til, at en stor del af det danske arbejdsmarked udgøres af udlændinge. Flere end 300.000 arbejder her allerede og de bidrager samlet med mere end 250 mia. kr. til Danmarks BNP.

Det har politikerne heldigvis fået øjnene op for, men vi skal have gang i en national strategi der tager stilling til hvad vi egentlig vil med international arbejdskraft i Danmark – og hvordan vi adskiller det fra udlændingepolitik. Vi har behov for, at sikre lettere adgang for udlændinge med de kompetencer, der er efterspurgt. Det kunne i form af være bilaterale aftaler, fast track-ordninger for udvalgte faggrupper og midler til rekrutteringsarbejde i felten.

Udfordringerne er dog ikke begrænset til eliminering af bureaukrati og langsigtet planlægning. Virksomhederne skal også anspores til at tage springet og turde ansætte en nigerianer. Der er stadig en vis tilbageholdenhed i industrien, hvor især mindre virksomheder frygter for kulturforskelle og medarbejderens dom. Det er et langstrakt arbejde, men gevinsten for dem selv og for samfundet er stor, når det lykkes. De kan tage nye ordrer eller opgaver ind og dermed øge produktiviteten, der igen smitter af på samfundet som et hele.

Det handler derfor om politisk vilje til at samle relevante parter med et åbent sind. At se på hvad der er behov for og hvordan vi kan løse det. Det har vi god tradition for i Danmark og det bør vi også gøre her. Det er en nødvendighed, hvis vi fortsat vil have et samfund med høj levestandard og livskvalitet.