Fortsæt til indhold

Husk medarbejderne, når store forandringer rulles ud

Folk vil gerne flytte sig, men man skal gøre det i det rigtige tempo. For medarbejdere skal være trygge, og her skal vores ledere sætte retning og sikre, at vi kommer i mål med omstillinger på arbejdspladsen.

Debat
Maria KofodExecutive Vice President, People, Communication & ESG hos Semler Gruppen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Maria Kofod

En tur til Brasilien i forrige uge gav mig tid og ro til at få læst op på diverse andre brancher end min egen. Spændende og lærerigt, men ud fra et medarbejdersynspunkt slår det mig, hvor udtalt og presserende ”transformation” er i erhvervslivet.

Uanset branche eller niche tales der overalt om den altafgørende transformation – og virksomhedernes ageren midt i transformationen. I flere tilfælde på grund af digitaliseringen, men også transformation i forhold til den globale klimadagsorden, til AI, til databeskyttelse med videre.

Fra min side af bordet, midt i bilbranchen, gennemgår vi selv industriens største transformation, siden der blev sat motorer på hjul for mere end 100 år siden. Elektrificeringen af den danske bilflåde er ikke blot en kolossal teknologisk landvinding, det er også et skifte i hele vores måde at arbejde på.

Netop af den grund må vi ikke glemme omstillingen af vores medarbejdere. Jeg har efterhånden set alt for mange virksomheder, der har så travlt med at transformere og investere i det nye, at de glemmer den vigtigste ressource for at lykkes: Medarbejderen selv. Det er ofte, fordi vi regner med, at medarbejderne automatisk følger med, når virksomheden tager store skridt op ad udviklingstrappen. Men sådan forholder det sig langtfra altid.

Derfor bliver vi også nødt til at se på omstillinger med nye briller. Alt ændrer sig jo med nye systemer, nye produkter og nye lovgivninger. Som medarbejder kan du godt blive siddende i den samme rolle, men du bliver nødt til at acceptere, at din rolle derfor ændrer sig på den ene eller anden måde.

Vi er generelt som mennesker ikke til store forandringer. Og dén dimension er faktisk en af de vigtigste i transformationen, som jeg har et indtryk af, de fleste overser. Folk vil gerne flytte sig, men man skal gøre det i det rigtige tempo. For medarbejdere skal være trygge og købe ind på forandringerne i stedet for at blive mast ind i kupeen, når toget allerede er kommet frem. Her har vores ledere en vigtig rolle – for de skal sætte en retning og sikre, at vi kommer i mål med transformationen, men det kan de kun ved at motivere medarbejderne og sikre, at de forstår, hvorfor tingene ændrer sig.

Nogle gange siger medarbejdere til mig, at de bare gerne vil lave det, de plejer. Så bruger jeg et eksempel med medarbejderens stol. Altså – at du kan stadig have din ”stol” her, men du kan ikke kun lave det, du lavede i går – da alt omkring dig ændres – samfund, systemer, produkter og os som virksomhed.

Det er efter min mening en brugbar måde at få medarbejderne med i transformationen og skabe mening. Så vi ikke bare buldrer derudaf og tror at alle medarbejderne er med, men faktisk at skabe tryghed og plads til medarbejderne i transformationen. For transformation er relevant og interessant uanset branche.

Der kommer til at være mange frustrerede og nedtrykte medarbejdere ude på de danske arbejdspladser, hvis ikke vi husker, at transformation starter med det allervigtigste, nemlig medarbejderne og deres forståelse for hvorfor stolen og rollen ændrer sig.

Artiklens emner
Ledelse
Bilbranchen