Hvad vil du helst undvære for at få mere tid til nærvær og refleksion?
Øliv rimer ikke umiddelbart på økonomiprofessor, men begge dele sætter ild til en væsentlig debat, der udspringer af spørgsmålet: Hvilke velfærdsydelser ville du ikke savne til gengæld for mere nærvær?
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Har du hørt om bogen med titlen ’Ærømanifestet’? Det er vel nok dette års mest omdiskuterede bog, og den lå nr. et på boghandlernes bestsellerliste, inden den overhovedet var udkommet.
Hvis du ikke har hørt om forfatteren Maj My Humaidan, er hun typen, der dyrker øliv og en samfundskritisk stillingtagen til vores hverdag. Jeg orkede ærligt talt ikke at læse et frelst opråb om hjemmepasning, spelt og fritgående dyr og mennesker, men jeg blev tilpas provokeret, og det er ofte der, man skal være ekstra nysgerrig.
Så jeg læste bogen på 48 timer. Og den satte tanker i gang. Ikke mindst fordi jeg selv har trukket nogle bevidste livsvalg om mere tid med min familie, men også fordi der er grus i maskineriet i vores samfund. Det piver og kurrer, og tandhjulene begynder at rustne.
Hvad er det, vi vil med fremtidens velfærdssamfund?
I en helt anden boldgade argumenterer økonomiprofessor Nina Smith i Jyllands-Posten for, at danskerne glemmer deres samfundspligt, når de ikke vil arbejde mere, men mindre. Og hun har for nylig genoplivet et ellers kontroversielt forslag om at lade velfærd følge den enkeltes indsats, så kan du selv skrue op og ned for dine velfærdsydelser afhængig af, hvor meget du vil bidrage.
Vi bliver bogstaveligt talt skudt ud af fødestuen, nærmest før vi overhovedet er kommet til verden for at udføre vores borgerpligt og arbejde solen sort.Helle Rosendahl
»Vores velfærdsmodel holder ikke i fremtiden, hvis det enorme pres for at arbejde mindre fortsætter. Og som det ser ud lige nu, tror jeg simpelthen ikke på, at den er holdbar på sigt (…) Vi har aldrig nogensinde set så bred en folkelig bevægelse hen mod at arbejde mindre. Det er et kæmpe problem for velfærdssamfundet,« lyder det fra Smith.
Det er svært at sætte velfærd på formel, og der er ikke et simpelt svar. Det er netop dét, der gør det interessant.
Men så længe vi stiller det op som to modpoler, hvor vi enten udvikler eller afvikler, så misser vi det paradoks, at svaret ikke nødvendigvis er mere men bedre velfærd.
- 430.000 danskere har symptomer på alvorlig stress hver dag, svarende til 12 pct. af befolkningen. Det koster 40 millioner kroner om dagen, ifølge tal fra Stressforeningen Danmark.
- En undersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at 340.000 danskere har taget en sygedag uden reelt at være syge inden for de seneste 12 måneder. Det svarer til, at de har pjækket for 720 mio. kr. i lønomkostninger.
- Bilerne ligner små myrer, der bevæger sig i flok frem og tilbage på arbejdspladsen, og hvert år stjæler trafiktrængsel 83 millioner arbejdstimer, ifølge Videnskab.dk og DTU.
Vi får ondt i hovedet af stress, og vi får ondt i hjertet over lange arbejdsdage, hvor vi går glip af nærvær med vores familier og nære relationer. Vi bliver bogstaveligt talt skudt ud af fødestuen, nærmest før vi overhovedet er kommet til verden for at udføre vores borgerpligt og arbejde solen sort.
Der er imidlertid nogle irrationelle faktorer, der ikke indgår i økonomiprofessorens beregningsmodel. Ser vi på studier, der forholder sig til levealder koblet med fysisk velvære og åndsfriskhed, er sociale relationer og det at føle sig som en del af et fællesskab noget af det, der rangerer højest. Både de nære relationer og de relationer, der udspiller sig i vores respektive lokalsamfund, når vi interagerer med naboer, ekspedienter og dyrker fritidsaktiviteter.
Jeg er ikke systemkritiker som Humaidan, men hun har nogle valide pointer. Jeg tror ikke på romantiserede fortællinger om Bulderby som svaret på vores udfordringer, men jeg tror på, at vi skal stimulere vores børns fantasi, så de kan være medskabere af fremtidens samfund. Det giver dem også ballast til at komme med innovative løsninger på vores samfundsudfordringer.
For at tage et konkret eksempel i relation til daginstitutioner, som er en af Humaidans bastioner. Jeg har på nært hold oplevet, hvordan en daginstitution oplevede såkaldt positive effekter ved corona i forhold til hente/bringe-situationen, men børn skal ikke overdrages ved en jernlåge og anbringes som små burhøns i noget, der mest af alt kunne karakteriseres som et forfejlet forsøg på at procesoptimere.
I modsætning til Humaidan insisterer jeg på, at dét, der var kongstanken med folkeskolen, fortsat er gældende. Livsvarig læring skal være et gode på tværs af samfundslag og personlige ressourcer. Når jeg oplever pædagoger og lærere med en drivkraft som et kraftværk, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at den begejstring vil smitte af på vores børn og øge deres læring markant. Dét skal der være plads til i fremtidens velfærdssystem.
Når man omlægger sit liv, i større eller mindre grad, for at prioritere anderledes, træffer man samtidig bevidste fravalg på individuelt niveau. Den samme øvelse bør gælde på samfundsniveau. Det er tid til at redefinere vores fortælling om en bæredygtig samfundsmodel. Det kan derfor argumenteres, at Smidts forslag ikke skal skylles ud med badevandet, men hellere bruges som et relevant afsæt til at diskutere: Hvad vil du helst undvære i fremtidens velfærdssystem for at få mere tid til nærvær og refleksion?
