Pudsige forventninger og illusioner giver sjældent succes

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Inden for økonomi bruger man begrebet ”pengeillusion” – det er den illusion, der kan spille én et puds, når man får en lønforhøjelse, men glemmer, at priserne også er steget. Det er i samme boldgade, når man håber på, at renten på opsparingen stiger, men glemmer, at renten også stiger på ens lån.

Vi havde helt glemt at vogte os for pengeillusionen, for vi havde glemt, hvordan det er at leve i en økonomi med inflation. Jeg er selv lige akkurat gammel nok til at huske sidste gang, vi havde rigtig inflation, men inflationen svandt ind omkring 1990. Siden da er priserne stort set kun steget et par procent om året, og for ti år siden holdt prisstigningerne næsten helt op.

Men sidste år vendte inflationen tilbage. Det skal vi jo lige vænne os til.

Jeg har en del gange talt med kunder, hvor samtalen handler om, at ”det er dejligt, at renten er steget, så vi kan få noget mere afkast fra vores obligationer”. Vi må så lige minde os selv om, at det er bedre at få to procent i afkast på sine obligationer og have én procent i inflation, end det er at få fem procent i afkast og have fire procents inflation – fordi man jo betaler skat af hele renten, også af den del, der skal dække inflationen.

Jeg er efterhånden nået frem til, at pengeillusion bare er én af mange forskellige illusioner, der kan spille os et puds, når vi investerer vores penge. Jeg støder i hvert fald på en del forskellige eksempler i mit arbejde. Den helt klassiske er selvfølgelig, at man kan få høje afkast uden at løbe en større risiko. Og stabile aktieafkast findes kun hos svindlere som Bernie Madoff – og de varer kun, indtil ballonen brister.

Ikke mindst er det illusorisk at forvente, at vi både kan få lave renter på vores realkreditlån og høj forrentning af vores investeringer. Det kan vi naturligvis ikke – markederne hænger sammen, og vores realkreditlån er jo nogle andre menneskers investeringer – måske endda vores egne via vores holdingselskab og pensionsopsparing.

Andre pudsige forventninger, nogle investorer har, er, hvor hurtigt investeringer bør give afkast. Begyndte man eksempelvis med at investere i obligationer i 2014, efter at renterne var faldet kraftigt, har man frem til i dag ikke have fået nævneværdigt afkast. Her er det fristende at konkludere, at obligationer ikke duer til meget. Men et kedeligt obligationsårti siger ikke noget om det potentiale, der er fremover.

Samme pointe gælder for aktier. Jeg er flere gange stødt på investorer, som efter en periode på to-tre år mister tålmodigheden og skifter forvalter, aktier, investeringsforening eller helt dropper at investere ”for det gav jo ikke noget”. Historisk har der været flere eksempler, hvor man ikke blevet belønnet selv over et helt årti.

Min pointe er, at man med realistiske forventninger har større chance for afkastsucces.