Har Europas gamle lokomotiv mistet dampen?
Over de seneste årtier har Tyskland været Europas vækstlokomotiv. Men den økonomiske udvikling har nu i flere år været træg. Tyskland har måske satset forkert, gjort sig afhængig af de forkerte og investeret for lidt i fremtiden.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
I de svære år efter finans- og gældskrisen var det Tyskland, der havde bukserne på i Europa. Både pga. Tysklands afgørende position i EU, men også fordi Tyskland økonomisk, finanspolitisk og konkurrencemæssigt stod stærkere end noget andet EU-land.
Reformer af et rigidt arbejdsmarked i starten af nullerne havde frelst Tyskland fra mærkatet ”Europas syge mand” og skabt fundamentet for en tid med solid fremgang.
Det var understøttet af Kinas stigende handelsomfang efter indlemmelse i WTO og af stærk vækst i andre store udviklingslande. Agronymet BRIC (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) blev opfundet for at sætte streg under betydningen af de nye vækstøkonomier. Og Tyskland havde netop de varer på hylderne – industrielt habengut – som mange af de boomende økonomier havde behov for.
Men de seneste år har været op ad bakke for Tyskland.
Genopretningen efter coronakrisen er bare det seneste eksempel på den nye virkelighed. Tysklands BNP ligger små fire år efter pandemiens start på samme niveau som dengang og lader lige nu til at dale. De andre store eurolande Italien, Spanien og Frankrig ligger et par procentpoint højere og vokser tilsyneladende svagt.
Men hvorfor har Tyskland ramt en mur?
Tysklands træge udvikling går endnu længere tilbage. I en seksårig periode fra slutningen af 2017 og frem til i dag er Tyskland kun vokset sølle 1 pct.
Flere negative faktorer var i spil allerede dengang. Nogle var forbigående, som f.eks. omstilling til nye emissionsregler i Europas bilindustri, mens andre kun var under opsejling.
Det gælder ikke mindst presset på internationale handelspolitiske spilleregler, hvilket kom meget tydeligt til udtryk under handelskrigen mellem USA og Kina og ved USA’s gentagne trusler om handelspolitiske sanktioner mod den europæiske bilindustri.
Bidens ”Inflation Reduction Act” indeholder også elementer, som udgør en handelspolitisk hovedpine for Europa og særligt Tyskland.
Ikke at de handelspolitiske tiltag i praksis endnu har haft stor direkte effekt på tysk eksport. Men de er sandsynligvis medansvarlige for en aftagende investeringsvillighed i den tyske industri som resultat af den usikkerhed, der fulgte med. Siden er det kun blevet værre.
Tabet af adgangen til billig gas har kostet en afgørende konkurrencefordel, og Ruslandskrigen har generelt udkrystaliseret usikkerhederne forbundet med en vækstmodel bygget op om en stærk industri med stor eksponering til regimer med hvem værdifællesskabet er begrænset.
Så sent som i 2019 var det – ifølge et industripolitisk strateginotat fra Tysklands økonomiministerium – ideen at udbygge denne tyske styrkeposition. I dag forekommer den strategi ikke videre fremsynet.
Nogen vil måske sige, at Tyskland har været uheldig. Andre, at landet har sovet i timen. Det er velkendt, at samfundsmæssige investeringer i digitalisering har haltet i Tyskland, som på EU’s årlige måling placerer sig midt i feltet i hele EU – på linje med langt mindre udviklede og velstående lande.
Et element er tilbageholdenhed i de offentlige investeringer, som i Tyskland over det seneste årti har ligget betydeligt lavere end i alle andre af de store eurolande.
Lige nu er det en ekstra udfordring, at Kina halter i kølvandet på en forfejlet coronahåndtering, en ejendomskrise og tiltagende spændinger i det geopolitiske forhold til Europa. For slet ikke at tale om Kinas strukturelle udfordringer. Tysklands eksponering til Kina er enorm.
Eksporten fra Tyskland til Kina er mere end tre gange så stor som fra Frankrig, der er på andenpladsen i EU. Også Tysklands styrkeposition i autosektoren er udfordret. De hæderkronede tyske bilmærker har efterhånden fået elbiler på hylderne, men førerpositionen i sektoren er måske sat permanent over styr.
Tysklands position blandt Danmarks allervigtigste eksportmarkeder gør landets udfordringer nærværende herhjemme. Heldigvis er afhængigheden ikke, hvad den har været. For 25 år siden gik 20 pct. af vores eksport til Tyskland, nu er det under 13 pct. Det er trods alt nemmere at sende medicin end skinker jorden rundt.
For ECB kan det ende i en uvant situation. Normalt skubber Tyskland og dets ECB-medlemmer (urimeligt) hårdt på for en strammere politik. Men Tysklands vækstmæssige relative svaghed i forhold til resten af regionen kan måske påvirke positionen i ECB.
Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.
