Renten er steget dramatisk. Det kan få store konsekvenser i en stadig mere gældsat verden

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Der er vist efterhånden ingen, som er i tvivl om, at perioden med negative renter er endegyldigt forbi. Årsagen til paradigmeskiftet er ligeså klar, nemlig centralbankernes determinerede indsats for effektivt og hurtigt at bekæmpe den tårnhøje inflation, som opstod ovenpå energiprischokket sidste år.

Centralbankerne gør selv et stort nummer ud af at forklare omverdenen, at de har lært af fortiden. Og ikke mindst af perioden omkring de to oliekriser i 1970’erne, som både førte verdensøkonomien ud i dybe recessioner og en høj og vedvarende inflation med sig.

Det ultimative skifte i centralbankernes strategi mod inflationen kom, da Paul Volcker blev chef for den amerikanske forbundsbank, Fed, i 1979. Han satte for alvor ind mod inflationen med en benhård stramning af rente- og likviditetsforholdene i USA.

Medicinen virkede efter hensigten. Der kom med tiden bugt med inflationen.

Men vi lærte også, at en kraftig opstramning af pengepolitikken ét sted kan resultere i dybe gældskriser andre steder, når kapitalen kan bevæge sig frit over landegrænserne.

Således fandt den første større gældskrise efter 2. Verdenskrig sted i begyndelsen af 1980’erne i Latinamerika, hvor mange lande med Mexico i spidsen havde optaget billige lån i ’petrodollars’ til at finansiere udviklings- og infrastrukturprojekter.

Petrodollars var benævnelsen for de indtægter, som de olieeksporterende lande havde skovlet ind, da olieprisen ad flere omgange eksploderede i 1970’erne. De enorme beløb blev placeret i internationale banker, som så recirkulerede dem i form af syndikerede lån til især de latinamerikanske lande.

Men da både renten og dollaren steg dramatisk som følge af den stramme amerikanske pengepolitik, steg betalingerne på lånene også dramatisk.

Da eksportindtægterne samtidig kollapsede under den recession, der fulgte i kølvandet på oliekrisen i 1979, blev landene nødt til at anmode om et gældsmoratorium i efteråret 1982.

Krisen blev løst med støtte fra Bretton Woods-institutionerne, IMF og Verdensbanken og gennem gældsomlægningsaftaler med kreditorerne i regi af de såkaldte Paris- og Londonklubber. Men det varede længe, inden landene igen kom ovenpå, og 1980’erne blev kendt som ’La Década Perdida’ - det tabte årti.

Siden fulgte gældskriser i bl.a. Rusland og Asien i slutningen af 1990’erne, samt ikke mindst den globale finanskrise i 2007-08.

Konsekvenserne var så store, at lederne på G20-mødet i Pittsburgh i september 2009, altså præcist et år efter kollapset i Lehmann Brothers, aftalte at opbygge et nyt og ansvarligt globalt system, som skulle forhindre fremtidige gældskriser. Et system, som bl.a. har medført en betydelig opstramning af reguleringen i den finansielle sektor og indførelsen af budgetlove i mange lande, herunder i Danmark.

Det er derfor paradoksalt, at vi nu 14 år senere kan konstatere, at den globale gæld lige siden bare er vokset og vokset og i 2022 udgjorde tæt ved 240 pct. af verdens samlede BNP.

Og intet tyder på, at der kommer et egentlig skifte i tendensen. Tværtimod vil både udviklingen i demografien, den grønne og digitale omstilling samt større forsvarsudgifter med stor sandsynlighed resultere i en fortsat stigning i den globale gæld.

Læg dertil, at den frie handel har været under pres siden finanskrisen i form af protektionisme, handelskrige og sanktionspolitik. Heller ikke den udvikling ser ud til at stå overfor en umiddelbar afslutning. Konsekvenserne vil blive synlige i form af lavere produktivitet og vækst.

Mens den stigende gældsætning i en vis udstrækning var uproblematisk, så længe renten var tæt på nul, har situationen nu ændret sig radikalt.

Høje renter, stor gæld, lav vækst og geopolitisk usikkerhed er simpelthen en cocktail, som bare øger risikoen for nye statsbankerotter og finansielle kriser markant. Og det må ikke glemmes, at siden 2020 har ni lande allerede måttet gå i et gældsmoratorium. Nemlig Belarus, Libanon, Ghana, Sri Lanka, Zambia, Argentina, Ecuador, Surinam og Ukraine.

Andre kan snart følge efter, og risikoen synes især at være stor i nogle af de fattigste udviklingslande.

Deres gæld er nemlig steget relativt mest over de seneste år og bliver i stigende udstrækning finansieret af lande som Kina, Indien og Saudi Arabien, der selv er defineret som udviklingslande og endvidere medlemmer af BRIKS+ gruppen, som for tiden i fuld offentlighed udfordrer den liberale verdensorden og de institutioner, som den blev bygget på.

Det kan give helt nye spændinger i samarbejdet mellem kreditor-nationerne, når nye gældskriser opstår fremover.