Eskalerende handelskrig mellem øst og vest er skidt nyt for forbrugere og erhvervsliv

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Handelskrigen mellem USA og Kina tager yderligere til i styrke. For nylig strammede USA betingelserne for eksport af avancerede mikrochips, der kan bruges til kunstig intelligens (AI), og det får nu Kina til at svare igen med eksportrestriktioner på grafit.

Kina sidder på to tredjedele af hele verdensmarkedet for det kritiske mineral, som bl.a. bruges i stor stil i litium-ion-batterier. Det gør grafit helt uomgængeligt i forhold til blandt andet produktion af elbiler, og konflikten risikerer dermed at true den grønne omstilling og gøre elbiler dyrere for forbrugerne. Og det er bare det seneste skaktræk på den internationale handelsscene. Et træk i en igangværende og eskalerende handelskrig, der også kan mærkes i Danmark.

Erhvervslivet, herunder ikke mindst højteknologiske eller cleantech-orienterede danske virksomheder, er dybt afhængige af globale forsyningskæder, især når det gælder sjældne mineraler og knappe råstoffer. Derfor er det særdeles bekymrende, hvis udviklingen går i retning af at kritiske ressourcer i stigende grad reelt bliver nationaliseret.

Vi bevæger os væk fra fri handel og mod øget protektionisme, og i sidste ende vil det blive dyrere for forbrugerne og gøre det sværere for vores civilisation at adressere klimaudfordringen og udvikle os teknologisk. Hvis ikke vi handler globalt med disse ressourcer, får vi en dybt ineffektiv udnyttelse. Eksportrestriktioner er af det onde, fordi de reducerer udenlandske investeringer, åbner døren for korruption, begrænser innovationen, og medfører større usikkerhed og flere risici for erhvervslivet.

Et våbenkapløb på vej ud af kontrol

Konflikten vidner om, at der er opstået et uheldigt handelspolitisk våbenkapløb mellem USA og Kina, hvor restriktionerne gradvist skrues i vejret, og hvor alle udmeldinger og politiske tiltag ses med konfrontatoriske og protektionistiske øjne – en helt igennem uheldig dynamik, som vi ser udspille sig i slowmotion. Begge fløje i amerikansk politik nærmest falder over sig selv i en indbyrdes konkurrence om, hvem der kan være mest kritisk over for Kina – og Beijing svarer hver gang igen både politisk og ved diskret at genere udenlandske virksomheder, der har forretning i landet.

Jeg synes bestemt ikke, man skal være naiv i forhold til Kinas ageren på den internationale scene. Men den igangværende strategiske konflikt med Kina trumfer frihandelstankegangen i store dele af det politiske USA, både blandt republikanere, der ellers traditionelt har været meget erhvervsvenlige, og hos demokraterne, der er dybt optagede af at beskytte amerikanske industriarbejdspladser.

På vores side af Atlanten synes EU at være i vildrede i forhold til at navigere i denne stormagtskonflikt. Man må konstatere, at den længe diskuterede gensidige aftale mellem EU og USA om netop kritiske mineraler stadig ikke er faldet på plads – og spørgsmålet er, om det ikke i virkeligheden skyldes, at den amerikanske regering har mere travlt andre steder end den slumrende transatlantiske handelsdialog. Og at man ikke vurderer Europa som specielt vigtig.

Brug for europæisk opsang

Det er fint at USA gør sig mere strategisk uafhængig af Kina. Men den danske regering bør sammen med vores EU-kolleger skubbe på en mere offensiv frihandelsdialog med USA, så vi ikke lægger frihandlen i graven, eller ruller tidligere fremskridt tilbage. Hvis Kina ikke overholder spillereglerne, så bør reaktionen ske med langt større nålestikpræcision og ramme præcis de virksomheder, der har gavn af regimets hjælpende hånd – ikke hele handelssamarbejdet over en bred kam. Vi bør rykke tættere sammen hen over Atlanten – og EU kunne starte med at skubbe lidt hårdt, men kærligt til USA.