Nordeas cheføkonom: Verden er af lave

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Over de senere år har geopolitiske begivenheder i stigende udstrækning sat sine aftryk på den økonomiske udvikling og ikke mindst i de internationale handels- og investeringsstrømme.

Det begyndte for alvor i kølvandet på den globale finanskrise, som resulterede i den dybeste nedtur i verdensøkonomien siden den store depression i 1930’erne. Som en reaktion valgte mange lande at se stort på internationale aftaler og indførte handelshindringer i form af bl.a. told og kvoter i stort omfang for at beskytte hjemlig produktion og arbejdspladser.

Konsekvensen var tydelig. Verdenshandlen, som tidligere var vokset dobbelt så stærkt som verdensvæksten, kunne nu kun knap følge med den økonomiske fremgang. Og globaliseringen, som havde ført til en lang stabil periode med høj vækst og lav inflation i kølvandet på Kinas indtræden i verdensøkonomien og Murens fald omkring 1990, blev afløst af et nyt paradigme, som økonomer har døbt ´Slowbalisation’.

Samtidig blev den politiske retorik i mange vestlige lande vendt mod globaliseringen. Det banede bl.a. vejen for Donald Trump og hans America First Policy ved præsidentvalget i USA i 2016 samt Storbritanniens beslutning om at forlade EU i samme år. Begivenheder, som dybest set var med til at sætte den liberale verdensorden og dens regelbaserede systemer under et voldsomt pres. Et pres, som siden er blevet forstærket af den verserende værdikamp mellem Kina, Rusland og lande fra Det Globale Syd på den ene side og den vestlige verden på den anden side. Et opgør, der med stor sandsynlighed vil munde ud i en ny og multipolær verdensorden, som ingen rigtig ved, hvad vil indebære.

Handelskrige, sanktionspolitik og ikke mindst nedbruddet i de globale værdikæder i forbindelse med pandemien og Ruslands aggression mod Ukraine har endvidere afsløret, hvor skrøbelig verdensøkonomien er blevet, hvis den rammes af uforudsete chok.

Og det er denne cocktail af usikre forhold, som vil sætte retningen for udviklingen over de kommende mange år. Virksomheder og stater vil fremover prioritere strategiske hensyn til bl.a. forsyningssikkerheden langt højere end f.eks. lave omkostninger og adgang til nye markeder. Det betyder helt lavpraktisk, at handels- og investeringsaktiviteten i stigende udstrækning vil finde sted mellem lande, der deler fælles værdier. ´Friendshoring’ som den amerikanske finansminister Janet Yellen kalder det.

Og netop USA er nok det land, hvor udviklingen er længst fremme. For amerikanske interesser går for tiden i stor udstrækning uden om Kina og retter sig i stedet for mod lande som Vietnam og Mexico. Således eksporterer Mexico nu mere til USA end Kina for første gang i mere end 20 år. På samme måde tilstræber USA gennem en aktiv industripolitik at fremme produktion og salg på amerikansk grund fremfor i udlandet.

Udviklingen er endnu ikke helt så tydelig i vores del af verden, men ikke desto mindre har mange europæiske virksomheder nu også defineret en såkaldt Kina+1 strategi. Det betyder, at de har investeret i fabrikker både i Kina og i politisk allierede lande, som produktionen lynhurtigt kan flyttes til, hvis der af den ene eller anden årsag opstår problemer på det kinesiske fastland.

Den usikre geopolitiske situation er med andre ord begyndt at føre til en ny form for geoøkonomisk fragmentering, som vil få stor betydning fremover. Bl.a. må det forventes, at hjemtagning af produktion fører til et større pres på arbejdsmarkedet, højere omkostninger og dermed inflation og renter end ellers i de avancerede økonomier. Tilsvarende risikerer fattige udviklingslande, som gennem globaliseringen har opnået adgang til kapital, teknologi og know-how og derved fået muliggjort en kæmpe økonomisk fremgang, at blive ramt hårdt, hvis internationaliseringen bremser op eller går helt i stå.

De samlede omkostninger som følge af fragmenteringen er naturligvis svære at beregne, men de fleste estimater tyder på, at der vil blive tale om et langsigtet tab på 1-2 pct. af det globale BNP, men også at visse særligt udsatte lande kan lide et tab på mere end 10 pct. af BNP.

Det er klart, at omkostningerne bliver større, desto mere udtalt fragmenteringen bliver. Og det er ligeså klart, at selvom lande og virksomheder fremover nok bedre vil kunne gardere sig mod eksterne chok, bliver de samtidig mere eksponerede mod interne chok. For små åbne økonomier, der ikke har uendelig adgang til produktionsfaktorer som kapital, råvarer og arbejdskraft, kan den risiko måske endda vise sig at være betydelig. Ikke mindst i en tid, hvor en succesfuld grøn- og digital omstilling kræver adgang til f.eks. sjældne jordarter, som kun findes og produceres få steder på kloden.

Verden er af lave. Det får store konsekvenser for handel og vækst i mange år fremover.