Danske ledelsesfyrtårne: Her er vores fem bedste råd til ledelse
Hvordan bygger vi organisationer til det 21. århundrede? Hvem er de danske fyrtårne i dansk ledelse? Hvad er de optaget af? Og hvilke råd har de til dem, der gerne vil gøre op med gammeldags præstationsledelse og hierarkiske styresystemer?
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Hvordan bygger vi organisationer til det 21. århundrede? Hvem er de danske fyrtårne i dansk ledelse? Hvad er de optaget af? Og hvilke råd har de til dem, der gerne vil gøre op med gammeldags præstationsledelse og hierarkiske styresystemer?
Det satte jeg mig – i samarbejde med Finans – for at blive klogere på, og derfor lancerede vi i sommer en podcast, som hedder Finans Tjek ind. Her inviterer vi gæster i studiet, som har det til fælles, at de på den ene eller anden måde leder på andre måder end de gængse.
Det kan være, at de gør op med det klassiske hierarki, forfølger regenerative ledelsesprincipper, lader medarbejderne vælge deres egen chef eller indfører fire-dages arbejdsuge.
Gæsterne har blandt andre været Casper Kirketerp-Møller, CEO Clever; Søren Nielsen, CEO Demant; Laura Storm, ekspert i regenerativ ledelse, Jeppe Rindom, CEO Pleo, og Marie Storkholm, cheflæge på Regionshospitalet Horsens.
Nu er der gået et halvt år, og vi har haft 15 gæster i studiet. Her er de fem bedste råd:
Menneskesyn – få styr på menneskesyn
Mange af vores gæster i podcasten talte om menneskesyn. Og betydningen af at blive klar på sit eget og organisationens bærende menneskesyn.
Casper Kirketerp-Møller fra Clever siger for eksempel, at »vi må erkende, at det handler om mennesker, og at det er det menneskesyn, man lægger for dagen, der definerer mulighedernes rum. Man skal sætte sig ned i ledelsesgruppen og spørge sig selv: Tror vi på mennesker? Tror vi på, at de gør deres bedste? Har vi lyst til at afgive magt?«
Og Christian Bason tilføjer, at »vi har endnu ikke de organisationsmodeller, der skal til for at forløse det, at mennesker hjælper andre mennesker. Det er en fortsat søgen. Folk fra hele verden stiller de samme spørgsmål lige nu: Hvordan bygger vi organisationer for det 21. århundrede?«
Opgør med tiden: Skab mere rød tid i dit liv
Stort set alle har talt om tiden og vigtigheden af at bruge tiden på en anden måde, end vi er vant til. Vi kan ikke længere bare putte mere tid ind i den ene ende og så forvente, at der kommer mere produktivitet ud i den anden. Der er brug for at skabe tid til fokus, til refleksion og til stilhed.
I Sunset Boulevard siger topchef Jens Broch, at »det kan være svært at finde tid til at fordybe sig, og det har vi altså adresseret med skoleskemaet. Det er ikke nødvendigvis rigtigt for alle, men for langt de fleste mennesker er 9 til 11 den bedste tid til at løse de sværeste opgaver. Det er der tung evidens for. Lige sådan bliver møder mere effektive, hvis man lægger dem om eftermiddagen.«
Social bæredygtighed – psykologisk tryghed, sårbarhed, trivsel og nærhed
Et af de mest brugte begreber i 2023 må være psykologisk tryghed, og der er ingen tvivl om, at det står højt på alle podcastgæsternes liste at bedrive ledelse, der tager afsæt i en dyb forståelse af, hvad det vil sige at være menneske.
Anna Søndergaard, der er en af stifterne af rådgivervirksomheden The Footprint Firm, »søger hele tiden at lede med nærhed og sårbarhed. Hvis man ikke er nærig med sig selv, hvis man kan vise, at man er et menneske, og at der også er ting, der nogle gange er svære. Det øjeblik, at man bliver et rigtigt menneske og tør dele ud, begynder man at træde ind i den sfære, hvor man kan bygge en menneskelig relation.«
Selvledende strukturer og opgør med hierarkiet
Stort set lige så højt på listen over populære ledelsesord ligger selvledende strukturer. Ledelsesekspert Erik Østergaard har en meget lavpraktisk idé til dem, der gerne vil i gang med at uddelegere mere beslutnings- og handlekraft: »Køb kortspillet ”delegation poker”. Så begynder man at arbejde med, hvordan man rent faktisk i ledelsesgruppen fordeler magt mellem sig. Det er meget konkret, men det virker.«
Find din egen vej
Vent ikke på, at der kommer færdige modeller, hvis du vil i gang med at lede på de måder, som det 21. århundrede kalder på. De findes ikke, og der er ikke en model, der passer til alle. Jeppe Rindom fra Pleo siger, at »det er sindssygt vigtigt at finde sin egen vej. Inspiration er afgørende, men lad dig ikke blindt inspirere af andre.«
Hvis du ikke allerede er i gang, så kan det være, at der er en eller flere af idéerne, du har lyst til at prøve af i 2024. Og har du brug for mere inspiration, er du naturligvis velkommen til at tune ind på podcasten.

