Start med en løve. Tilsæt så hvidt: Sådan indretter man en villa til 40 mio.
Kig med. Sådan ser rigtige liebhaverejendomme ud. Indvendigt.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
En ejendomsmægler nord for København har specialiseret sig i ejendomme, der koster mere end 30 mio. kr. I gennemsnit.
Har man kun 20 mio. kr., har de også lagervarer, men gennemsnittet er 30 mio. kr. For de penge får man ikke egen grund til Øresund eller privat tennisbane. Så skal der lægges mere. Men man får vinduer med 20 sprosser per fag, sildebensparket og sortglaserede teglsten, og her begynder vistnok lykken.
Hvordan indretter man så lykken?
Forfatteren Honoré de Balzac kæmpede hele sit liv med samme spørgsmål. Når han havde skrevet en roman og indkasseret honoraret, var alt lykkeligt en tid, men snart slap pengene op, og så måtte han skrive endnu en roman. Sådan kørte møllen, temmelig ulykkeligt, til han i 1850 giftede sig med en velhavende enke. Endelig fri for pengesorger. Endelig lykkelig. Fem måneder senere døde han.
Lykken nord for København er indrettet med store mængder hvidt. Hvide køkkener, hvide træpaneler, hvide stuklofter, hvide vægge, hvidt murværk.
Lad mig fra ejendomsmæglerens katalog fremhæve Scherfigsvej 1, 2100 København Ø. 48 mio. kr. kontant. Energimærke C. Også husets sengetøj er hvidt. Men så tænkte nogen, helt crazy, at døren ind til husets walk-in-closet jo kunne være ikkehvid. Den blev så lyslilla.
Dronninggårds Alle 66, 2840 Holte demonstrerer, hvordan et hvidt rum kan implodere, hvis man sætter en massiv, sort stol ind i det. 37 mio. kr. Energimærke B. Den sorte Oxchair med skammel står selvbevidst midt i panoramaudsigten til Furesøen. Den ved godt, at man ikke er et møbel, men et statement, når man koster 109.000 kr. Så må man gerne tage udsigten fra udsigten.
Lykken kan også indrettes med en løve.
Løven står, udstoppet og stormanket, i spisestuen på Vedbæk Strandvej 361, 2950 Vedbæk. 38 mio. kr. Energimærke D. Villaen på Vedbæk Strandvej har naturligvis småsprossede vinduer og en kikkert på stativ, der er rettet mod noget blåt vand.
Ejere af dyre ejendomme repeterer bestemte mønstre. De har bogreoler, men ikke fyldte, og de har kunst, men ikke noget, der ikke kunne stå fremme i et direktionskontor. De har armaturer fra Vola og lamper fra Italien. De har muligvis også haft en salesstylist på besøg, der har plantet kikkertstativer og Wegner-møbler de rigtige steder. Den slags øger salgbarheden.
Men på Vedbæk Strandvej 361 er der en løve.
Løven fortæller en historie om, at i dette hjem er livet blevet brugt på noget. I nogle af de andre 40-mio.-kroners-hjem er livet ligesom ikke blevet brugt på noget. Ikke noget, man kan se i hjemmet. Enten har ejerne ikke nogen passion, eller også gemte de passionen af vejen, inden fotografen kom.
På Vedbæk Strandvej 361 har ejeren en passion. En løve vogter over spisestuen. Antiloper har indtaget the master bedroom. En zebra skuer ud over vinkælderen, og i andre rum troner andre dyr fra en fjern savanne. I dette hjem ser lykken ud til at begynde med en riffel i Afrika.
Hvad 40-mio.-ejendomme IKKE har, er vitrineskabe i moseeg, bornholmerure, børnetegninger, kronhjortegevirer under 12 ender og fotografier af slægtninge, der var husmænd, indvandrere eller ravende gale – men dog slægtninge. Den slags har man ikke i liebhaverhuse. Eller også blev de erstattet med Wegner-møbler af salesstylisten, før fotografen kom.
Nogle vil måske kalde indretningen lidt upersonlig. Upersonlig forstået på den måde, at hvis man har midlerne til at lægge 40 mio. kr. for et hus, hvorfor høvler man så ikke mere igennem end middelklassen, der kollektivt har fundet lykken i de evindelige Flowerpot-lamper, ellipseborde og citatplakater?
Hvorfor er stuerne i de dyre huse ikke frihåndsdekoreret af Frederik Næblerød? Hvorfor har ingen bygget en glasvæg mellem garagen og spisestuen, så man kan nyde et dusin østers med udsigt til den knaldrøde Ferrari?
Svaret er, at lykken er hvid. Sådan er det bare. En villa til 40 mio. kr. indrettes hvidt i hvidt. Tilsæt eventuelt en løve.
Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes via www.andersheide.dk



