Forleden fik alle karriereforældre noget at tænke over

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

En 33-årig partner i et stort advokatfirma gjorde i tirsdags verden en tjeneste. Hun fortalte åbent om sin barndom.

Verden bliver et bedre sted at være, når et menneske holder et spejl op foran glansbilleder og udenomssnak. I dette tilfælde hvordan en barndom er, når far er direktør i London, mor har mange rejsedage, og man meget af ugen er alene i villaen i Gl. Holte. Med ansvar for lillebror.

Karriereforældre, hør efter med åbent sind. Pigen med barndommen fortæller nøgternt, hvordan hun går på biblioteket og låner kogebøger for at lære at lave mad til sig selv og sin lillebror. Nøgternt. Uden anklager. Det er bare sådan, det er.

Pigen sætter barnets blik på to karrierer, der går over stok og sten. Materielt mangler der bestemt ikke noget. Der er rengøringshjælp. Forældrene trives. Hendes egen selvstændighed og modenhed udvikler sig hurtigt takket være omstændighederne, som hun udtrykkeligt ikke oplever som ”et svigt”.

Der er bare en sætning, der står stille i luften, og som karriereforældre bør bruge et par minutter på at meditere over:

»Jeg kendte ikke til andet«.

Pigen, der må lære at lave mad til sig selv og sin lillebror, kendte ikke til andet. Hun er er nemlig underlagt samme grundvilkår som alle andre børn:

Man får den barndom, som ens forældre tildeler én. Punktum.

Her er vi inde ved kernen. Far og mor kan træffe alverdens valg med deres liv. Barnet kan træffe få.

Hvis far og mor beslutter, at dobbeltkarriere, udstationering til Kuala Lumpur eller søndagsarbejde er godt, står verden klar med begrundelser for, at det ER godt. Hvilken lykke er det ikke for et barn at vokse op i et privilegeret kvarter nord for København, muliggjort af to store indtægter. Hvilken gave er det ikke at få noget af sin skolegang på en international privatskole, hvor de andre elever er børn af amerikanske og franske karrierefædre, der er i transit til deres næste internationale direktørstilling.

Den 33-årige advokat er på én gang afklaret og loyal mod sin barndom. Hun har ikke oplevet den som et svigt. Hun fremhæver tværtimod, at hun som 18-årig får nøglerne til forældrenes biler. Så kan hun hurtigere komme til badminton, og så kan hun være chauffør for lillebror.

Men, karriereforældre, husk hvor behageligt verden fabrikerer forklaringer på, at børn har godt af det liv, som deres forældre tildeler dem. Jeg kendte en overgang en kvinde, der i ramme alvor forsvarede, at hun også havde haft fordele af at være på børnehjem on/off. Når hendes mor sad inde for narkohandel. Jeg er kommet i et hjem, hvor børnene var ude af stand til at føre en samtale over spisebordet, fordi far og mor kun meddelte sig til hinanden i løsrevne, sms-korte beskeder: ”Har du slukket ovnen?”, ”Jeg kører i Netto”, ”Tager du skraldeposen?”. Kan man egentlig ikke sige, at de børn har fået en barndom i behagelig tavshed?

Husk også hvor nådig straffen er for at fejle som karrierefar og -mor.

Hvis den internationale privatskole i Kuala Lumpur viser sig at være en terpeanstalt, hvis de andre elever er forstyrrede i hovedet af rodløshed, hvis barnet oplever at være totalt fejlplaceret, kan far og mor sige, at opholdet måske ikke var en kæmpesucces, men udviklende. Barnet fik værdifulde erfaringer. Mødte en anden kultur. Skolen og kulturen fik godt nok barnet til at trække sig ind i sig selv. Måske få symptomer på depression. Men straframmen for den type overgreb er behersket. Et par års dårlig samvittighed. Så længe som det tager mor og far at konvertere noget, der var en fejl, om til noget, der set i et vist perspektiv i grunden var udviklende.

Jeg tror, at det er vældigt udviklende at gå på biblioteket og låne kogebøger, fordi man skal finde ud af at lave mad til sig selv og sin lillebror, mens far arbejder i London, og mor rejser i firmaets tjeneste. Det skulle også være udviklende at strande på en øde ø. Enten går man til af sult, eller også udvikler man evnen til at slå dyr ihjel og stege dem over bål. Man lærer at stå på egne ben på sådan en øde ø.

Men vil børn egentlig gerne bo på en øde ø i 2840 Gl. Holte, mens mor og far har travlt? Vil de?

Det kunne karriereforældre godt meditere over et par minutter.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes via www.andersheide.dk