Paris-afstemt lobbyisme er det nye grønt

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Vi er vant til at tænke brancher og virksomheder som nogen, der helst vil være fri for politisk indblanding. I hvert fald hvis den indblanding kommer i form af lovstramninger, afgifter og andre begrænsninger på den frie, forretningsmæssige udfoldelse.

Den traditionelle arbejdsdeling er ellers logisk: Virksomheder er sat i verden for at drive indtjening til deres ejere, og i den forbindelse skabe arbejdspladser, innovation og produkter, til alles bedste. Lovgiverne har til gengæld til opgave at sikre, at firmaer ikke agerer på en måde, der forårsager skade på det omkringliggende samfund, på kort og langt sigt.

Men hvad nu, hvis lovgiverne ikke ved egen kraft er sig opgaven voksen og f.eks. nøler med at definere de rammer, der sikrer at CO2e-udledningerne holder sig inden for Parisaftalens krav?

Umiddelbart ville man tænke, at resultatet var lettede virksomheder, som dermed kunne få lov til at gøre, som de altid havde gjort og overlade den grønne omstilling til ”nogle andre”.

Det er imidlertid ikke tingenes tilstand i store dele af byggebranchen. Flere end 500 danske entreprenører, materialeproducenter, arkitekter og bygherrer har med hjælp fra Villum Fonden og Realdania fundet sammen under overskriften ”Reduction Roadmap” (RR).

Ved at regne baglæns er de kommet frem til, at der er et stort gab i mellem hvor grønt byggeriet er nødt til at blive, og hvad der kræves fra politisk side. Første milepæl er 2025, hvor RR, kommer frem til, at vi skal kunne nøjes med 5,8 kg CO2e pr. kvadratmeter pr. år for nybyggeri, hvis vi skal holde os inden for de planetære grænser. I dag ligger vi i Danmark gennemsnitligt på 9,5 kg. pr. m2, og lovgivningskravet i 2025 ligger på 10 kg – altså betydeligt under hvad Parisaftalen kræver.

Så lovgivningen skal strammes gevaldigt, er kravet i RR’s lobbykampagne. Tunge spillere som FLSmidth, Cowi, Dansk Erhverv og Københavns Kommune er med.

Udover den positive klimagevinst ville en stramning give forretningsmening for de mange medinitiativtagere. Ved skrappere krav får innovative materialeproducenter sikkerhed for, at der vil være et aftagermarked, hvis de investerer i f.eks. udvikling af alternativer til eksisterende byggematerialer.

De store ingeniørfirmaer, som ofte har oplevet manglende betalingsvillighed hos kunderne, får slagkraftige argumenter for, at der skal tænkes nyt. Arkitektfirmaerne får adkomst til at foreslå projekter med nye måder at gøre tingene på, og derved bliver deres grundydelse endnu mere værdiskabende.

Håbet for leverandørerne er også, at skrappe (og ensartede) krav på hjemmemarkedet kan oversættes til international konkurrencekraft. Store bygherrer som pensionskasser og kommuner vil stimulere det marked, som er en forudsætning for at de kan nå deres egne klimamålsætninger.

Som forventet kritiseres RR fra nogle sider for at være for ambitiøst, fra andre for at være det modsatte. Men under alle omstændigheder er det nytænkning, at virksomheder samles om at udnytte deres politiske indflydelse til at lobby for den grøn omstilling. Det er mere normalt at man finder sammen om at forhale eller endda modarbejde klimaambitiøs politik. Eller underskriver flotte, men uforpligtende hensigtserklæringer, for derefter at gå tilbage til ”som vi plejer”, mens man venter på at kunderne efterspørger noget andet af helt egen kraft.

Tænk, hvis andre brancher lod sig inspirere. Hvad ville være grænseværdierne, hvis f.eks. de førende aktører i landbruget, modebranchen eller den tunge vejtransport lavede den samme analyse og advokerede for lovgivning, der faktisk sikrede, at deres brancher holdt sig inden for de planetære grænser? Hvad ville der ske hvis den finansielle sektor, kommunikationsbranchen eller sågar konsulenter (gulp!) udregnede hvad 1,5 grads-målsætningen krævede af deres forretningsmæssige beslutninger og derefter efterspurgte strammere regler for deres virke?

Dét har måske karakter af drømmerier i begyndelsen af 2024, så flygtige som nytårsforsætter. Men de benhårde realiteter er, at de færreste virksomheder kan eller vil kunne kombinere tilstrækkelig klimaambition med sund forretning, hvis ikke en ensartet lovgivning tilskynder det.

Der burde være rigelig motivation til at gentænke branchefællesskaber i nye og mere ambitiøse retninger. 2023 var som bekendt med længder både det varmeste og vådeste år, vi har oplevet.