Når det gælder bæredygtighed, har kunden ikke altid ret

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Så vidt jeg, ved findes der ikke en dansk oversættelse af begrebet ”Mexican standoff”. Men De kender det sikkert fra actionfilm; en scene hvor tre (eller flere) parter peger skydevåben mod hinanden, i et fastfrosset øjeblik. Hvem har overblikket til at løse situationen, med bly eller klogskab? Ingen fortrækker en mine. Tiden synes at stå stille.

Den manglende fremdrift i den grønne omstilling er blandt andet resultatet af en sådan standoff.

Lad mig illustrere: Et dansk bryggeri annoncerede stolt i 2018, at man efter tre års udviklingsarbejde havde opnået et klimagennembrud. Man kunne erstatte den plasticfolie, der holder seks dåseøl samlet, med små klatter lim af den helt rigtige styrke. ”Revolutionerende” kaldte bryggeriet det selv, og initiativet blev da også internationalt anerkendt som en simpel løsning på et stort problem. Bryggeriets vurdering var, at løsningen kunne reducere bryggeriets plasticforbrug til en fjerdedel og dermed markant mindske den negative påvirkning på såvel klima som miljø.

Vi spoler frem til 2023. På de mellemliggende fem år er verden kun blevet mere opmærksom på, hvor store udfordringer plasticforurening medfører og at genbrugsplast ikke er en mirakelkur. Så det fremsynede bryggeri vandt? Niks. Kunderne i det danske marked brød sig ikke om limklatterne – og de har som bekendt altid ret. Det har lovgivere også, og eftersom der ikke er regler mod brug af problematisk plasticfilm, har bryggeriet nu bebudet, at det genindfører den.

Det lyder jo absurd: Fravælger kunder virkelig en øl, fordi de er imod en klimavenligere samling af deres øldåser? Måske. En ny analyse viser i hvert fald, at selvom 73 pct. af danskerne mener, at der er et stort personligt ansvar for klimakrisen, har 78 pct. ikke indtænkt dén erkendelse i deres egne ferieplaner. 46 pct. indrømmer, at de ikke ved, hvordan man lever klimavenligt, og over en tredjedel mener, at det er for dyrt at gøre det.

Med andre ord: Ansvaret gives tilbage til virksomhederne, som skal give en identisk, men grønnere oplevelse til samme eller lavere pris. Selv at yde ofre er man ikke med på. Fænomenet kaldes ”kognitiv dissonans” af bæredygtighedspsykolog Simon Nygaard det. Han peger på behovet for politisk lederskab i at ændre forbrugernes mindset. Ifølge nye tal mener næsten tre fjerdedele af vælgerne da også, at politikerne skal gøre mere for klimaet.

Så problemet bliver vel løst ved, at Folketinget griber ind over for forurenende emballage og gør det dyrere ikke at vise klimamæssigt samfundssind? Næppe. Tværtimod advares der fra lovgiverside mod at pålægge virksomhederne nye byrder eller udfordre vælgernes tålmodighed. I stedet er planen at lade firmaer tage fuld risiko og forbrugerne i fred til at gøre, som de altid har gjort. Indtil de i eget tempo bliver klogere. For hellere en utilstrækkelig klimapolitik end én, der ikke nyder stor støtte i befolkningen, må man forstå.

Således står forbrugere, virksomheder og lovgivere over for hinanden, hver især med to fingre pegende på de andre og ingen fingre pegende på sig selv. En Mexican standoff kan være fin nok, hvis filmen i øvrigt er spændende og gerne må vare længere. Klimavidenskaben er imidlertid ret entydig: Vi har ikke længere tid til at lade ansvarsfralæggelse stå i vejen for handling.

Jeg vil lade andre vurdere sandsynligheden for, at forbrugere eller politikere ved egen kraft bliver klogere. Men få vil benægte, at virksomheders evne til at overbevise kunder om at købe mere og anderledes, end de ellers ville have gjort, er ret betydelig. Ligesom det er velbeskrevet, at branchelobbyisme effektivt har svækket reguleringsindsatsen, ikke mindst på miljøområdet.

Den pæne version er vel, at kunder og politikere er lydhøre over for at gøre ”det rigtige”, hvis de får forklaret det dygtigt nok. Nutiden kræver blot, at man som virksomhed eller brancheorganisation tager ansvar for at definere et nyt ”det rigtige”.

For hvem vinder en standoff? Den modige og dygtige. Den der véd, hvad hun vil, og som aktivt gør alt i hendes magt for at overbevise andre om det uholdbare i situationen. Med andre ord: Den type virksomheder, vi har brug for, hvis det alvorlige dødvande i den grønne omstilling skal brydes. Og som vil blive husket af alle, der kiggede med, også efter at rulleteksterne har forladt skærmen.