Generation Z på jobbet: Problembørn eller pionerer?
Generation Z vil i 2030 udgøre ca. 30 pct. af den samlede arbejdsstyrke. Er de danske virksomheder klar til et helt nyt niveau af krav og forventninger?
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
»Jeg vil huske at have det sjovt og ikke kun være seriøs hele tiden,« sagde min gode ven Daniel med et smil på læben, da vi tog plads i skiliften på vores årlige skiferie.
Han havde netop delt sit nytårsforsæt, og det var ikke et forsæt for hans personlige liv. Det var en refleksion over hans rolle som leder og en erkendelse af, at tiden kalder på autenticitet og ægthed. Og ønsker du at tiltrække og forstå de yngre generationer, kræver det desuden en ændret ledelsesstil.
Daniel er COO (driftsdirektør) i en større dansk techvirksomhed, og som vi svævede opad bjerget i skiliften, blev vores samtale om, hvordan danske virksomheder kan tiltrække generation Z, mere og mere vidtrækkende. Denne generation, født mellem midten af 1990’erne og begyndelsen af 2010’erne, er kendt for deres innovative tilgang og teknologiske færdigheder. Men de søger mere end blot et job; de søger en meningsfuld dagligdag og en arbejdsplads, der matcher deres værdisæt.
Generation Z er gode til at spotte ægthed, og de ønsker at arbejde for organisationer, der arbejder tydeligt med deres værdier.Ann Forup Helmich
Daniel delte en oplevelse med mig, hvor han for nylig havde haft en samtale med en ung kandidat fra generation Z, der søgte en stilling i hans virksomhed. Kandidaten havde spurgt ham: »Hvad gør din virksomhed for at bidrage til samfundet?« Og: »Hvordan giver I medarbejdere mulighed for at balancere deres arbejds- og privatliv?”
Imponeret over kandidatens engagement måtte Daniel erkende, at hans virksomhed skulle oppe sig for at tiltrække talenter som ham.
Så hvordan kan danske virksomheder tiltrække generation Z?
Det handler om at være autentisk og give medarbejderne en dybere mening i deres arbejde. Et purpose, et why. Generation Z er gode til at spotte ægthed, og de ønsker at arbejde for organisationer, der arbejder tydeligt med deres værdier. Her er nogle skridt, danske ledere kan tage:
- Vær dig selv: Det er fristende at forsøge at tilpasse sig den nyeste ledelsestrend eller det, man tror, generation Z leder efter. Men den bedste tilgang er faktisk at være sig selv. Bring hele dig i spil som leder. Og så vær ærlig om din virksomheds kultur og værdier og fortæl åbent om, hvordan din virksomhed arbejder på at gøre en positiv indvirkning på samfundet.
- Vær tydelig om et højere formål: Generation Z ønsker at arbejde for virksomheder, der bidrager positivt til samfundet og miljøet. Gør det derfor klart, hvordan virksomheden er involveret i samfundsansvarlige aktiviteter og bæredygtighed. Det viser, at I deler de unges bekymringer og værdier.
- Skab et inkluderende miljø: Generation Z sætter pris på mangfoldighed og inklusion. Sørg for, at din virksomhed har en inklusiv kultur, hvor forskelligheder værdsættes og respekteres. Dette vil appellere til generation Z, der ønsker at føle sig velkomne og accepterede på arbejdspladsen.
- Fokuser på muligheder for personlig vækst: Den unge generation ønsker kontinuerlig læring og udvikling. Vis, hvordan din virksomhed tilbyder muligheder for faglig og personlig vækst. Dette kan f.eks. omfatte uddannelsesprogrammer, mentorships og muligheder for at arbejde på tværs af organisation og projekter.
- Vær aktiv på sociale medier: Generation Z er dybt forankret i den digitale verden. Vær synlig på sociale medier, og del indhold, der viser din virksomheds kultur og værdier. Og hav is i maven, og lad dine medarbejdere dele indhold. Det giver potentielle kandidater mulighed for at lære din virksomhed endnu bedre at kende.
- Fleksibelt arbejdsliv: Denne generation sætter pris på fleksibilitet i hverdagen og i arbejdslivet. Overvej at tilbyde mulighed for hjemmearbejde og fleksibel arbejdstid.
I en tid, hvor der er hård konkurrence om talent, kan det være afgørende for danske virksomheder at tilpasse sig generation Z’s forventninger og værdier. Det handler om autenticitet og den dybere mening med dét at gå på arbejde. Så med Daniels nytårsforsæt som inspiration handler det om at skabe en arbejdsplads, der tiltrækker og begejstrer den næste generation af talentfulde medarbejdere.
De initiativer, jeg omtaler her, er tiltag, der for de fleste er en hygiejnefaktor – noget, vi alle, på tværs af generationer, værdsætter og stiller krav til. Den fremadstormende generation Z er mere udtryksfulde og udtalte om deres krav. Når vi adresserer disse behov, får vi en arbejdsstyrke, der vil møde op på arbejde fyldt med energi, motivation og en glæde ved at have et meningsfuldt arbejde.
Og tag ikke fejl, det vil også afspejle sig i bundlinjen.

