Jo mere man plaprer, jo større er chancen for at blive leder. Punktum
Bevist: Det er afgørende at sige MEGET, hvis man vil til tops. Harmløst? Måske ikke helt.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Det her er en temmelig vild påstand: At det betaler sig at snakke løs, hvis man vil være leder. Snakke, kagle, plapre.
Sagen er bare, at påstanden er bevist. Både plapre-delen af den og effekten.
Selv når man kontrollerer for intelligens, køn og andre faktorer, er mængden af snak og plapren kædet direkte sammen med sandsynligheden for at blive leder.
”The babble hypothesis” er senest testet i et studie, hvor forskerne netop valgte at kontrollere om sammenhængen holdt, når man indregnede den mulige effekt af køn og intelligens. Det gjorde den. Det var ikke nødvendigvis afgørende at sige noget klogt. Det var afgørende at sige MEGET. Så steg sandsynligheden signifikant for at blive leder.
Prøv at holde den observation op mod lyset.
Når det er afgørende at sige meget, og der ikke er noget, der er så småt, at det ikke kan bruges til formålet, får man et samfund i summende pludren.Anders Heide Mortensen
Man kan se på den fra den humoristiske side og sige, at der jo også er lederskab i at kunne holde snakken i gang under en halvtræt firmafest og være overstrømmende generøs med ord under møder, som andre deltagere mener kunne have været klaret med en mail. Bestemt.
Men nu hedder den hypotese, som senest blev testet og verificeret i 2020, jo altså ”plapre-hypotesen”. Det er den plaprende medarbejder, der er kommet under mikroskop. Medarbejderen, der igen og igen beder om eller tilkæmper sig ordet på mandagsmødet, medarbejderen, der lige skal knytte en kommentar til andres bemærkninger, medarbejderen, der rager op på grund af sin ordflom, ikke sin evne til at formulere noget tankevækkende, væsentligt, nytænkende eller originalt.
Og det virker altså. Det er ikke afgørende at sige noget klogt. Det er afgørende at sige meget.
Entertaineren Niels Hausgaard har en anekdote om en mand, han er ude at spise med. Manden sidder imens og får beskeder på sin telefon fra en fælles bekendt.
»Fortæller han noget vigtigt?«, spørger Niels Hausgaard.
»Han fortæller, at han skal have flødekartofler,« svarer manden.
Hvis man mikser ”The babble hypothesis” med Niels Hausgaards flødekartoffel-anekdote, har man opskriften på et pludrende samfund.
Det er afgørende at sige meget, og der er ikke noget, der er så småt, at det ikke kan bruges til formålet. Tilsæt sociale medier, der ikke gør forskel på, om det er hummer eller skidtfisk, der er i rusen. Alt ryger ud på markedet.
Nu bliver det subjektivt, men du kan jo indsætte dine egne eksempler på det pludrende samfund – og være uenig med mine. Mine er hentet fra det sociale medie LinkedIn.
- En nytiltrådt direktør fortæller, at vedkommende nu været to dage i sit nye job, som tegner spændende, og at medarbejderne virker meget engagerede, og nu bliver det spændende at gøre en forskel. God weekend.
- Lederen af en mindre virksomhed oplyser, at den har fået ny hjemmeside. Det har været en spændende proces. Håber at siden vil blive taget godt imod.
- En styrelsesdirektør løfter sløret for, at styrelsen snart vil løfte sløret for, hvilke projekter den vil nominere til en pris. Men så meget kan der allerede løftes sløret for: Det er nogle spændende og nytænkende projekter, der er kommet ind.
- En oplægsholder fortæller, at han har holdt et oplæg for en forening. Det har været spændende.
- Lederen af organisation oplyser, at hun er enig i, at dårlig trivsel på arbejdspladsen er et stort problem. Nu har hun skrevet et indlæg om, at dårlig trivsel på arbejdspladsen er et stort problem.
Når det er afgørende at sige meget, og der ikke er noget, der er så småt, at det ikke kan bruges til formålet, får man et samfund i summende pludren. Nogen vil gerne gøre sig synlige til en lederstilling, nogen vil have lyset over på en hjemmeside, kampagne eller egen fortræffelighed. Nogen pludrer, fordi de andre pludrer, og måske kan man ikke pludre højest, men så kan man i hvert fald pludre med.
Det er plapren som tilstand, plapren som blød pop. Harmløst – til det ikke er helt harmløst.
Som da Idi Amin, en af verdens mest brutale diktatorer, foretog sit militærkup i Uganda 24. januar 1971. Han beordrede den nationale radiostation til at spille sangen ”My Boy Lollipop” på replay otte timer i træk. Det gav sådan en dejlig arbejdsro til at tage magten.
Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes via www.andersheide.dk
