Det er dumt at ryge. Kh mor, Sverige og Sundhedsstyrelsen
Ku’ du have gættet det uden en kampagne? At det er dumt at ryge og gå alene med psykisk sygdom.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Hvor mange gange skulle det være nødvendigt at sige, at man ikke skal fylde sig med blandet slik?
Mange gange. Fire år. Norges svar på Sundhedsstyrelsen, Helsedirektoratet, har siden 2019 givet tips og tricks til at skære ned på slikket, og i påsken blev kampagnen kørt igen. Faktisk en ret sjov kampagne. En video viser, hvordan man for eksempel kan spise sine lakridssnørebånd med kniv og gaffel – det ta’r tid – eller pensle sine vingummibamser med eddike – det ta’r smag.
Men ikke flere tips af den slags. For nogen i Norge fandt hen over helligdagene sammen om, at kampagnen jo faktisk »promoverer anoreksi«. Den »fremmer spiseforstyrrelser frem for sundhed« ved at give opskrifter på at spise mindre, som en samfundsdebattør formulerede de krænkedes klage. Helsedirektoratet var forundret, men kunne ikke andet end at sige undskyld og nakkeskyde sin humoristiske kampagne.
Hvis oplysning formidles med et glimt af ironi eller kræver blik for det sjove eller absurde, så venter alverdens farer i disse år.
Det er et af tidens tegn, at mennesker i dag kan insistere på at afkode et budskab en til en.
Det er simpelthen deres ret at se en opfordring til at tænke over forbruget af slik som en teknisk vejledning i indtagelse af lakridssnørebånd med kniv og gaffel, der i sin videre konsekvens legitimerer anorektikerens selvopfundne påfund for at spise så lidt som muligt.
Men det er en mærkelig insisteren og en mærkelig ret at tiltage sig. Hvis man ikke forstår ironi eller har blik for det absurde, kan man nu nedlægge veto mod et budskab, der forudsætter sans for ironi og blik for det absurde.
Helsedirektoratet måtte i påsken meget beklage en farvefilm, fordi nogle personer, der ser i sort-hvid, ikke forstod, hvad den gik ud på. Disse personer insisterede på at afkode noget, de ikke forstod, og de så det som deres soleklare ret at klage over det budskab, som de så læste ud af Helsedirektoratets kampagne: at en statslig myndighed gav tips til anorektikere. Hvor sygt.
Når man bøjer sig for en til en-folket, står fornuften tilbage i sin mest tandløse og ligegyldige version.
Sundhedsstyrelsen tænkte måske ikke på en til en-folket, da den i 2022 udformede sin kampagne mod unges brug af nikotinprodukter eller i 2023 kørte en kampagne, der skulle inspirere mænd til at tale med mænd om psykiske problemer. Men en til en-folket kunne i hvert fald ikke klage.
Hvornår har der sidst været potens i et budskab om, at forældre bør tale med deres teenagebørn om farerne ved at ryge og bruge snus? Nævn gerne et årstal. Var det før eller efter 1970?
Sig også gerne, om ”Det er dumt at ryge og bruge snus”-kampagner mon gør en forskel, når antallet af rygere mellem 15 og 29 år er steget siden 2020? Steget. Trods højere tobaksafgifter.
Men en til en-folket får Sundhedsstyrelsen ikke bøvl med. Folket, der er på udkig efter ironi, der kan udlægges som krænkende, budskaber, der ser provokerende ud i sort-hvid, og promovering af ufornuft. Den slags er der ikke noget af i kampagnen. Der er blankpoleret fornuft, som ingen med en intelligenskvotient i normalspektret kan være uenig i. Man skal tale med sine børn og tale dem fra at bruge nikotin.
Men man sidder med en lumsk fornemmelse af, at de forældre, der kan tale deres børn fra at ryge, HAR talt. Nu er de andre forældre og børn tilbage. Dem i ghettoer og dysfunktionelle drankerhjem, dem, der er fjerdegenerationsrygere, dem, der har det med fornuft i sin allermest fornuftige version, som folk uden penge har det med pensionsrådgivning: Hvad skal de med det? I en tilværelse, der leves fra dag til dag?
Kampagnen for at få mænd til at tale med hinanden om psykiske problemer har nogle af de samme træk. Absolut en til en afkodelig. Pletfri i sin logik. Mænd er dårlige til at sige til, når psykiske problemer melder sig, og dårlige til at søge hjælp. Tre af fire, der begår selvmord, er mænd. Men mon de mænd, der hænger på bænkene på Toftegårds Plads i Valby, og dem, der ikke har noget sprog for at have det dårligt, klikker ind på sst.dk-en-af-os og »læser nærmere«?
Det er dumt at fylde sig med blandet slik. Det er dumt at ryge. Det er dumt at gå alene med psykisk sygdom. Men allerdummest er det ikke at bo på Middelklassevej i Forstadskøbing, hvor folk lever, som mor, Sverige og Sundhedsstyrelsen anbefaler. Også uden kampagner.
Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes via www.andersheide.dk



