Hvad corona og Hanne-Vibeke Holst kan lære os om klimakrisen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Det er i disse dage fire år siden, at statsministeren med ansigtet lagt i de alvorligste folder lukkede landet ned med en kraft, de færreste havde kunnet forestille sig, og med så vidtrækkende konsekvenser, at vi stadig er ved at forstå omfanget.

Det er i den anledning et interessant, uvidenskabeligt studie at læse Hanne-Vibeke Holsts roman ”Som Pesten” i dette post-pandemiske lys. Bogen, der blev udgivet blot tre år inden covid-19, omhandler netop en pandemi meget lig covid-19, selvom bogens tænkte virus forekommer (endnu) mere dødelig end virkelighedens.

I det lys er det særligt slående, at samfundets respons i bogen er langt mere afdæmpet. Trods grundig research fra forfatteren og dramaturgisk frihed var det simpelthen umuligt at forestille sig ting som udgangsforbud, nedlukning af erhverv osv. Kan det lære os noget om, hvad vi kan vente os af klimakrisen i årene, der kommer?

Læringerne, vi kan drage fra corona-pandemien generelt, er mange og både positive og negative: Videnskaben var virkelig i stand til at trække mirakler op af hatten på rekordtid. De internationale relationer var til gengæld ikke så stærke, når det kom til stykket, og lande agerede i vid udstrækning i egne nationalinteresser, når det gjaldt. Lokalt rykkede det private og det offentlige til gengæld sammen og formåede at løfte i flok på en måde, som har dannet et helt nyt grundlag for offentlig-privat samarbejde herhjemme med den danske fondssektor som en stærk mediator.

Men den mest signifikante læring er måske netop, at det regulatoriske respons for at dæmme op for krisen var langt kraftigere og mere resolut, end nogen kunne forestille sig, da først problemet blev tilstrækkelig present og tydeligt. I Danmark såvel som i de fleste af klodens lande.

Dette perspektiv er den centrale tese i det meget omfattende researcharbejde under titlen ”The Inevitable Policy Response” udført under FN-organet Principles For Responsible Investments (UN PRI). Formålet er at klæde professionelle investorer på til at fremtidssikre deres porteføljer mod de regulatoriske tiltag, der uvægerligt vil komme for at inddæmme klimakrisens omfang. Midlet er en omfattende databaseret analyse af, hvilke tiltag der bliver nødvendige, og hvordan de kan forventes at ramme.

Budskabet er klart: Det er ikke et spørgsmål, om der kommer kraftig regulering, men snarere hvornår den kommer, og hvem den rammer først. Og jo længere vi venter, desto dyrere og voldsommere bliver det.

Modsat hvad finansielle aktører ofte skydes i skoene, er deres opgave fundamentalt set at tænke langsigtet, og det er i påfaldende grad fra den kant, at den største interesse for at drive på grønne tiltag kommer. Dele af sektoren er således i dag reelt foran lovgivningen. Men skal man tro covid-19-parallellen og forfatterne bag ”The Inevitable Policy Response” skal lovgivningen nok hente ind på et tidspunkt, medmindre problemet løser sig selv. Næppe.

For et mere lokalt kig i krystalkuglen kan interesserede læsere (og lovgivere) passende studere Klimarådets nylige Statusrapport 2024. Den var leveringsdygtig i klar tale og et godt bud på, hvad vi har i vente, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at leve op til vores klimamålsætninger. Ikke rar læsning, hvis man er landmand og synes, at en CO₂ -skat er hård kost. Men skal man blive i covid-19-allegorien, er det trods alt bedre end at blive lukket ned i panik, som det skete for kollegerne i minkerhvervet.

Tiden vil vise, hvordan klimakrisen kommer til at spille sig ud. Om man fra politisk og regulatorisk hold rejser sig til udfordringen, inden de nødvendige midler bliver for drastiske. I mellemtiden kunne det være interessant, om Hanne-Vibeke Holst havde mod på en ny roman, der kunne give os en dystopisk forsmag.