Fortsæt til indhold

PC med kunstig intelligens: En gamechanger for arbejdspladsen?

Personlige computere med indbygget AI stormer frem, men hvad skaber det egentlig af værdi? Og hvordan kommer de intelligente enheder til at ændre vores måde at arbejde på?

Debat
Peder EskildsenCountry Lead i HP Danmark

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Peder Eskildsen

Efter mange år i IT-branchen har jeg set flere ”the next big thing”-innovationer komme og gå. Men sjældent har en innovation haft potentialet til at ændre vores arbejdsprocesser så radikalt som indtoget af personlige computere (PC’er) med kunstig intelligens (AI). Står vi over for en ægte gamechanger for fremtidens arbejdsplads? Det tror jeg.

Analysehuset Canalys’ forudser, at AI PC’er vil udgøre næsten halvdelen af PC-markedet næste år, og at der i 2028 vil blive solgt 205 millioner enheder i hele verden. En vækst på 44 pct. fra 2024 til 2028. Det taler sit tydelige sprog om, at dette ikke bare en flygtig trend, men at AI-optimerede computere vil blive en fast del af vores hverdag og på arbejdspladsen.

Men hvordan adskiller en AI PC sig fra en normal computer? Simpelt sagt: De er designet til at tænke sammen med os. Med dedikerede Neural Processing Units (NPU’er) chips, som den nye Intel ’Core Ultra’ er udstyret med, enorme hukommelsesmængder og integrerede AI-assistenter som Microsofts Copilot, er disse maskiner ikke blot hurtigere - de er klogere.

Samtidig foregår det meste AI-regnearbejde i skyen i dag, men med AI PC’er bliver det muligt at skifte til lokal bearbejdning. Dette skift er vigtigt. For over 80 pct. af al data befinder sig nemlig ikke i skyen, og ved at bygge AI ind i alle enheder og tættere på den lokale datakilde, kan man for alvor begynde at udnytte det enorme potentiale. Forestil dig en arbejdsdag hvor rutinearbejde automatiseres, og din PC forudser dine behov, før du selv gør, og dynamisk tilpasser sig til dine opgaver. Det er den virkelighed, AI PC’erne er ved at skabe.

Værdiskabelse skal tydeliggøres

Lad os være ærlige. AI er blevet et buzzword, som hurtigt er blevet indoktrineret i de fleste virksomheders kommunikation. Men den går ikke længere. IT-beslutningstagere og slutbrugere kan hurtigt gennemskue og blive trætte af den endeløse jargon, og der er opstået et større oplysningsbehov, når vi snakker om integration af kunstig intelligens, og hvad teknologien konkret kan gøre for os. Det er nødvendigt, at virksomheder bliver mere præcise i deres kommunikation om, hvordan AI forbedrer vores arbejde og endnu mere specifikke om, hvilket problem eller behov teknologien løser.

Jeg er overbevist om, at AI PC’en er mere end blot et buzzword og vil ændre vores arbejdsprocesser til det bedre. De kommer til at låse op for et hidtil uudnyttet potentiale i arbejdsstyrken. Ved at reducere tidskrævende og rutineprægede opgaver kan medarbejdere fokusere på de mere komplekse og kreative aspekter af deres arbejde, hvilket ultimativt fører til større arbejdsglæde og effektivitet hos den enkelte medarbejder – noget, der i sidste ende også skaber større værdi for virksomheden.

Behov for bedre integration

En nylig global undersøgelse foretaget af HP viser, at næsten to ud af fem medarbejdere føler sig usikre på, hvornår de skal bruge AI på arbejdspladsen. Samtidig føler 41 pct. ikke, at de er rustet til at udnytte teknologiens fulde potentiale i deres arbejde. Det kan integrerede løsninger i PC’er i høj grad løse, men det kræver stadig, at virksomhederne omfavner teknologien og oplærer deres medarbejdere.

Medarbejderne skal vide, hvordan de kan inkorporere AI i deres daglige arbejde – det gælder alt fra research og rugbrødsarbejde til kreative brainstorms, regnskaber, innovation og meget mere. Derfor er det nødvendigt, at virksomheder prioriterer praktisk træning af medarbejdere i, hvordan de bedst kan integrere kunstig intelligens i deres arbejdsopgaver. Kun på den måde kan virksomheder hurtigere øge innovationen og konkurrenceevnen samt imødekomme modstand hos medarbejderne ved at hjælpe dem med at få de nødvendige færdigheder til at arbejde effektivt med AI.

Det handler altså ikke kun om, hvad disse nye optimerede enheder kan – det handler i højere grad om, hvordan vi vælger at anvende dem, ændre vores arbejdsmetoder, og i sidste ende hvordan vi definerer vores forhold til arbejdet. Fremtiden er her, og det er op til os at forme den. AI PC’erne udfordrer os til at tænke nyt – er vi klar til at tage udfordringen op og omfavne teknologien?

Artiklens emner
It-industrien
Kunstig intelligens