Trods modstand skal den grønne speeder i bund
Der er stemmer i klimamodstand til EU-valget. Klimaforkæmperne gør klogt i at forstå dette greenlash, mens erhvervslivet bør modarbejde presset.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
En række lande er op til EU-valget præget af en højredrejning og øget skepsis mod klimatiltag. Greenlash, altså modstand mod klimatiltag, har ført til ’bondeoprør’ i Tyskland, Holland, Frankrig og andre steder. Vi har set ganske lidt til det i Danmark, selvom nogle af landbrugets organisationer forsøger at piske en stemning op.
Argumentet om greenlash har dog bidt sig fast i den danske debat. I den forgangne weekend udtalte Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt, at man med klimapolitikken ”går målrettet efter at genere danskere, der bare gerne vil spise noget kød, og som er glade for at køre i deres dieselbiler.”
Både klimaminister Lars Aagaard (M) og statsminister Mette Frederiksen (S) har gødet jorden for sådanne synspunkter med udtalelser om, at ”vi skal have en klimapolitik, som 80 procent af danskerne kan se sig i” og ved at fokusere på prisen på spaghetti-kødsovs. Det bliver til argumentet om, at ’nu må det ikke gå for hurtigt’, og at klimapolitikken ikke må gå ud over nogen.
Uanset europæernes bekymringer forsvinder klimaforandringerne ikke.Astrid Haug
Det er på den ene side naivt at tro, at man ved at være klimamodstander kan bekæmpe klimakrisen. På den anden side vil det være lige så naivt at tro, at klimamodstanden blot bunder i modstand mod forandring.
Ligesom vi så med globaliseringen fra 1980’erne og frem, oplever nogle grupper i befolkningen at være koblet af udviklingen. Dengang mistede de arbejdspladser og blev presset på deres privatøkonomi. I dag er mange ligeledes bekymrede for, at afgifter på diesel, fly og kød vil ramme deres privatøkonomi og deres muligheder for at leve et godt liv. De oplever ikke, at den grønne omstilling giver dem økonomiske gevinster.
Denne modstand er ikke grebet ud af det blå. Solcelle- og vindmølleprojekter er domineret af stadigt større virksomheder uden den lokale forankring, som sådanne projekter havde tidligere. Det er olieselskaberne, der ser ud til at kunne skabe en gylden forretning på at indsamle og lagre co2, selvom de som sektor har bidraget allermest til klimakrisen.
Følelsen af uretfærdighed ligger lige for: Hvorfor skal den forgældede landmand eller familien, der har råd til én charterferie om året, ofre sig for at andre kan skabe profit?
Uanset europæernes bekymringer forsvinder klimaforandringerne ikke. Et godt eksempel er den stigende vandstand. Hvis der ikke bliver gjort noget ved klimakrisen, vil flere og flere opleve, at de ikke kan sælge endsige forsikre deres huse på grund af oversvømmelser, ligesom folk i Sydeuropa vil blive ramt af ekstrem varme, og høsten over hele Europa vil blive truet af ustabilt vejr.
EU har ganske vist taget grønne tigerspring i de seneste fem år men er allerede nu presset af mere ambitiøse tiltag i USA og Kina. Med store EU-tiltag som Fit for 55-planen og CSRD burde EU være global grøn frontrunner, men man er blevet outsmarted af Joe Biden og hans grønne lovpakke Inflation Reduction ACT (IRA). Den får flere danske virksomheder til at satse på produktion i USA. Samtidig skyller billige kinesiske solceller, vindmøller og elbiler ind over det europæiske kontinent, så EU er presset fra alle sider.
Der er derfor brug for ny, målrettet indsats for at overbevise europæerne om, at klimaforandringerne ikke kan stoppes, men kræver ændringer. En forståelig og borgernær kommunikation i EU bør ikke kun være højrefløjen forundt.
Hvor er de gode fortællinger om, hvordan EU sikrer lokalt medejerskab af vindmøllerne, eller stiller en garanti for, at borgere har ret til at blive forsikret, trods risiko for oversvømmelser?
Hvor er retten til kollektiv transport, eller støtte til klimatilpassende vedligeholdelse af forgældede huse på landet?
Hvad med retten til at få løn, selvom varmen umuliggør udendørsarbejde? Klimapolitik bør i stigende grad sikre borgerne mod klimakrisens realiteter.
For virksomhederne vil der uanset øget klimaskepsis i EU være global efterspørgsel på grønne løsninger. I Europa vil der også efter valget være millioner af forbrugere, som kræver grønne tiltag fra virksomhederne. Virksomheder bør derfor ikke lytte til Europa-Parlamentets klimakritikere, men fortsætte innovation inden for klimaløsninger.
Virksomheder bør samtidig lægge pres på både politikere og erhvervsorganisationer for ikke at hoppe med på den grønne modstand – det vil i sidste ende stille danske virksomheder ringere.
