Er der kommet afdelinger i danske banker for bekæmpelse af forretning?
Hvidvaskkontrollen i den finansielle sektor har nået et absurd niveau, hvor prisen for kontrollen overstiger nytten.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Hvis du aldrig skifter bank eller køber hus, mærker du sjældent noget til hvidvasklovgivningen. Men indirekte gør du nok. Kontrolforanstaltningerne har nemlig nået et niveau, hvor jeg er sikker på, at de koster samfundet penge. Prisen for kontrollen overstiger nytten.
For nylig havde jeg en oplevelse, som satte tingene i perspektiv for mig.
Jeg har en kunde, som investerer et millionbeløb – pengene der er tjent ved at drive virksomhed.
Banken, hvor pengene investeres, udfører løbende den sædvanlige hvidvaskkontrol og bad for nylig om dokumentation for, at pengene var hvide og beskattede. Så banken bad min kunde om at aflevere sin seneste årsopgørelse fra Skat. Den fra 2023.
Tidligere stolede vi mere på hinanden. Lad os gøre det igen. Absurd hvidvaskkontrol gør os fattigere.Rune Wagenitz Sørensen
Men det var i 2020, min kunde havde startet sit engagement op og indbetalt pengene. Så det gav ikke rigtigt mening at bede om årsopgørelsen fra 2023 som dokumentation for pengenes oprindelse i 2020.
Somme tider beder bankene om dokumentation, der slet ikke findes. En bekendt fortalte mig om en ejer af en lille udlejningsejendom, der ville skifte bank. Den nye bank ville gerne se lejekontrakten på ejendommen. Banken fik en kopi.
Men det var ikke godt nok. For det var ikke den nye ejer, der stod som udlejer på kontrakten. Den var nemlig allerede udlejet, da han købte den, og lejere får ikke nye lejekontrakter, når deres ejendom skifter ejer – de gamle lejekontrakter løber bare videre. Bankskiftet blev opgivet, det blev for besværligt.
Den finansielle sektor bruger altså en masse penge på kontrolarbejde, og de udgifter kommer kunderne til at betale. Kontrolarbejdet er ofte meningsløst – det lader til at blive gennemført for at kunne hakke af på en tjekliste. Og kontrolforanstaltningerne gør det nogle gange så svært at skifte bank, at folk opgiver, og det betyder jo svagere konkurrence og mindre effektive banker.
Jeg har også en idé til, hvad man kunne gøre. Man kunne begynde med at indføre en regel om, at bankerne ikke skal kontrollere ting, som allerede er kontrolleret af en anden dansk bank. Er en kundes penge allerede kontrolleret af Nordea, behøver Danske Bank ikke også at kontrollere dem, og omvendt. Bare det lille skridt ville have stor virkning. Mon vores erhvervsminister tør tage det?
Jeg bebrejder ikke bankerne. Jeg kan godt forstå, hvis de ikke ønsker at blive udskammet for – i andres øjne – at have sløset med hvidvaskkontrollen. En kontrol vi i øvrigt har pålagt dem at udføre og sjældent roser dem for.
Vi skal som samfund stoppe med at forvente, at bankerne (og andre aktører i den finansielle sektor) hver gang skal spørge om dokumentation for pengenes oprindelse, når der kommer en krone ind på kontoen. Vi er nået til et punkt, hvor det virker som om, der er blevet oprettet afdelinger for forretningsbekæmpelse i de danske banker! Det er da en skam.
Danmark er et rigt samfund, bl.a. fordi vi er ordentlige, og en aftale er en aftale. Tidligere stolede vi mere på hinanden. Lad os gøre det igen. Absurd hvidvaskkontrol gør os fattigere.


