Lektioner i ledelse fra sidelinjen
Hvad jeg lærte om at være leder af at sidde 90 minutter på et fodboldstadion i Dortmund.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Denne kronik bliver nødt til at starte med en disclaimer. Jeg har en meget begrænset passion for og viden om fodbold. Det er ikke mig, der har sæsonkort – eller bare en enkelt billet – til kampe med et hold i nogle særlige farver. Når jeg skal smalltalke, så er der særlige emner, jeg holder mere af end andre. Mad og vin? Ja. Klassiske biler? Kæmpe JA. Fodbold … ? Helst ikke.
Og hvorfor er det så, at jeg en lørdag for nylig brugte to gange 10 timer i bilen på at køre til Ruhr-distriktet og retur? Jeg er blevet beriget med en søn, der brænder for fodbold – og brænder så meget for det, at det faktisk smitter af i en sådan grad, at jeg er begyndt at følge med.
Derfor sad jeg på det imponerende BvB-stadion til en ottendedelsfinale ved EM i en kamp mod Tyskland omringet af rødt og hvidt, slagsange, flag, øl og pølser, og undervejs med et enormt uvejr hen over vores hoveder.
Selvom offside, ostemadder og at lave ’en Olsen’ ikke er de typiske termer i min hverdag, så var der noget ved det, der skete på banen, som fik mig til at drage paralleller til min egen hverdag som leder i konsulentverdenen.
Jeg så en anfører, der sad på bænken – og så vidt jeg ved har gjort det i alle kampe. ”Hvorfor er han så overhovedet med?” fristes nogen til at spørge. For mig giver det god mening. Som teamleder for en afdeling er det vigtigt, at man er en tydelig og synlig profil. Man er kulturbærer for resten af ens kolleger og er den usynlige lim, der binder holdet sammen. Synet af anføreren, der hepper på sine kolleger, kan være det, der giver det sidste boost.
Landstræner Hjulmand får på et tidspunkt et gult kort. Jeg ved ikke hvorfor, men det er heller ikke vigtigt for mig.
Jeg observerer en mand, der ikke er bange for at råbe højt, når hans hold bliver behandlet uretfærdigt. Hans passion og engagement er tydeligt for alle. Det er egenskaber, jeg selv værdsætter og hver dag forsøger at agere efter – at stå op for sit team og vise, at man er villig til at kæmpe for dem.
Det skaber respekt og loyalitet. Igen: Jeg kender ikke alle de konkrete regler i fodbold, men jeg kan genkende en leder, der tør sætte sig selv på spil for holdets skyld.
Jeg kommer også til at fundere over, hvordan han har præsteret at motivere spillerne til at give alt, hvad de har, selv om det danske hold på papiret er underdogs. Hvordan har han fundet den selvtillid frem i både sig selv og dem? Det er en mental træning, jeg godt kunne tænke mig at få indsigt i.
Og så er der spillerne på banen, der konstant kommunikerer med hinanden. De råber, de gestikulerer, de peger og pifter – alt sammen for at koordinere deres bevægelser og strategi. Det minder mig om vigtigheden af klar - og i nogen grad lidt indforstået – kommunikation i enhver organisation. Uden den går tingene i stå, misforståelser opstår, og mulige sejre går tabt.
Jeg kigger over på min søn. I hans øjne er det bare en spændende kamp, men for mig er det en påmindelse om, at et team skal arbejde sammen som en enhed for at opnå succes. Hver spiller har sin rolle, men det er først, når de spiller sammen, at magien opstår.
Det samme gælder i erhvervslivet. Vi har brug for diversitet i færdigheder og personligheder, og det er især, når vi forstår at kombinere disse evner mod et fælles mål, at vi virkelig kan opnå noget stort.
Her kommer jeg også til at tænke på de spillere, jeg ikke kender navnene på.
Alle ved jo, hvem Eriksen, Højbjerg og Kjær er. Men de andre på banen, som ikke gør et lige så stort væsen af sig eller qua deres positioner ikke scorer mål, er lige så meget værd. Det håber jeg, at træneren og holdkammeraterne anerkender. Jeg ved i hvert fald, at jeg selv vil holde øje med ’de stille helte’ i mit eget team fremover.
Såvel i fodboldens verden som i erhvervslivet kræver det passion, engagement, kommunikation og evnen til at samle et team at vinde. Og måske, bare måske, har jeg lært mere om ledelse i dag, end jeg ville have gjort på et seminar eller en konference.
Så selvom jeg stadig foretrækker mad, vin og gamle biler frem for fodbold, så tror jeg faktisk, at jeg vil se frem til, at jeg sammen med min søn skal til det næste studie i ledelse på grønsværen.
