Balanceret kommunikation er afgørende i klimakampen
Grundig formidling af klimaforandringer er en forudsætning for at mobilisere og engagere til den nødvendige omstilling, og vi lykkes ikke uden balance mellem simple budskaber og katastrofefortælling og dybere formidling af konsekvenser af de underliggende forandringer.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Som mennesker har vi en fundamental ret til at få adgang til viden og bevidsthed om klimaforandringer. Dette understreges i både artikel 6 i FN’s Klimakonvention og gentages i artikel 12 i Parisaftalen, hvori lande forpligter sig til at uddanne og informere offentligheden om klimaforandringer og til at sikre, at man forstår konsekvenserne heraf.
Denne forståelse er en grundlæggende præmis for, at man som verdensborger – på det rette grundlag – kan danne sig sin holdning og træffe informerede beslutninger om, hvem man stemmer på, hvordan man opdrager sine børn, og generelt hvordan man lever.
Men det er udfordrende at lykkes med både en grundig og effektiv offentlig klimadebat. Et eksempel er forholdet mellem dødsfald og global opvarmning, hvor katastrofefortællingerne om fatale hedebølger kun er toppen af isbjerget. I 2021 blev det påvist, at en tredjedel af dødsfald, hvor varme var dødsårsagen, var forsaget af global opvarmning. Et klart og tydeligt budskab om, at global opvarmning dræber.
Hvis vi begrænser klimakommunikation til dramatiske nyheder og forenklede sammenhænge, risikerer vi, at vi både undervurderer omfanget og samtidig er mere sårbare for skeptikere.Christian Engkrog Andersen
Kort efter kom et nyt studie fra flere af de samme forskere, med samme tilgang og metode, der nuancerede, at selv med stigende dødelighed fra varme var der flere, og i et relativt hurtigere faldende årligt antal, der døde af kulde. Studiet var ikke uden usikkerheder, men konklusionen blev benyttet af klimaskeptikere til et budskab om, at ”global opvarmning kunne reducere kulderelaterede dødsfald”. Men det er ikke så enkelt som at sige, at global opvarmning redder liv. Faldet i kuldedødsfald gavner hovedsageligt kolde, velstående lande, mens varme, fattigere områder står over for stigende risiko.
Stigende temperaturer rammer de mest sårbare samfund, som det blev påvist i en endnu nyere undersøgelse, hvor man også tog højde for mulighederne for og omkostningerne forbundet med klimatilpasning på sigt, hvilket er en afgørende nuance for at forstå, hvem der har brug for hjælp. Der er flere andre væsentlige nuancer, f.eks. at det ikke blot er temperaturen, men også luftfugtigheden, der afgør fareniveauet, og så er der selvfølgelig forklaringen af de fundamentale sammenhænge mellem global opvarmning og de bredere klimaforandringer og tipping points med enorme, irreversible konsekvenser for vores økosystem.
Disse eksempler udgør ikke et komplet billede af de komplekse sammenhænge, men de understreger, at det – for de fleste – er svært og hårdt arbejde at forstå klimaforandringers konsekvenser.
Hvis vi begrænser klimakommunikation til dramatiske nyheder og forenklede sammenhænge, risikerer vi, at vi både undervurderer omfanget og samtidig er mere sårbare for skeptikere, som udnytter muligheden for at benytte overdreven forsimpling til at sprede misinformation. Donald Trump og Elon Musks seneste offentlige samtale om emnet og førstnævntes præsidentkampagne generelt indeholder nylige og nærmest karikerede eksempler herpå, såsom hvordan stigende havniveau vil lede til fordele som flere ejendomme med havudsigt.
Katastrofer som orkaner og skovbrande er dramatiske og får straks opmærksomhed, de vækker vores følelser og tvinger vores politikere til at handle akut. Men som George Marshall, en anerkendt klimaformidler, advarer, er et overdrevet fokus på katastrofer og skræmmekampagner ikke formålstjenstlige.
Disse kan lede til desensibilisering og manglende forbindelse til hverdagen for dem, der ikke er direkte berørt, og i sidste ende skabe afmagt og inaktivitet i stedet for handling. Omvendt er de inkrementelle, dvs. langsommere ændringer, som stigende temperaturer og havniveauer og skiftende vejrmønstre, sværere at forstå konsekvenserne af og mangler det enkle, dramatiske og aktuelle billede.
Udfordringen er derfor at finde en balance mellem disse to tilgange. Katastrofer kan fungere som vækkeure, men de bør perspektivere til de inkrementelle og komplekse bagvedliggende dynamikker for at etablere og opretholde mere langsigtet engagement og handling. Noget, som virksomheder også bør have in mente, når de arbejder med deres klimastrategi. Det er en forudsætning at have en grundig og datadrevet forståelse af virksomhedens påvirkning på og afhængigheder af vores økosystem for at kunne håndtere både de akutte og de kroniske risici i omstillingen.
