Fra tabu til toprelevant: Forsvarsindustrien kan stå over for uanede muligheder

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

I årtier har virksomhederne inden for forsvars- og sikkerhedsindustrien befundet sig på et område, der har vakt blandede følelser. Jeg får lyst til at kalde det sprængfarligt – for at bruge en term, der på en lidt floskelagtig måde passer lige til emnet.

I både den brede offentlighed og i professionelle kredse har det været lige så kontroversielt at diskutere våbenproduktion som at tale om olieindustrien og tobakssalg. Det er emner, der er blevet hvisket om i krogene, men sjældent taget op til åben debat ved konferencer eller møder eller blandt hovedparten af professionelle investorer.

Men verden har ændret sig.

I takt med geopolitiske spændinger og øget fokus på global, europæisk og national sikkerhed har forsvarsindustrien fået en fornyet bevågenhed. Blandt andet i kølvandet på regeringens planer om at opruste og styrke det danske forsvar over de næste 10 år.

Derudover er den kollektive bevidsthed om forsvarssektoren en helt anden i dag, end den var for bare få år siden. Dette skifte i den brede perception på sektoren ses også i et skifte i holdningen til at investere i virksomheder, der servicerer området – drevet af bl.a. pensionskasser og private investorer.

Danmark, trods sin beskedne størrelse i forhold til bruttonationalproduktet (GDP), har en unik position i forsvarsindustrien. Vores forsvarsindustri er måske lille, men den er stærk inden for nicher som droner, ubemandede køretøjer og radarer. Disse højteknologiske løsninger har potentiale ikke kun inden for det militære, men også i det civile, hvor de kan anvendes til alt fra overvågning af fugle i lufthavne til avanceret grænsekontrol.

Det er her, det interessante overlap mellem civil og offentlig brug kommer ind i billedet. Produkter, der er udviklet til militæret, kan med fordel anvendes i civile sammenhænge, hvilket udvider markedet betydeligt. Men denne dobbeltanvendelse medfører også komplekse kontrakter og udfordringer i forhold til at navigere i både offentlige og private sektorer.

De såkaldte dual-use-virksomheder kan have svært ved at komme ind på markedet og positionere sig. De møder udfordringer blandt andet i form af manglende netværk, der kan facilitere industrisamarbejde samt i kompleksiteten af det regulative system.

For de små virksomheder, der allerede udgør rygraden i Danmarks forsvarsindustri, er det en ikke kun en kamp om at finde vej til markedet, men også at blive der og skabe nødvendig vækst. De har brug for skala og muskler for at kunne konkurrere med de store spillere. Her er der brug for mere skala for at skabe ’national champions’.

Danmark har tidligere vist, at vi kan være førende inden for højteknologiske sektorer som robotteknologi, cleantech og life science. Det er på tide, at vi anvender læringer herfra til at styrke vores position inden for forsvarsindustrien. Med rammebetingelserne på plads kan vi skabe en sektor, der ikke alene genererer arbejdspladser, men også bidrager til landets sikkerhed og teknologiske fremdrift.

Vi står altså over for en unik mulighed for at transformere et tidligere tabubelagt emne til en af de mest spændende og innovative industrier i Danmark. Det kræver mod, vision og en villighed til at omfavne forandring. For forsvarsindustrien er ikke længere et skummelt hjørne af erhvervslivet – det er en vital del af vores fremtidige velstand og sikkerhed.