Den modige topchef er en myte

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Det slog mig, da jeg for nylig sad i salen til en af disse store konferencer med nogle af spidserne fra dansk erhvervsliv, at erhvervslivets definition på mod handler om at være modig indad i virksomheden, men ikke nødvendigvis udad mod omverdenen.

Man forbinder mod med at satse hårdt på nye teknologier, internationalisere, lave opkøb og skære ind til benet ved at lave de ”nødvendige” fyringsrunder og organisatoriske slankekure. Den slags kræver en beslutningskraftig og eksekveringsdygtig leder. Man kunne dog argumentere for, at alle disse ting sådan set bare er en del af jobbet. Det er de ting, der skal gøres for at sikre ejere og aktionærer overskud på kontoen.

Lad os begynde ved definitionen på mod fra ordnet.dk: »Mental eller moralsk styrke til at handle eller tale i en situation, der kan være til fare eller skade for én selv.« Mod er altså potentielt en selvskadelig handling eller ytring.

Et af de steder, hvor danske erhvervsledere sjældent viser mod, er i den offentlige debat. Der går uger eller måneder imellem, at en topdirektør blander sig med et interessant synspunkt.

Det skete, da Carlsbergs direktør, Jacob Aarup-Andersen, i maj hos Finans gav en opsang til landbruget om, at dansk landbrug risikerer at misse et grønt forretningseventyr, fordi det modarbejder bæredygtige produktionsmetoder. Danfoss’ direktør, Kim Fausing, anklagede i Børsen i december sidste år regeringen for, at den grønne omstilling er gået i stå.

Der er givetvis andre, men der er langt imellem. Mange store virksomheder har mod som en af deres firmaværdier, men det er, som om modet svigter, når det gælder den offentlige debat.

Såkaldt CEO-aktivisme er nemlig ikke nødvendigvis en god forretning. Man risikerer sure kunder, utilfredse investorer, politisk modvind og i sidste ende en fyreseddel fra bestyrelsen. Nej, så hellere gå stille med dørene, rette ind, holde snuden i sporet og lade nogle andre om alt det beskidte politiske arbejde.

Man kan også risikere, at noget, der i et lille land som Danmark er inden for den politiske konsensus, bliver taget ilde op på andre markeder, som det skete for virksomheden Chr. Hansen i forbindelse med Copenhagen Pride. Klima er i USA et stærkt polariserende emne, hvor alene det at køre i elbil er et politisk budskab.

Det er med sådanne argumenter, at erhvervslivet luller sig selv længere og længere ind i tavshedsspiralen. Tavshedsspiralen er et begreb fra medieforskningen, som beskriver, hvordan man kan føle sig socialt presset til ikke at lufte sine holdninger, hvis disse ikke allerede fremstår som konsensus i medierne. Det kan skabe en falsk opfattelse af, at der ikke er bred støtte for handling, hvilket i sidste ende kan hæmme politiske og sociale initiativer. Vi er kommet dertil på klimaområdet, hvor selv det at italesætte fakta bliver set som en risikabel handling.

For hvorfor er der ikke flere erhvervsledere, som presser på for, at landbruget skal betale en CO₂-skat, der er på højde med industriens eller med Klimarådets anbefaling? Hvorfor accepterer man stiltiende, at foder til den animalske produktion optager halvdelen af Danmarks areal, som vi i stedet kan bruge til mad til mennesker og natur? Hvorfor er der ikke flere, der går i rette med regeringen, når den vil løse landbrugets udledninger ved at kaste penge efter usikker teknologi? Og hvor er dem, der kæmper for havbunden?

Det er ikke en entydig god forretning på den korte bane at være holdningsmæssigt modig. På den anden side kan effekten af veltilrettelagt CEO-aktivisme give større brandkendskab, bedre rekruttering og ikke mindst, at man rent faktisk bidrager til at ændre verden til det bedre. Man kan med god samvittighed lægge sig til at sove om natten. Lad os fremover forbeholde ordet modig til dem, der rent faktisk vover at mene noget uegennyttigt.