Der skal handles nu for at forløse pyrolyse-potentialet

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

De fleste danskere har nok stiftet bekendtskab med pyrolyse, når man et par gange om året renser sin ovn. Ovnen bliver meget varm, og al fedtet og skidtet forkulles, så det let kan tørres af.

Det er lidt det samme, som aktørerne i den danske pyrolysebranche, gør – men blot i nogle lidt større ovne. Og i stedet for blot at tørre de forkullede madrester af med en klud, kan den biokul, der produceres, lagres i jorden og på den måde fjerne CO₂ fra atmosfæren.

Pyrolyse er et af de mest teknisk og økonomisk effektive klimavirkemidler, vi har til rådighed i Danmark, og det er derfor ikke uden grund, at pyrolyse er en central del af den grønne trepartsaftale.

Det er ikke kun i Danmark, at pyrolyse vinder frem; globalt står pyrolyse for 90 pct. af al leveret og lagret kulstoffjernelse til dato på det frivillige marked for kulstofkreditter.

Det er en stor tillid, der er vist pyrolysebranchen, der frem mod 2030 og i årene efter skal levere på at fjerne CO₂ i store mængder.

Vi medgiver, at vi har travlt, og at teknologiudvikling tager tid. Men allerede i dag er der blandt Pyrolyse Danmarks seks medlemsvirksomheder i alt fem kommercielle anlæg i drift eller under installation samt syv yderligere anlæg på vej.

Det er en god begyndelse, men det er slet ikke nok, hvis vi både i Danmark og i udlandet skal kunne levere de reduktioner, der skal medvirke til at nå vores danske og de globale klimamål.

Potentialerne er nemlig enorme, hvis både vi som samfund og os som aktører formår at forløse det.

Det kræver, at der etableres flere anlæg og at der kommer et økonomisk incitament, der er bæredygtigt – til gavn både for klimaet og investorerne.

7. oktober åbnede Stiesdal Skyclean deres 20 MW-anlæg. Det er det største pyrolyse-anlæg i verden af sin slags og vil alene kunne levere 25.000 ton CO2₂-fangst og lagring pr. år.

Det er en fantastisk nyhed, der står på skuldrene af årelang dansk forskning, danske underleverandører og de andre aktører, der bygger anlæg i både Danmark og udlandet.

Blot 10 km fra Stiesdals anlæg i Vrå er et anlæg fra Frichs Pyrolysis. I Skive er Organic Fuel Technology i gang med et 2MW-anlæg. Flere steder i Danmark og i Europa har Aquagreen travlt med at sætte anlæg op i forlængelse af spildevandsrensningsanlæg. Dall Energy har succes med ovnløsninger i bl.a. Frankrig og fortsætter deres teknologiudvikling, og i Indien er danske Mash Makes anlæg i fuld produktion med cashewnøddeskaller som biomasse.

Men selvom det går i den rigtige retning, er der stadig en række forhold, der skal på plads. Både for at sikre virksomhedernes drift, og lige så vigtigt er det, at danskerne skal være trygge ved et nyt klimavirkemiddel i denne størrelse.

For selvom det er muligt at se et anlæg i virkeligheden, mærke biokullet mellem sine fingre og at man sågar kan sprede biokul i Danmark og sælge CO₂-certifikater, er rammerne ikke klar endnu.

De miljømæssige aspekter i at sprede biokul på dansk jord forventes afklaret i 2027. Indtil da kan kun biokul fra spildevandsslam udbringes, mens man skal have en særtilladelse for at sprede biokul produceret på andre biomasser fra f.eks. biogasanlæg.

Selvom 2027 kan synes fjern, mener vi i branchen, at det er helt nødvendigt, at vi står på så sikker en miljømæssig grund, som vi kan.

Men det miljømæssige er ikke det eneste, der skal på plads. Der mangler også vejledning i form af strømlining af myndighedsbehandlingen i kommunerne og regnemetoder, der sikrer, at biokullet kan trækkes fra i det danske GHG-regnskab. Parallelt er man i EU ved at afklare rammerne for biokul og andre permanente kulstoflagringsmetoder.

Alle de udfordringer adresseres også i regeringens arbejdsprogram for pyrolyse – og det er vi meget glade for.

De kommende år bliver rigtig travle. Både fordi vi har travlt med at handle på vegne af vores klima, og fordi det er i de kommende år, vi for alvor skal rulle teknologien ud.

Og selvom teknologien er kendt, og virksomhederne dag-for-dag bliver bedre til at opstille og bygge anlæggene, er der samtidig nogle svære markedsvilkår, der skal overkommes.

Vi er som branche optimistiske om pyrolyse og de reduktioner, vi kan levere for klimaets skyld. Alligevel frygter vi, at der samler sig nogle mørke skyer i horisonten. Med en pyrolysepulje, der først træder i kraft i 2027, vil investorerne måske afvente udviklingen, og der er en risiko for, at der ikke bliver bygget flere større anlæg i Danmark før efter 2027.

Pyrolyse er ved at tage fart globalt, og det kan blive et eksporteventyr for Danmark, men det kræver et stærkt hjemmemarked. Hvis danske pyrolysevirksomheder ikke får bygget flere anlæg før efter 2027, risikerer vi at blive overhalet af udenlandske konkurrenter. I så fald vil det ikke være de danske virksomheder, der står stærkest til at konkurrere om midlerne fra den annoncerede støttepulje fra 2027 og frem.